I denne tid diskuterer vi ofte den digitale kirkes potentiale, fejler og mangler. Hvad kan den og hvad kan den ikke?
Medielandskabet ændrer sig hele tiden, som det har gjort i hele kristendommens tid. Der bliver dog for tiden taget hul på en vigtig diskussion, som også handler om vores syn på kirkegængeren og dennes rolle i den kirkelige samtale.
For mig at se kan vi med lidt held nå til en større nuancering af en kirkekommunikation, som har rod i en afsenderbaseret kommunikation. Vi har nu muligheden for at nedbryde et hierarkisk skel mellem afsender og modtager og lytte mere til kirkegængerens verdensbillede og høre, hvad der rører sig.
Den afsenderbaserede kommunikation kan betragtes som en kanyle af information, der føres ind i modtageren. Det er en slags overførsel af information, hvor modtageren på mange måder er passiv. Vi skal som kirke også bruge andre former for kommunikation.
Indbyd kirkegængerne til samtale
Når kirker kommunikerer, er det tit på kirkernes præmisser eller i en form, som er inspireret af prædikenen.
Vi indleder måske med at skrive et bibelcitat på et Facebookopslag, eller vi reklamerer for et arrangement eller en gudstjeneste i kirken eller i sognegården. I gudstjenesten prædiker præsten, deltagerne lytter, og de føler ofte stærkt for prædikenens forkyndelse.
Det ligger i forkyndelsens natur at tale ind i tiden ud fra evangeliets perspektiv. Men det er en måde at formidle på, som vi har taget med ind i vores mediebrug og i den kirkelige kommunikationsforståelse.
I kirkebladet har vi henvendt os til menigheden ud fra det, vi mente var vigtigt. Gennem annoncer i avisen reklamerer vi for det, vi synes menigheden skal opleve i kirken. På Facebook laver vi digitale gudstjenester eller opslag om ting, vi mener folk bør læse og høre.
Det er næsten udelukkende en afsenderbaseret logik der gør sig gældende. Vi taler om det, der er relevant for os selv, og vi regner med at det også er relevant for de andre – men det er da synd, at vi som kirke forfalder til det hver eneste gang.
Tillad mig at foreslå, at vi nuancerer dette. Måske kunne vi indbyde kirkegængeren til en samtale, hvor kirkegængerens verdensbillede og liv kommer mere i fokus – dernæst kommer kristendommen som det vigtige perspektiv til dette verdensbillede fra vores side af samtalen.
Denne tilgang ville nedbryde et magthierarki i samtalens rum, og det vil skabe større jævnbyrdighed mellem kirke og menighed. Måske kunne det skabe et fælles sprog, som endnu flere mennesker kunne være i? Måske kunne vi tage samtiden mere med på råd?
Giv menigheden medindflydelse
Når jeg arbejder med kommunikation i folkekirken, er det mit store ønske altid at få menigheden i spil. Det er en svær opgave, men ikke en umulig opgave. Det vigtigste vi som kirke må gøre, er at arbejde med selvforståelsen som et sted med en særlig autoritet.
Vi kunne for eksempel lave flere fokusgrupper om kirkekommunikation, der ikke er langtidsforpligtende som et menighedsråd er det. Her kunne vi høre om deltagernes mediebrug eller deres ønsker til nyhedsbreve.
Vi kunne lade menigheden bestemme salmer til næste gudstjeneste, ved at spørge på kirkens Facebookside eller Instagram. Mulighederne er mange for at tage udgangspunkt i kirkegængerens (eller den kommende kirkerumsgængers) liv og hverdag.
Hvad er vigtigt for kirkegængeren her og nu? Det er dén verden, vi skal besøge og give et kristendomsperspektiv på. Og det er dialog og deltagelse, der er i centrum i denne tanke.
For at disse begreber skal fungere, er vi nødt til at trække i den gode samtales arbejdstøj, og gøre op med det, jeg vil kalde vores diskursive selvforståelse.
Den diskursive selvforståelse indebærer et magthierarki, hvor vi glemmer at tale på samtidens præmisser, og begynder alle samtaler på vores egne præmisser – ud fra det, vi mener samtiden skal høre om. Dette gøres ofte ud fra kristendomstermer eller en slags gudstjenestekoder, som mest giver mening for os, der befinder os i den kirkelige verden til dagligt.
Lad os gribe mere kommunikativt ind i tiden på tidens præmisser, når vi åbner os for kirkegængeren ved at lytte mere på deres mening. Først senere begynder trosvejledning og bekendelsesskrifter.
I generel kommunikation ligger der (forhåbentligt) kærligheden til det budskab, man kommunikerer. Dog følger folkekirkens kommunikationsvaner ofte en form, som vi kender fra prædikenen, hvor vi indleder og styrer samtalen.
Men vi skal huske at spørge – og vi skal huske at tænke ethvert møde med kirkegængeren som en samtale! Det er dér, vi skal hen i moderne kirkekommunikation.
Peter Brandt-Henriksen er kandidat i Informationsvidenskab og Kulturformidling og kommunikationsmedarbejder i Brøndbyøster Kirke & Glostrup Provsti