“Dear Ms. Lund. Thank you for your answer...”
Jeg har igen en korrespondance med en udenlandsk borger. Dem har jeg en hel del af. Både korrespondancer og udlændinge. Borgerne i mit sogn kommer fra Brasilien, Japan, Canada, Litauen, Spanien, Kina, Namibia, ja fra hele verden, så jeg er udfordret. På Navneloven og på mit engelsk. Jeg var da ellers god til engelsk i skolen. Ret god, faktisk, selvom min mor har lært mig at man ikke må prale.
Der var nu heller ikke så meget at prale med, lige bortset måske med mine engelskkundskaber; jeg var altså god til engelsk. Dengang. Nu, derimod, kommer jeg ofte til kort. Det er sin sag at skulle forklare på engelsk, at nej, det navn er ikke tilladt i Danmark, ja du kan søge om det, men Familieretshuset har en sagsbehandlingstid på 3-4 måneder, så nej du kan ikke få pas om en uge. Nej, det er desværre ikke min afgørelse. Du skal henvende dig i Udlændingestyrelsen, hvis dit navn er stavet forkert ved indrejse. Jeg må ikke rette i andre myndigheders afgørelser.
Vi har mange af den slags sager. Vanskelige sager og nemme sager. Sager, der tager tid og sager, der går hurtigere. Men mange. Det værste - eller sjoveste, alt efter hvordan man ser på det, er telefonopkaldene: please, can we speak in english? Så skal min hjerne på et splitsekund ændre indstilling og vi får ved fælles hjælp styr på sagerne, undtagen når borgeren i den anden ende har så meget accent, at jeg uvilkårligt kommer til at tænke på Eddie Skoller og hans “What did you learn i school today” og må ende op med at bede borgeren sende mig en mail, hvis jeg da ellers kan få stavet mig igennem vores mailadresse på en for borgeren forståelig måde.
Nej, Det er ikke nemt at være udlænding i Danmark, når det kommer til at forstå Navneloven. Men det er nu heller ikke altid nemt at være dansker i Danmark, når det handler om Navneloven. Kun 13 år og allerede for gammel. Altså ikke borgeren – Navneloven. For ændringer til trods, så virker loven på mange områder helt ude af trit med vores globaliserede og individualiserede verden. I en tid, hvor vi seriøst debatterer om der skal være et tredje, kønsneutralt køn, kan man stadig ikke hedde, hvad man vil. Hvor er proportionerne i det? Det bliver i øvrigt spændende at se, hvilket lille piktogram Kirkeministeriet så vil finde på for det tredie køn. Vi har en rød person med kjole og en blå person med bukser. Måske en grøn person uden tøj på?
Men jo, selvfølgelig skal der være en beskyttelse af visse navne og titler. Vi kan jo ikke alle sammen hedde Dronning eller Mærsk, men hvorfor et spansk forældrepar ikke må give deres barn et nyt sammensat efternavn efter spansk tradition, det forekommer mig at være bureaukrati af unødig skuffe. Eller hvorfor sammensætningen af to godkendte fornavne til et fornavn skal sendes til Familieretshuset til godkendelse. Hvis Gitte Laura nu gerne vil hedde Gittelaura? 3 måneders sagsbehandlingstid i Familieretshuset.
Vi trænger - igen - til en ændring og opblødning af Navneloven så vi kan undgå unødigt bureaukrati og de uanstændigt lange ventetider i Familieretshuset. Ikke en lov helt uden retningslinjer og ikke med total frihed, for selvfølgelig skal vi beskytte børn mod outrerede forældre, som vil kalde deres nyfødte dreng for Satan (hvis nogle sådanne forældre findes), men med retningslinjer, som bygger på tiltro til at det enkelte menneske tager fornuftigt vare på både sig selv og sine børn og vælger navne med omhu.
Så kunne vi fremover undgå “Dear Mr. Zeswana. I am sorry, but if you do not have any kind of documentation …"