Krematorier øger aktivitet for at undgå pladsmangel

I både Hjørring og Glostrup øger krematorierne deres aktivitet for at undgå flaskehals-situation, hvor lig ikke længere kan opbevares på køl

Hjørring Krematorium har øget sin drift for at undgå at komme i pladsmangel ved en forværring af coronavirus-situationen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flere krematorier forsøger at forebygge forskellige scenarier i forbindelse med spredningen af coronavirus, der kan gøre, at der ikke er kapacitet nok til at have lig på køl. 

Enten fordi for mange bliver syge på én gang, fordi de specialiserede krematoriemedarbejdere bliver syge eller fordi der ikke længere bliver foretaget kistebegravelser i folkekirken.

Denne artikel er en del af dette tema:
Corona
Corona

I Hjørring Krematorium har de to medarbejdere øget deres arbejdstid. Ovnen kører på højtryk, sådan at så mange som muligt af de i alt 60 pladser til lig er tomme, hvis en af medarbejderne skulle blive syge.

"Det er udfordring, hvis en af medarbejderne blive syge, for det er ikke alle, der kan betjene de her maskiner, man har i et krematorium. Derfor prøver vi rent ud sagt at få alt brændt så hurtigt som muligt," fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen, provst i Hjørring Søndre Provsti.

Stort krematorium er klart til døgndrift

Tommy Carlsen er formand for Glostrup Sogns menighedsråd, der har ansvaret for Glostrup Krematorium - et af Danmarks største. Han fortæller, at man torsdag formiddag har holdt møde for at være vedtage en nødplan i tilfælde af en forværring af situationen. 

Lige nu arbejder fire krematoriearbejdere på skift fra klokken seks morgen til klokken 22 aften, men driften kan blive øget yderligere, fortæller menighedsrådsformanden.

Det vigtigste for os er, at vi ikke har kister stående for længe, som der ikke er plads til at få på køl. Det ville være det værste for de pårørende, og det vil vi for alt i verden undgå

Tommy Carlsen, formand for Glostrup Sogns Menighedsråd

"Vi er forberedt på, at hvis der kommer mange dødsfald, så kan det blive tre-holds-drift, hvor krematoriet kører i døgndrift," siger Tommy Carlsen.

Udover de fire krematoriemedarbejdere er der yderligere tre kirkegårdsmedarbejdere, der er blevet uddannet i at betjene krematoriet i nødstilfælde. 

"Det vigtigste for os er, at vi ikke har kister stående for længe, som der ikke er plads til at få på køl. Det ville være det værste for de pårørende, og det vil vi for alt i verden undgå."

Missing indholdselement.