Det har været påske. Stor opstandelse på flere planer. For påske er en travl tid, når man er kirkefunktionær. Ingen ekstra feriedage her, for den står på skærtorsdagsmiddag, langfredagsmusik, måske en lørdagsdåb og så den store festdag påskedag og den lille efterfest 2. påskedag. Jo, der er travlt i kirkerne landet over.
Men det er også tid for påskeæg, og Kinder-æg er i højsædet hos børnene, som nok for de flestes vedkommende er for små til at huske den meget irriterende, men også insisterende reklame:
”Jamen, det er hele tre ønsker på én gang? Det går jo virkelig ikke.”
Og hvad er det så, der ikke går her i folkekirken? Jamen det er jo arbejdsmiljøet.
Øv. En af mine gode kollegaer ude i landet har sagt sit job op. Efter en lang periode med et dårligt fungerende menighedsråd, som hele tiden ændrede hans arbejdsvilkår uden dialog med ham, har han fået nok og søger nye græsgange. Måske endda uden for folkekirken. Det er så ærgerligt. Og det er jo ikke bare ham.
Mange er i samme situation. Menighedsrådenes kompetencer inden for ledelse af personale scorer altså ikke 12- taller.
Ja, undskyld kære menighedsråd, men der er altså mange svage led i kæden.
Måske står vi over for en umulig opgave og skal bare lade folkekirken som arbejdsplads sejle videre i revfyldt hav, uden lods ombord
Øv. Jeg er noget stresset. For første gang i min kordegnekarriere. Alt for mange bolde i luften får mig til at miste overblikket. Ikke hele tiden, heldigvis. Men ind imellem. Med dumme sjuskefejl til følge.
Og hvorfor? Ja ja, jeg er blevet ældre, men det er nu nok mere fordi kordegneverdenen er blevet mere kompleks. Alle de bolde, som ingen andre griber. Kan du ikke lige..? Gider du bestille..? Sørger du for..?
Og ja, det gør jeg da, det er jo mit arbejde. Men det er også med til at stresse. En god kollega af mig siger altid: "Hvor er vores arbejdsbeskrivelser?" Men de findes ikke. Og selvom de gjorde, ville der hele tiden være opgaver, som ikke kan beskrives.
De mange afbrydelser i arbejdet, den digitale løsning, som er svær for en lang række borgere, de digitale systemer, der er alt, alt for ustabile. Ja, undskyld kære Personsupport. Det er ikke personligt ment, men der er altså for mange fejl og nedbrud.
Øv. Igen debatter i Kristeligt Dagblad om præster, der føler sig mobbet. Hvad er definitionen egentlig på mobning – set i folkekirkeligt regi? Hvordan definerer vi samarbejde, demokrati og gensidig respekt i en floskelpræget mobbedebat? Hvordan opbygger vi respekt og forståelse for faggrænser og holdninger i en branche, hvor der ikke findes en endegyldig sandhed?
Ja undskyld, kære præster, men der er mange divaer iblandt jer (hvad kalder man egentlig en mandlig diva?).
”Jamen, det er hele tre ønsker på én gang? Det går jo virkelig ikke.”
Nej, det går ikke. For der er noget galt med arbejdsmiljøet. Og selvom ordet næsten bliver siddende fast i halsen som daggamle teboller, så er vi nødt til at snakke om det. Stadigvæk og igen.
For vi er alle sammen enige om, at folkekirken har et problem med arbejdsmiljøet, og vi er alle sammen enige om, at det er da for galt, netop i folkekirken, hvor næstekærligheden burde være en bærende værdi.
Men løsningerne har ikke vist sig. Lappeløsninger måske, og forskellige forsøg på både dialog, konfliktløsning og konsulentbistand. Nogle lykkes, andre ikke. Der er faktisk mange gode initiativer rundt omkring, men det er, som om, vi aldrig når ind til kernen. Måske fordi vi alle sammen gerne vil bestemme, og ingen vil opgive deres magt. Heller ikke kordegnen.
Så måske står vi over for en umulig opgave og skal bare lade folkekirken som arbejdsplads sejle videre i revfyldt hav, uden lods ombord. Måske skal vi bare affinde os med at være en branche præget af pletvis dårligt arbejdsmiljø, og så rykke videre til nye græsgange, hvis stemningen er blevet for tung.
For de er der jo, de gode arbejdspladser, hvor der er rart at være og hvor alle parter trives og arbejder sammen. Hvor vi sammen skaber kirke for og med vores menigheder. Hvor ordet og påskens budskab når ud til os og ind i os.
”Jamen, det er hele tre ønsker på én gang? Det går jo. Det går virkelig.”
Heldigvis.
Hanne Lunah Lund er kordegn i Islands Brygges Sogn.