Tak til biskopperne for deres udmelding nytårsaften til præster og menighedsråd.
Af meddelelsen fremgår, at udgangspunktet i folkekirken igen er, at der holdes gudstjenester på de gudstjenestedage, der er fastlagt i den autoriserede alterbog.
Det betyder, at menigheden som udgangspunkt kan regne med, at der er gudstjeneste på søndag. Medmindre, selvfølgelig, at sundhedssituationen udvikler sig sådan, at regeringen på grundlag af sundhedsmyndighedernes anbefalinger er nødt til at lukke eller skære yderligere ned.
Samtidig giver biskoppernes mail adgang til, at lokale ønsker om i stedet at holde en kortere andagt, kan imødekommes. Biskopperne har så at sige givet en forhåndsdispensation til at korte gudstjenesten ned til noget mindre end det, der fremgår af det autoriserede ritual.
Kortere gudstjenester skal begrundes i konkrete, lokale forhold
En sådan beslutning om at nedkorte gudstjenesten til andagtsniveau skal dog være begrundet i, at man lokalt – på trods af sundhedsmyndighedernes tilladelse til at holde fuld gudstjeneste – fortsat er utryg af helt konkrete grunde.
En sådan utryghed kan jo skyldes mange ting. Det er dog næppe tilstrækkeligt at henvise til, at man ønsker at undlade at møde op på arbejde. Børnehavepædagoger kan jo heller ikke blot melde fra.
Men selvfølgelig kan en vurdering af et mindre behov føre til færre gudstjenester end oprindeligt planlagt – ligesom et større behov og nødvendigheden af større afstand mellem hver tjeneste må føre til planlægning af flere tjenester. Buschauffører kører også med færre passagerer.
Men der kan være snævre adgangsforhold. Der kan være vanskeligheder med at få tilstrækkelig tidsmæssig afstand til en grundig rengøring mellem de enkelte kirkelige handlinger. Eller der kan være ansatte, der er særligt sårbare, og som der skal tages særlige hensyn til (hvilket selvfølgelig ikke indebærer, at man skal offentliggøre konkrete sundhedsforhold hos den enkelte medarbejder).
Endelig kan det blive nødvendigt i det konkrete sogn at lukke helt, for eksempel på grund af sygdom hos præst eller medarbejdere. Det kræver dispensation hos biskoppen, og det må man gå ud fra vil blive givet.
Derimod er det svært at forestille sig dispensation til, at et helt provsti kan lukke for befolkningens adgang til gudstjenester i alle kirker ud fra en forestilling om, at præsters og menighedsråds forståelse af solidaritet med befolkningen er bedre end den gudstjenstlige forpligtelse til solidaritet med befolkningen.
Sognets præster behøver ikke følge den samme linje
Her kommer arbejdsmiljølovgivningen ind. Denne forhåndsdispensation giver nemlig menighedsrådet mulighed for at inddrage en konkret arbejdsmiljømæssig vurdering af særlige sundhedsrisici i den endelige beslutning om, hvad man gør.
Det indebærer for eksempel også, at sognene har mulighed for at tilrettelægge gudstjenester eller kortere andagter forskelligt under hensyn til behov og muligheder hos den enkelte tjenstgørende sognepræst.
Der er ikke noget krav om, at alle præster i sognet skal gøre det samme – tværtimod har de enkelte præster pligt og ret til at holde gudstjenester, hvis det ellers er arbejdsmiljømæssigt forsvarligt i forhold til det øvrige tjenestegørende personale.
Men der skal tages en konkret vurdering, udøves et konkret skøn, være en konkret begrundelse, som det også skal være muligt i overordnet form at meddele menigheden. Det vil således ikke i denne omgang være tilstrækkeligt, som det skete i julen, at trykke hen over stort set 90 procent af folkekirkens gudstjenester, at de er aflyst med henvisning til biskoppernes anbefaling.
Menighedsrådene har fået det ansvar, mange af dem bad om før jul
Hermed er vi på alle måder tilbage til den kirkeretligt normale situation:
Biskopperne holder tilsyn med, at udgangspunktet er gudstjeneste, men giver en standard dispensation til, at der kan skæres ned, hvis der er konkrete årsager til det.
Den tjenstgørende sognepræst har pligt og ret til at holde gudstjeneste med musik, tekstlæsninger, prædiken, bøn og velsignelse, men kan skære ned til andagt for eksempel uden særlig musikledsagelse, hvis konkrete årsager hos præsten selv, medarbejderne eller i kirkebygningen tilsiger det, og menighedsrådet er enig.
Menighedsrådet har medansvar for en eventuel beslutning om at skære ned (og måske samtidig udvide antallet af tjenester) og har hovedansvar for medarbejdernes arbejdsmiljø, men de har ikke vetoret i forhold til udgangspunktet i gudstjenesteforpligtelsen.
Denne model har givet menighedsrådene det ansvar, mange af dem bad om op til jul. Uden at det har frataget menigheden udgangspunktet i adgang til gudstjeneste.
Regeringen skal prioritere retten til sundhed over for retten til religionsudøvelse
Det, modellen ikke giver, er mulighed for at lukke alene af hensyn til en forestilling om, at når sportsklubben og museet er lukket, så skal kirken også være det.
Det er klart, at hvis det igen bliver sundhedsmæssigt nødvendigt, så skal folkekirken og de øvrige trossamfund lukke. Men det er regeringen, ikke folkekirkens ansatte, der prioriterer, hvilke sektorer, der skal lukke i hvilken rækkefølge.
Det er også regeringen (i sidste instans under ansvar over for grundlov og frihedsrettigheder), der prioriterer retten til sundhed over for retten til religionsudøvelse. Det er faktisk ikke en prioritering, medarbejderne i folkekirken skal foretage. Og slet ikke da underløbe regeringen, når den faktisk foretager den afvejning. Og dermed sætte biskopperne i en helt umulig situation.
Og her ser det faktisk ud, som om regeringen har lagt vægt på, at staten efter grundloven skal understøtte folkekirken og sikre religionsfriheden. Og derfor ikke automatisk lukke kirker i samme runde som museer og sportsklubber.
Selvom folkekirken er en kulturinstitution, der bidrager til udviklingen af kulturen i landet og selvom kulturkristendommen er et helt central dimension i folkekirken og blandt folkekirkens medlemmer – så er det ikke som museum eller fodboldklub, kirken bidrager til kulturen. Det er som kirke, kirken bidrager til kulturen.
Lisbet Christoffersen er professor på Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet.