En af de gode ting ved at besøge Sverige er, at man på frydefuld vis får bekræftet alle sine dejlige danske fordomme. Ikke mindst, når besøget gælder Svenska kyrkan, som nu i syv år har været skilt fra staten.
Til daglig, når man sådan går rundt i den hjemlige, bøvlede og gråmelerede folkekirkevirkelighed, kan man jo godt en gang imellem tænke, at det måske ikke var så galt, om kirke og stat blev skilt. At en synode ikke nødvendigvis behøver at være et kirkeligt politbureau. Og at folkekirkens kommunikation (ha-ha!) godt kunne trænge til lidt professionel assistance. Det hænder. Men den bedste kur mod den slags fristelser er en tur over sundet.
Lektoren fra Løgumkloster havde sendt en e-mail og spurgt, om jeg ville med til noget, der hed NordKom2007. Det er en konference, hvor de nordiske kirkers kommunikationsafdelinger hvert andet år mødes for at udveksle kommunikationserfaringer. Nu har folkekirken ikke en kommunikationsafdeling, men af en eller anden grund får lektoren på Teologisk Pædagogisk Center invitationerne. Ligesom hans forgænger gjorde. Ingen ved rigtig hvorfor, og sådan er der så meget med folkekirken.
Men de skal ikke sige, at danskerne holder sig uden for, så lektoren var trådt ind i arrangørgruppen for at yde et positivt bidrag til konferencen. Han mente, at jeg og en medievant, sjællandsk biskop ville være de rette til at hjælpe ham med en workshop om pressehåndtering. Det er sådan noget, DR-medarbejdere bliver fyret for, men eftersom der ikke var penge i skidtet, og eftersom jeg alligevel bare havde tænkt mig at sige, at pressen ikke kan håndteres, sagde jeg ja. Dengang var der mange måneder til konferencen, og tanken om et par sensommerdage i åndfulde, historiske omgivelser i Uppsala forekom egentlig meget tiltalende.
Det viste sig, at NordKom2007 ikke var i Uppsala. Eller Stockholm, for den sags skyld. Konferencen blev afviklet på Scandic Infra City, der ser ud, ligesom det lyder: En glas-og-stål-kolos 18 kilometer fra Arlanda med udsigt over motorvejen og et indkøbscenter bestående af en elektronikforretning, en ICA og restaurant Pelles Spis. Det første lektoren sagde, da jeg mødte ham i hotelreceptionen, var undskyld.
Måske havde han forestillet sig, at vi skulle hygge os med krebs og brændevin og solnedgange over skærgården i gemytlig fællesnordisk samtale. Så er fire dage i en badelandsarkitektur, hvor vinduerne ikke kan åbnes, ligesom noget andet. Og desuden havde han allerede gjort sig uheldigt bemærket i arrangørgruppen. De andre havde spurgt ham om den danske folkekirkes kommunikationsstrategi. Det var et svært spørgsmål. Men så havde han sagt, at folkekirken arbejdede på at udbrede lutherdommen. Det var tydeligvis ikke det rigtige svar.
Selv havde jeg nået at nedjustere forventningerne til de åndfulde, historiske omgivelser, inden jeg stod på flyveren, for jeg havde tjekket programmet på nettet. Jeg havde også besøgt Svenska Kyrkans hjemmeside – man vil jo gerne sætte sig lidt ind sagerne. Her var der et foto, hvor en masse mennesker holdt hinanden i hånden. Det var fra ”Svenska Kyrkans klimatmanifestation”. 530 mennesker dannede kæde på fjeldet Åreskutan, mens de bad for, at trægrænsen ikke vil flytte sig. Det var de ikke sluppet af sted med i folkekirken.
Det var et stort konferencecenter, men heldigvis var det nemt at finde frem til NordKom2007. Man skulle bare følge skiltene med Fair Trade-logoet og en pil med teksten ”Här kan du lösa världsproblem”, så endte man i en stor sal med plads til mindst 300 deltagere. Vi var kun 50, og det var næsten synd, for der var en høj scene med både powerpoint og microports, så man kunne følge med helt fra den bagerste række. Men vi satte os lidt spredt i stedet for.
Den svenske kirkes informationschef bød velkommen. Hun havde en dejlig stemme og nogle assistenter, som hjalp med at holde styr på teknikken. Temaet for årets konference var ”Folkkyrka i et mångkulturelt samhälle”. Svenskerne elsker at tale om det multikulturelle, og de er også rigtig gode til at vise det på de billeder, de putter ind i deres powerpoint-shows. Det er ligesom at bladre i IKEA-kataloget. Folkehemmet myldrer med kønne og glade mulatter og asiater og semitter, og de er hjertens velkomne i Svenska Kyrkan.
Til gengæld er der næsten ingen mænd. Det var den sjællandske biskop, der først opdagede det.
”Prøv at se, der er kun kvinder på billederne,” hviskede han.
Det var ikke helt rigtigt, men næsten. Når der var mænd med på billederne, var de fra Afrika, hvor Svenska Kyrkan gør meget for udviklingen. Jeg kom til at tænke på, at ”människa” er hunkøn svensk. Og det er ”kyrka” også.
Der er heller ikke ret mange teologer i Svenska Kyrkan, i hvert fald ikke i kommunikationsafdelingen. Men de havde indbudt en mandlig præst, med hundehalsbånd og det hele, som fortalte om en sociologisk undersøgelse, Svenska Kyrkan havde fået lavet. Den viste, hvad svenskerne identificerer kirken med – for eksempel ”svenskhed”. Sociologen, der havde lavet undersøgelse, havde illustreret det med et svensk flag på powerpointen. Det var præsten lidt flov over. Selv havde han foretrukket et andet symbol, sagde han, for det kunne nemt misforstås med sådan en nationalt flag.
Præsten var også flov over Svenska Kyrkans fortid. Arven fra den gamle ”överhetskyrka” og den lutherske ortodoksi hvilede stadig som en skygge over kirken i svenskernes bevidsthed. Kirken havde stillet sig over andre, i stedet for ved siden af dem, over for Gud, sagde præsten. Derfor var det vigtigt, at kirken gennemgik en proces med ”aflæring af magtsproget”. For eksempel skulle præsterne lære at være opmærksomme på, hvad de sagde, når de tog telefonen.
Den finske kirkes kommunikationsdirektør skulle også tale om det multikulturelle. Den sjællandske biskop hviskede, at der stort set ingen indvandrere er i Finland. Men der tog han fejl, for selv om der ikke er nogle nye indvandrere, så er der en masse gamle – de ortodokse og sådan. Dem hørte vi så om.
Da lektoren fra Løgumkloster skulle holde sit oplæg, insisterede han på at bruge en gammeldags overhead-projektor. Det var ikke nemt at finde på Scandic Infra City, men til sidst kom assistenterne skramlende med en. Det så bare ikke nær så godt ud som svenskernes powerpoint, og der kom hele tiden rod i arkene, så det var svært at koncentrere sig, mens lektoren fortalte, hvorfor folkekirken er verdens bedste kirke. Da han var færdig, sagde informationschefen ”tak til det konservative Danmark”.
Efter at alle kirker havde holdt deres oplæg, skulle kommunikationscheferne og lektoren sætte sig over i en sofa oppe på scenen, ligesom på morgen-tv. Så skulle vi stille spørgsmål til dem, men vi skulle skrive spørgsmålet på nogle lyserøde sedler og give dem til assistenterne, som så bestemte, hvilke spørgsmål, der kom med. Det var lidt indviklet, så der var ikke ret mange spørgsmål. Men det gjorde ikke så meget, for den svenske informationschef kunne ikke lide, at lektoren hele tiden sagde de andre i sofaen imod.
Svenskerne gør nemlig rigtig meget ud af det med kommunikationen. Derfor er den lagt i hænderne på professionelle kommunikationsfolk i stedet for på præsterne. Men nogle gange kan de åbenbart ikke nære sig.
”Har I haft nogle problemer med teologerne?” spurgte en af de svenske deltagere, da en webdesigner viste en ny konfirmandhjemmeside.
Der er hundredevis af ”kommunikatörer” rundt omkring i Svenska Kyrkan, og for at sikre, at ingen af dem siger noget forkert, har Svenska Kyrkan lavet en kommunikationsplatform, som alle skal bruge. Den indeholder en kommunikationsvision, som fortæller, hvad den svenske kirke vil være – nemlig ”en kirke, som mennesker har et positivt forhold til og føler glæde over at tilhøre.” Den skal alle kommunikationsmedarbejderne lære udenad. Så de ikke kommer til at fremstille kirken som noget, mennesker har et negativt forhold til, for eksempel.
Informationschefen fortalte også, at kommunikationsplatformen bygger på tre kerneværdier, som er Svenska Kyrkans: Nærvær, åbenhed og håb. Det lød rart, og jeg tænkte, at de også ville passe godt til et behandlingshjem for alkoholikere. Informationschefen sagde, at da den svenske ærkebiskop var blevet spurgt, hvorfor Svenska Kyrkan skulle have netop disse tre kerneværdier, havde han svaret: ”Hvorfor ikke?” Og det er jo et godt svar. Eller spørgsmål.
Den norske kirke har også fået en kommunikationsplatform. De må have kigget hos svenskerne, for i Norge skal kirken også kommunikere kerneværdierne nærvær, åbenhed og håb. Men så havde den norske kirke en fjerde kerneværdi, som dens informationschef vred sig lidt ved at skulle sige højt: Forsagelse. Det var noget med at sige fra over for materialisme og overforbrug, forklarede han. Nærvær, åbenhed, håb – og forsagelse? Det var de ikke sluppet af sted med i Svenska Kyrkan.
Så var der kurve med Fair Trade-lækkerier til alle talere, og om aftenen var der festmiddag. Hvis man ville have alkohol til, var man velkommen til selv at købe det ude i baren og tage det med ind i spisesalen. Det gjorde vi så.
”Øl – det er typisk dansk,” sagde min svenske borddame, da jeg satte mig, og så gik det ellers løs med at spise og hygge og synge sange fra hinandens lande.
Der kom også en svensk trio og optrådte – tre kvinder, som underholdt med sange om at være gravid, hverdagen i den moderne småbørnsfamilie og den slags. Men vi skulle skynde os, for klokken 21 var der aftenbøn.
Bagefter var biskoppen træt af al den festivitas og ville i seng. Lektoren spurgte om jeg ville med udenfor og ryge. Vi gik ud på det øde torv mellem Scandic Infra City og Pelles Spis og røg tre Camel Light i rap hver. Jeg har ellers ikke røget i 10 år.
Næste morgen skulle lektoren stå for morgenbønnen. Han havde forberedt sig hjemmefra for at gøre det så godt som muligt for alle. Han havde sendt en e-mail til den svenske informationschef for at sikre sige, at de tre salmer, han havde valgt, stod i den svenske salmebog. Hun svarede, at der naturligvis ikke var salmebøger på Scandic Infra City, men hun skulle nok sætte teksterne op på en powerpoint.
Senere skrev hun for at gøre ham opmærksom på, at han var kommet til at anføre alle 10 vers i ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. Om han godt ville pege på de tre vers, der skulle synges, og så i øvrigt sende nogle billeder? Billeder? Ja, til powerpointen. Lektoren svarede, at han mente, man godt kunne synge alle 10 vers. Det plejede vi at gøre i Danmark. Og at hun bare selv kunne finde nogle billeder.
Det havde hun så gjort. Efter ”Vor Gud han er så fast en borg” dvælede vi ved et foto af to piger i en luftgynge mod en blå himmel, mens lektoren læste fra korintherbrevet. Og efter ”Op, al den ting, som Gud har gjort” kom der et foto af en smilende indisk pige med en baby på ryggen. Det var meget smukt.
Biskoppen var i mellemtiden blevet utrolig optaget af tanken om, at den svenske kirke var en kvindekirke. Han kunne slet ikke holde op med at tale om det, og derfor endte vores workshop om pressehåndtering lidt uheldigt.
Den var ellers begyndt meget godt, selv om der næsten kun var svenske deltagere, og selv om de hellere ville høre, om muhammedkrisen havde betydet en forbedring af debatklimaet i dansk presse. Vi mente, at det var lige så godt, som det hele tiden havde været. Det syntes svenskerne var et typisk dansk svar. Men i det mindste stillede de en masse spørgsmål – sikkert, fordi de ikke behøvede skrive dem ned på en lyserød seddel først.
Der var en vældig diskussion, og lektoren fra Løgumkloster smilede tilfreds. Men så var det, at biskoppen begyndte at tale om ”feminiseringen af kirken”. Kirken forandrede sig, fordi præsteembedet var ved at blive et kvindejob, sagde han. Det fik en kvindelig svensk kommunikationsmedarbejder op af stolen: Det samme kunne man sige om mange andre fag, mente hun, for det var åbenbart sådan, at når kvinderne bevægede sig ind på mændenes domæne, så valgte mændene at flygte. Om biskoppen havde en løsning på dette problem?
Det så det ikke ud til, at biskoppen havde. Men efter at have tænkt lidt sagde han:
”Man kunne abortere drengefostrene. Det gør man jo med pigerne andre steder i verden.”
Det var dumt sagt. Kommunikationsmedarbejderen rejste sig med hektiske pletter på kinderne og forlod lokalet.
Men vi fik da vores Fair Trade-kurve og heldigvis skulle vi skynde os af sted på bustur til en stockholmsk forstad og besøge et svensk mønsterpastorat. En jovial, mandlig provst viste os en powerpoint, der fortalte om samarbejdet mellem kirkerne i storpastoratet. Og om pastoratets virksomhedsidé, der lød sådan her: ”Sammen med andre kristne har vi til opgave at gøre Gud tydelig i verden.”
Imens bladrede jeg i pastoratets flotte, seks gange om året husstandsomdelte kirkemagasin – et mønstereksempel på lokal, kirkelig kommunikation. Der var en artikel om en pige, hvis kristne livssyn havde gjort hende til en grøn forbruger. En anden artikel handlede om en kvinde, som skrev kristne fantasybøger. Der var også en artikel om en sommerlejr for enlige og deres børn, og en om nogle mødre, der var blevet veninder ved at gå til babysalmesang. Og en lang artikel om en kvinde på pilgrimsvandring.
Så blev vi vist rundt på menighedscentret, som hed Livscentrum. Her var der tilbud om rådgivning, samtaleterapi, massagekurser, retræter og den slags til mennesker, for hvem livet var smertefuldt. Dem var der mange af i forstaden, fortalte centrets psykolog, der selv virkede lidt trist. Også diakonen, familierådgiveren og massageterapeuten var alvorlige, men empatiske mennesker. Alle kvinder, förstås – der var kun en mand blandt centrets otte medarbejdere. En norsk deltager spurgte om, der også kom mænd på centret. Psykologen så sørgmodig ud. Det gjorde der; hun havde selv over 20 procent mænd blandt klienterne.
På vej ud stak den svenske kirkes informationschef en tyk tryksag i hånden på mig:
”Det er pastoratets årsregnskab – fuldstændig som i en erhvervsvirksomhed," sagde hun stolt.
Og så skulle vi videre til Alpha-middag i den nyeste af kirkerne, og der var masser af powerpoint og lovsangsorkester og rejetærte og vidnesbyrd. Så blev der delt flere Fair Trade-kurve ud, og lektoren og jeg gik udenfor for at ryge.
”Det er typisk dansk. Alle danskere ryger,” sagde en kommunikationschef fra et sydligt, svensk stift. Til sidst var der aftenandagt med powerpoint og messehagler og forbøn og et elektrisk orgel, og organisten trykkede på Canterbury Cathedral-knappen allerede i andet vers af den første lovsang.
Jeg lænede mig over mod biskoppen, som har en uheldig svaghed for elektriske orgler, og spurgte om han ikke kunne høre, at det lød ad helvede til. Jo, men det måtte skyldes højtalerne, mente han. Tsk, tsk...
Tilbage på hotellet gik lektoren, biskoppen og jeg ned i baren og bundede i hurtigt tempo tre Norrlands Guld hver, mens vi bagtalte svenskerne, som kun tre fulde danskere kan gøre det. Det var en dejlig følelse.
”Jeg vil hjem”, sagde jeg.
”Det vil jeg også”, sagde biskoppen.
Næste morgen tog vi et tidligt fly, mens lektoren fik lov at blive og gyde olie på vandene. Folkekirken skulle jo helst blive inviteret med i 2009 også.
Oprindelig bragt i Dansk Kirketidende (i dag Grundtvigsk Tidende) i 2007. Kåre Gade var dengang programvært på programmet "Folk og Kirke" på DR P1.