Sognepræst: Folkekirken har brug for en ledelse, der tror på kirkens kerneopgaver

Vi har forslugt os på synlighed og hurtige succeser, og det gør præsteembedet mindre og mindre attraktivt, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen

De seneste mange år har folkekirken mere end fordoblet sine aktiviteter. Hvor i en sognepræsts kalender i dag, er der plads til teologisk refleksion og religiøs fordybelse? spørger Eva Holmegaard Larsen.
De seneste mange år har folkekirken mere end fordoblet sine aktiviteter. Hvor i en sognepræsts kalender i dag, er der plads til teologisk refleksion og religiøs fordybelse? spørger Eva Holmegaard Larsen. Foto: Leif Tuxen

Er Iedelse svaret på alt? I den aktuelle debat om folkekirkens udfordrede arbejdsmiljø havner man hurtigt dér, hvor svaret findes i at styrke ledelsen. Hver gang det knager i folkekirken, taler vi om ledelsestomrum, manglende ledelsesredskaber, eller hiver den gamle traver med den delte ledelse i folkekirkens tostrengede system frem af hatten, igen. 

Det er som om, man ikke rigtig tør gribe fat i mulige, dybereliggende årsager til den stress og mistrivsel blandt kirkens ansatte, der uden tvivl er med til at få samarbejdsrelationer til at revne og konflikter til at eskalere. 

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

Hvis vi skal tale om ledelse, må vi i det mindste gøre os umage med at definere, hvad det er for en ledelse, der er brug for. 

Lige nu er det som om, vi stirrer os blinde på mere og stærkere ledelse. Men det er folkekirken – i parentes bemærket – ikke ene om! Det flugter med en generel tendens til at tro på mere topstyring og globalt set en voksende vilje til at lægge al magten over til en ”stærk mand”. Der breder sig en snigende utilfredshed med, at demokrati går alt for langsomt og efterlader alt for mange løse ender. 

Sommetider er det også, som om vi i folkekirken italesætter et ledelsesideal for provster og biskopper, som minder lidt om mafiaens cleaner. En "oprydder", der kommer med den store trykspuler, når det hele er gået i hårdknude. 

En gang imellem kan man godt længes tilbage til dengang, man troede på at sidde i rundkreds og hellere tog bøvlet med, end overlod magten til et topstyret hierarki. Dengang som nu løser det nemlig ikke andet, end at holde problemerne nede. 

Præster mangler tid

Der ligger et problem i de fuldstændigt ændrede vilkår for præstens arbejde. Jeg mener, vi er nødt til at tale om præsteembedets udfordringer i en tid, hvor respekten for åndsarbejde kan ligge på et meget lille sted. Præster er nødt til at kunne fordybe sig og have god tid til at tænke, for at vi kan gøre vores arbejde ordentligt. Og det ligger som en latent stress og utilfredshed, at vi ikke har den tid. 

En decemberdag for nogle år siden, fandt jeg mig selv siddende i min bil på en parkeringsplads ude i skoven. Der var bidende koldt og jeg frøs. Men jeg var nødt til at finde et sted, hvor jeg uden at blive forstyrret kunne sidde bare et øjeblik, og tænke på det menneske, jeg senere på dagen skulle bisætte, og den familie hun efterlod. 

Jeg havde hele dagen været i fuld gang med at indøve krybbespil i to kirker med to skoleklasser, og kørte frem og tilbage mellem sognene, med bilen fuld af englevinger, hyrdestave og et papmacheæsel. På indersiden af min hjerneskal var der tykt af gule sedler: husk Jesusbarn, skind til hyrderne, hø til krybben, lave julequiz til de gamle, ringe til børnehaverne… 

Eftermiddagens bisættelse hørte til de svære. Et tragisk dødsfald i en kompliceret familie med kompliceret sorg til følge. Jeg var nervøs, som jeg altid er ved bisættelser. Netop talen ved en bisættelse er stedet, hvor den kristne forkyndelse står sin prøve som et vedkommende, trøstende ord ind i menneskers liv. 

Men jeg havde manglet tid og følte mig på lang afstand af de mennesker, jeg senere skulle møde på et af de mest afgørende tidspunkter i deres liv.

Fanget mellem travlhed og kaldet til nærvær

En bisættelse kan ikke laves om. Det er nu, muligheden er der for at samle sammen på de levende og døde og få givet de sørgende noget med, de kan rejse sig ved. 

Det er, når vi begraver de døde, at der er allermest brug for præstens nærvær, indlevelse og faglige omhyggelighed. Der er brug for tid. Overfor de pårørende gælder ingen undskyldninger. Om du er travl, stresset, deprimeret eller bare har en dårlig dag, det er underordnet. En hjertekirurg kan heller ikke undskylde sin mislykkede operation med, at hun havde en dårlig dag!

Dér sad jeg så i bilen og prøvede at skabe et rum til eftertanke. Jeg er sikker på, de fleste præster vil kunne fortælle en tilsvarende historie. Om at føle sig fanget mellem den hyperaktive dagligdag i den moderne kirke og præstens fundamentale kald til at være den, der har tid til at tænke sig om. 

Vi er alle blevet praktikere

Engang var det en stående vittighed, at præsten kun arbejdede om søndagen. Man kunne jo ikke se, hvad der foregik derinde i studerekammeret, og forstod vel heller ikke, hvorfor det kan tage så lang tid at skrive en prædiken. Det forstår man ikke, hvis man ikke selv kender til kreativt arbejde. At det er hårdt arbejde at male, skrive, komponere, forme og skabe noget. 

Forskellen fra dengang og nu er, at den gamle vittighed ikke rørte datidens præster. For de hvilede i deres selvforståelse. Det gør vi ikke. Vi har ladet vittigheden blive til en indre skam over ikke at lave nok og gjort knæfald for den almindelige manglende forståelse for tankens arbejde. 

Derfor er vi alle blevet praktikere i dag. Det er der ikke noget i vejen med. Men hvis al vores kirkelige foretagsomhed ikke er gennemtænkt og bygger på solid teologisk refleksion, ved jeg ikke, om vi gør kirken eller menigheden en tjeneste med al vores travlhed? 

At trække sig tilbage til "studerekammeret" er ikke at trække sig tilbage fra menigheden. Tværtimod er det også en måde at nærme sig menigheden på. At sidde og forberede en tale er faktisk at befinde sig lige midt i menigheden. 

Præstens eget rum

Præster skal skabe noget, hele tiden. Ved utallige lejligheder skal man have nogle ord med, der kaster noget meningsfuldt af sig.  

Vi skal holde taler, der forholder sig til menneskers liv og virkelighed. Ved barnedåb, når forældre står med frygt og bæven med det dyrebareste i deres hænder. Når man ved brylluppet vover at lægge sit liv i en andens hænder. Og søndag efter søndag, hvor vi møder en menighed, der i dag har mistet forbindelsen til den kristne tradition og hverken kender dens salmer, ritualer eller tekster – og hvor vi derfor ikke kan gemme os bag indforståede klicheer, eller sige det samme, som man altid har sagt. 

Rockpoeten Patti Smith reflekterer over det at skrive i bogen "Hengiven". For det første siger hun: for overhovedet at skrive er det nødvendigt at spinde sig ind i en kokon og gå i enrum. Man må søge det tomrum, som "fyldes med ord, der kan gennemtrænge jomfrueligt land og slå revner i sammensætninger, der endnu ikke er gjort krav på og give sprog til det uendelige." Det er smukt. 

For det andet siger hun noget om, hvad der driver hende. Det gør helt fundamentale spørgsmål som: Hvad er det at være i live? Hvori består sorger og udfordringer? Hvordan kan man forstå verdens manglende retfærdighed og grådighed og manglen på samhørighed? Hun siger, at det er en konstant undren for hende, og det er denne undren, der driver hende til at skrive. 

Bør det ikke også være sådan for en prædikant? Bør vi tænke mindre om vores arbejde? Er vi ikke nødt til at forkynde ud af en undren, for at det kan være interessant og vedkommende at høre på? 

De mange nye aktiviteter udfordrer 

Præster er nødt til at tænke, læse, samle ord og sætninger, forny vores sprog og følge med i hvad der sker litterært, filosofisk og politisk. Følge med i den verden, vi deler med vores menighed. 

Men hvor i en sognepræsts kalender i dag, er der plads til teologisk refleksion og religiøs fordybelse? De seneste mange år har folkekirken mere end fordoblet sine aktiviteter og der stilles flere og flere forventninger til en præst om at mestre meget andet end at være en dygtig, tænksom teolog. Som en kollega træt sagde til mig: "Det er lige ved, de også forventer, jeg kan steppe!"

De mange nye aktiviteter og måder at være kirke på har været en vigtig og nødvendig fornyelse af folkekirken. Men vi mangler at tale om, hvordan det ændrer præstens embede. Vi har bare fyldt på og fyldt på, uden at stoppe op og spørge, hvad det er vi mister i farten? For hvordan skal man nogensinde komme hen til det vigtige "tomme rum" og spinde sig ind i sin kokon? 

En kirke uden åndelig fordybelse udhuler sig selv

En kirke, der ikke har tid til åndelig fordybelse, udhuler sit eget ærinde. Spørgsmålet er, om det ikke også udhuler præsters selvfølelse og er med til at gøre os stressede og pirrelige. 

Da jeg sad den dag i bilen midt i december ræset, følte jeg mig i hvert fald presset til det yderste. Og måske også lidt misbrugt og svigtet, fanget i nogle forventninger, jeg ikke kunne nå rundt om. Som præst slider det i længden, hvis man ikke kommer i dybden med nogle ting. Hvis man for ofte må ty til gammelt prædikenstof. Hvis man kan høre sig selv sige det samme igen og igen. Hvis man kan mærke klicheerne sidde fast i halsen. 

Spørgsmålet er, om vi ikke har forslugt os på synlighed og hurtige succeser, og det sidder som en nagende torn i præstekjolen og gør præsteembedet mindre og mindre attraktivt. Skal vi have rekrutteret flere præster og også gerne beholde dem i embedet, må vi komme op med noget bedre end en slidsom og frustreret stilling, der i højere og højere grad bliver et kompromis med vores faglighed. 

En ledelse der tør slås for kerneopgaverne

Vi har ikke brug for en mere muskelstærk ledelse. Vi har brug for provster og biskopper, der tror på kirkens kerneopgaver. Vi har brug for en ledelse, der ikke begynder at tale om samskabelse og endnu flere opgave til præsterne, førend bemandingen er afklaret. Eller før der ligger en klar plan for, hvordan de enkelte sogne kan løfte endnu flere opgaver. 

Vi har brug for biskopper, som tør gå ud og argumentere for flere præstestillinger på baggrund af den teologiske eftertænksomhed, et samfund også har brug for. I stedet for at argumentere med, at præster skam også laver andet end at holde gudstjenester og begrave de døde. At præster er også med til at løfte vigtige samfundsopgaver, og med det menes der alt muligt andet end at holde gudstjeneste. 

Vi har brug for en klar folkekirkelig ledelse, der ser kirkens kerneopgaver som en vigtig samfundsopgave.