I Martin A. Hansens fortælling “Påskeklokken” møder vi kirkeværgen Johansen. Han beskrives som en pragmatisk marxist – en socialdemokrat, forstår man.
Hver søndag inden gudstjenesten sørger han omhyggeligt for, at alt er i orden i den gamle, romanske kirke, som han nærer stor kærlighed til. Men hans politiske overbevisning byder ham at forlade kirken, inden menigheden ankommer. Johansen går aldrig i kirke, men han sidder troligt udenfor på bænken og lytter til salmerne.
Martin A. Hansens kirkeværge er et portræt af det 20. århundredes arketypiske, kulturkristne socialdemokrat, som trods sin ideologiske skepsis værner om kirken, men respektfuldt overlader det kristelige indhold til andre.
Jeg kom til at tænke på Johansen, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) op til påske indrullerede folkekirken til fremme af Socialdemokratiets nye mærkesag, “åndelig oprustning”.
Efter at børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) har erklæret, at han vil gøre skolen til en “indre forsvarslinje” og danne børnene til at blive patrioter, er turen nu kommet til folkekirken: Mette Frederiksen vil “bruge” folkekirken i den åndelige oprustning og opfordrer folkekirken til at “fylde mere”.
“Danmark er et kristent samfund, vi bygger på kristendommen, og folkekirken er en meget vigtig værdibærer både i freds- og i krisetid,” sagde hun ifølge Kristeligt Dagblad ved et arrangement på museet Ragnarock i Roskilde i sidste uge.
En omvendt fortolkning af Grundloven
Det er forståeligt, hvis nogen i folkekirken føler sig smigret over den uvante opmærksomhed fra statsministeren og bliver imponerede over, at socialdemokraterne tilsyneladende har opdaget begrebet ånd.
Men desværre ligger Mette Frederiksens omfavnelse af folkekirken helt i forlængelse af afskaffelsen af store bededag for at skaffe penge til forsvaret og af Folketingets årligt tilbagevendende markering af Ukraine-invasionen i Holmens Kirke, hvor gudstjenesten misbruges til politiske støtteerklæringer.
Nu skal folkekirken rekrutteres som et nyttigt instrument i den ‘nødvendighedens politik’, der aktuelt betyder, at oprustning trumfer alt andet. Mette Frederiksen betragter folkekirken som en af mange samfundsinstitutioner, der kan bruges til at højne moralen og gøre befolkningen robust. Det ligner en omvendt fortolkning af Grundlovens §4, så det nu er folkekirken, der skal understøtte staten, og ikke modsat.
Det er imidlertid ikke kun en misforståelse af Grundloven, men også af kristendommen. Hvis Danmark er et kristent samfund, må det indebære, at vi giver kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Kristendom er ikke politik, men evangeliet holder os fast på, at ethvert menneske, også samfundets mest magtfulde, står til ansvar for Gud. Forkyndelsen skal være fri til at modsige magten, og kirken kan aldrig være forpligtet på understøtte en politisk dagsorden.
Et budskab, som er større end politik
Nu nævner Mette Frederiksen naturligvis ikke Gud, når hun taler om åndelig oprustning, og tak for det – verden har ikke brug for endnu en regeringsleder, der har Vorherre på sin side. Hun nøjes med at beskrive folkekirkens kvaliteter med ord som “fællesskab” og “national forankring”.
Ligesom Socialdemokratiets kirkeordfører Kim Aas, da han i P1 Morgen skulle forsvare statsministerens udtalelser, gjorde sig umage med at beskrive kirken som et kulturelt og socialt “værested”, og ikke bare noget med “bøn og bibellæsning”. Folk skulle jo nødig tro, at sosserne er blevet fromme.
Det er folkekirken som kulturkristent samlingssted, statsministeren har fået øje på. Og ja, det er den også. Men med kirkeværge Johansen i erindring savner man den stilfærdige forståelse for, at kirken er bærer af et glædeligt budskab, som er langt større end politik og ideologi.
Det budskab vil lyde i alle landets kirker denne påske, som det har gjort det i århundreder, og det bringer åndelig oprustning til alle, på tværs af politisk overbevisning. Selv til en tvivlende socialdemokrat, der blufærdigt lytter med fra bænken udenfor.