Kordegn: Hvorfor er nogle kirkekontorer åbne og andre lukkede?

Folkekirkens anarki blomstrer under coronakrisen, og menighedsrådenes varierende fortolkninger af de gældende retningslinjerne skaber bekymring, skriver kordegn Hanne Lunah Lund i sin klumme

Kordegn Hanne Lunah Lund på hjemmekontoret, hvorfra hun så vidt muligt har passet sit arbejde under coronakrisen. Hun mener, at menighedsrådene i vidt omfang fortolker coronaretningslinjerne, som det passer dem. Foto: Privatfoto

Corona-stress. Årets nye ord. Nogle får begrundet stress over alt for store arbejdsbyrder i coronatiden, andre bliver stressede over manglen på indtægt eller angsten for sygdom.

Og mig? Jeg bliver stresset over at lave alt for lidt på alt for lang tid. Miste overblikket, fordi alle mine daglige rutiner er forsvundet, og kontoret er splittet op i to hjemmearbejdspladser uden sammenhæng.

I et stort sogn som mit med 32.000 borgere, er systemer absolut nødvendige for at overskue personregistreringen og diverse borgerhenvendelser,. Men altså en umulighed i denne tid, hvor kun min kollega har adgang til 'person' (cpr-registeret, red.) via vores bærbare kirkenets-pc, og jeg til gengæld besvarer mails og passer telefonen, som er omstillet. Bestemt ikke optimalt, men det var den løsning, vi kunne finde.

At det lidt, jeg laver, så til gengæld foregår 24/7, er en anden sag. I en tid, hvor ingen ved, hvad der sker en uge frem, og alle kirkelige handlinger enten er blevet aflyst eller flyttet rundt til stor frustration for alle, synes jeg, at borgeren i det mindste skulle kunne komme i kontakt med os og få et hurtigt svar. Og det er da gået indtil nu.

Vender normaltilstanden nogensinde tilbage?

Men her ved mit hjemmeskrivebord, kun to meter væk fra køleskabet, vokser min træthed og bekymring. Jeg har haft en hel del tid til overs, til at bekymre mig i. Coronaen lagde landet øde, og min dagligdag var kun acceptabel fordi solen skinnede og min mand og voksne datter også var hjemsendte, og det åbnede mulighed for fælles morgenpauser, formiddagspauser, frokost, eftermiddagspauser og snackpauser, alt sammen med lidt ekstra hygge til maven.

Men det er ikke det, som bekymrer mig – det med at maven er vokset lidt for meget under krisen. Og det er heller ikke coronakrisen som sådan, selvom den nok er værd at bekymre sig om. Stadigvæk.

Nej, min bekymring går på, hvordan vi får samlet op på hinanden, på opgaverne, på arbejdspladsen som helhed. Kan jeg overhovedet vænne mig til at gå på arbejde igen, kommer min koncentrationsevne tilbage, og hvad med mine kolleger? Nogle af dem har jeg ikke snakket med i næste tre måneder. Vi har levet i hver vores boble, med sporadisk mailkontakt og informationer eller stor mangel på samme.

Folkekirkens anarki blomstrer

Og så har krisen ikke overraskende afsløret, at det folkekirkelige anarki blomstrer. For vi i folkekirken, vi lytter hverken til Mette, Joy eller Brostrøm. Vi gør, hvad der passer os. Stort set. Jo, vi lukkede kirkerne. Alt andet ville have været åbenlyst mytteri. Men derfra gik der vist selvbestemmelse i det.

Kirketjenere, som har benyttet de lukkede kirker til at få gjort hovedrent. Kordegne, som har været på kontoret hver dag. Præster og organister, som har været i kirken for at lave onlinegudstjenester. Og menighedsråd, som læser retningslinjerne som Fanden læser Bibelen. Ja, undskyld billedet.

Offentligt kontor eller kirke?

Og nu er den gal igen. Er vi tilbage på arbejde eller ej? Er vi offentligt kontor eller kirke? Forsøgene på at lave klare retningslinjer er i hvert fald ikke lykkedes, og menighedsrådene fortolker dem, som de har lyst til.

Folkekirkens struktur giver det enkelte menighedsråd retten til at bestemme. Og det enkelt sogn muligheden for at være kirke på lige præcis den måde, der nu passer bedst i deres område. Mangfoldighed og nærdemokrati. Det er godt.

Men vi er også personregisterførere og skal betjene landets borgere, så de ikke bliver unødige tabere i coronakrisen. Jeg savner at kunne yde den samme gode service, som vi plejer, og jeg undrer mig over, at forholdene på kirkekontorerne rundt om i landet kan være så forskellige. Hvorfor er nogle kontorer åbne og andre lukkede?

Forskelligheden plejer at være vores styrke, men hvad nu, hvis den er også vores svaghed? Det er skidt. Og det bekymrer mig.

Hanne Lunah Lund er Kordegn i Islands Brygges Sogn.