Lad mig straks indrømme, at jeg ikke har været den flittigste læser af Dansk Kirketidende. Om det vil ændre sig med det nye Grundtvigsk Tidende (GT) er nok lidt for tidligt at bedømme. Men første nummer har fået en chance.
Det nye Grundtvigsk Tidende præsenterer sig som "et levende kirkeligt, folkeligt, kultur- og samfundsengageret tidsskrift." Men redaktørerne indrømmer straks, at det med folkeligheden overhovedet ikke skal forstås folkeligt.
GT vil ikke bringe noget ned på jorden, men derimod kræve, at læserne er godt oppe på tæerne. Altså ikke noget med at gøre stoffet let og tilgængeligt for sine læsere. Præcis det lykkes GT da også ganske godt med.
Ikke mindst derfor undrer det mig, at bladet - endda på forsiden - lægger ud med "Hvad f... er der sket med Dansk Kirketidende". Det er da vist den slags slang, man mest bruger nede på jorden.
Nu kan man jo selv beslutte hvilke tre bogstaver der skal tilføjes, hvilket de to redaktører (qva det tilhørende foto) øjensynligt også morer sig hjerteligt over. Det virker dog sært malplaceret og kikset i forhold til magasinets strengt seriøse og elitære indhold, som ikke ligefrem svælger i gadeslang.
Grundtvigsk Tidendes målsætning
Grundtvigsk Tidende skriver om kirke, skole, kultur og samfund, og om sammenstød og mødepunkter herimellem. Med afsæt i den grundtvigske tradition søger tidsskriftet efter bud på, hvad det grundtvigske er, vil og skal i dag. Grundtvigs Tidende deler ikke læsenre ind i målgrupper i forhold til fx uddannelsesbaggrund, alder eller geografi, men opfatter 'folkeoplysning' som noget, der kræver af os alle, at vi står på tæer. Ambitionen er, at niveauet er højt, sproget er levende, og tanken er klar og tilgængelig. Tidsskriftet udkom første gang i oktober 1845 under navnet Dansk Kirketidende og er dermed et af Danmarks ældste.
Fra Grundtvigsk Tidendes kolofon.
Mere vægt på skolen
Det nye magasin har fået en ny profil, hvor især skoleområdet er opprioriteret med sin egen fagredaktør. Ændringen begrundes med, at skolesagen var en mærkesag for Grundtvig.
Jeg forestiller mig dog, at det i datidens enhedskultur gav betydeligt bedre mening at tænke på skole og kirke som to sider af samme sag (læs: vækkelse), end det gør i nutidens sekulariserede folkeskoleverden. Skoleredaktøren Katja Gottliebs væsentligste bidrag til magasinet handler da også om noget så instrumentelt som håndskriften (selvom hun argumenterer godt for, at det er alt andet end det).
Jeg tror, man skal være meget inkarneret grundtvigianer for at kunne begejstres over det valg.
Den artikel jeg fik mest ud af at læse, var Iben Krogsdals "Fire myter om nye salmer". Her imødegår den moderne salmedigter en række af de mest populære kritiker af nye salmer. Det gør hun med stor og overbevisende passion. Der er noget vigtigt på spil for Iben Krogsdal, det er til at forstå, og det udfordrer til eftertanke.
Til gengæld forstod jeg ikke meget af filosoffen Henrik Jøker Bjerres "Ord til ord", som angiveligt skulle være en prædiken over Paulus' ord om det stykkevise i 1. Kor 13., men som mest er en psykoanalytisk refleksion over spejlbilleder og jeg-billeder. Så højt kunne mine tæer ikke løfte mig.
Bortset fra forsvaret for de nye salmer, er det generelt artikler, der skuer bagud og har fokus på at prise tabte dyder. Det gælder også magasinets længste artikel, som er en reportage fra en af grundtvigianismens hellige haller, billedsalen i Grundtvigs Hus med nationaldragterne, hvortil der iøvrigt slet ikke er offentlig adgang. Der er da heller en artikel, der vil mig noget.
Kedeligt og stramt design
GT har fået et mere moderne minimalistisk design, der understreger det strengt seriøse. Der er kun få billeder. Det er kedeligt og stramt, men passer meget godt til magasinets profil.
Jeg vil meget anbefale at arbejde mere med skrifttypen, som desværre ikke er særlig læsevenlig. Det skyldes nok særligt bogstavernes meget tynde hårstreger. Når teksten vises på tonet eller sort baggrund går det galt. Flere tekstbokse er nærmest ulæselige.
Tillykke med det nye GT. Men skal jeg med på vognen, så skal magasinet altså mere ned på jorden. Ikke på den f... dumsmarte måde, men med mere hjerteblod, relevans og fremsyn.
Det var vel sådan noget grundtvigianismen stod for engang?
Asbjørn Asmussen er kommunikationschef i Indre Mission og ansvarshavende redaktør for Impuls - Indre Missions Tidende.