Kritik: Samskaberne spænder kirken foran et socialdemokratisk velfærdsideal

DEBAT: Ligesom enevælden spændte kirken foran sin vogn, sådan spændte borgerligheden kirken foran sin vogn i liberalteologiens periode. Og nu forsøger samskaberne at spænde kirken foran en tredje vej-inspireret forvaltningsteori, skriver to præster i debatten om folkekirke og samskabelse

Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) og biskop Henrik Wigh-Poulsen til samskabelseskonference på Aarhus Rådhus i 2018. Kirken hopper kritikløst med på en socialdemokratisk farvet forvaltningsteori, når den indgår i samskabelsesprojekter, mener to præster.
Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) og biskop Henrik Wigh-Poulsen til samskabelseskonference på Aarhus Rådhus i 2018. Kirken hopper kritikløst med på en socialdemokratisk farvet forvaltningsteori, når den indgår i samskabelsesprojekter, mener to præster. Foto: Lars Salomonsen

Tak til Esben Thusgård og Erling Andersen (herefter TA, red.) for at have ladet sig tirre af vores kommentar til bogen “Skabelse og samskabelse”. Hvorvidt retorikken i vores bidrag er for hård afhænger vel af, om man vurderer, at det formår at ramme problematikken eller ej.

Det kan jo også tænkes, at ømheden over ordene skyldes, at de rammer en kirkelig bestræbelse, som har været undervejs i nogle år, uden at den tidligere har været udsat for en teologisk kritik (se dog David Bugges artikel i ”Senil ulydighed” fra 2012 og artiklerne i ”De store ords teologi” af Løgstrup, Widmann og Ole Jensen fra 1972).

Selv om den teologiske gennemtænkning bag samskabelsen næsten er fraværende, så skal vi alligevel forsøge at sammenfatte, hvad vi ser, der teologisk er på færde.

Sammensmeltning af den sande kirke og den kirkelige institution

Det er vores opfattelse, at folkekirken og dele af dansk teologi i disse år gennemgår en teologisk forvandling væk fra det lutherske udgangspunkt, hvor der som noget selvfølgeligt skelnes imellem den sande kirke og den kirkelige institution, og i retning af en sammensmeltning af de to størrelser, hvilket så igen medfører, at folkekirkelige aktører mener sig berettiget til at indgå i det politiske arbejde med selveste kirkeinstitutionen i ryggen.

TA benægter godt nok, at samskabelsesteologerne har glemt denne fundamentale skelnen, samtidig med, at de frejdigt erklærer, at kirken skal blande sig i det politiske.

Det er altså ikke den enkelte kristne, som skal indgå på lige fod med andre i de folkelige, politiske og offentlige sammenhænge, nej, man kommer brede og mægtige som kirken. Man mener nemlig, at kirken har en privilegeret kristen antropologi, som man kan befrugte det offentlige system med.

For os at se består den kristne antropologi nu først og fremmest i, at alle mennesker forstås som syndere – selv de svage – men mon det er udgangspunktet, når de kirkeligt aktive drikker kaffe på rådhuset? Samtidig med, at samskaberne altså mener, de kan bidrage med en masse til det offentlige system, så vil de ikke påtage sig rollen som garanter for den sande forkyndelse.

Men lige så sandt, det er, at teologien altid er en teologi på vej, lige så misforstået er det, hvis kirkens forkyndere ikke vil påtage sig den rolle. Javel, alle mennesker (også præster) lever under synden, men definitiviteten i evangeliet om syndernes forladelse og det evige liv må og skal der aldrig bringes tvivl om.

Kirken hopper kritikløst med på en socialdemokratisk farvet forvaltningsteori

Vi anklages af TA for at glemme traditionen for luthersk diakoni, men den historiske blindhed rammer dem selv, når de og deres meningsfæller søger at gøre kirken til en aktiv politisk aktør.

Sådan spændte enevælden i sin tid kirken foran sin vogn, sådan spændte borgerligheden kirken foran sin vogn i liberalteologiens periode, og sådan forsøger samskaberne nu at spænde kirken foran deres socialdemokratiske velfærdsideal (samskabelsesteorien er helt tydeligt socialdemokratisk/tredje vej-inspireret, ligesom New Public Management paradigmet var udtryk for en borgerlig-liberal forvaltningsteori).

Pudsigt nok brød socialdemokraterne sig ved forrige århundredeskifte slet ikke om kirkernes indblanding i arbejdet med de fattige og de udsatte, fordi de mente, at det kirkelige engagement virkede konserverende på den strukturelle uretfærdighed – man kan kun håbe, at socialdemokraterne finder tilbage til sine rødder, det ville være en velkommen hjælp til at bevare den rette balance mellem stat og kirke.

Og mon ikke, at liberale og borgerlige vil korse sig, når de finder ud af, at kirken kritikløst er hoppet med på en socialdemokratisk farvet forvaltningsteori?

TA mener at kunne sammenfatte vores position på den måde, at kirken blot skal stå passiv på sidelinjen og kigge på, og så pege fingre i ny og næ. Både pegefingre og passivitet ligger os nu fjernt, men vi vil insisterende pege på, at en luthersk kirke er en ordets kirke.

Gud meddeler sig i ordet, og dermed ikke for eksempel i naturen, i følelsen eller i fromme menneskers gode gerninger. At forkynde det ord, er ikke en ubetydelig sidebeskæftigelse, men noget, som alle, der møder evangeliet, forpligtes på at bruge alle kræfter på at udbrede.

Jan Lange er sygehuspræst i Vejle og Jan Unold er sognepræst As-Klakring-Juelsminde.
 

Missing indholdselement.