Kirkesyn

I denne serie reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. 

Kirkeretsekspert: Med dobbelt medlemskab vil folkekirken ophøre med at være evangelisk-luthersk

Er vi parate til, at ortodokse og katolikker og reformerte og anglikanere også kan være medlemmer af folkekirkens menighedsråd – og præster i folkekirken? Professor Lisbet Christoffersen opfordrer tilhængerne af dobbelt medlemskab af folkekirken til at tænke over konsekvenserne

Vil de børn af ortodokse eller katolske forældre, som er døbt i folkekirken, få deres dåb anerkendt i de ortodokse og katolske kirker? spørger professor Lisbet Christoffersen. Foto: Leif Tuxen

Det er indlysende, at kristne, der kommer hertil i større eller mindre grupper, har behov for, at kirken tager hånd om dem.

De etablerede kristne kirker uden for folkekirken, selvfølgelig, som de naturligt ’hører hjemme i’. Men også folkekirken. For hvor mange ukrainsk-ortodokse kirker med tilknytning til patriarkatet i Konstantinopel er der lige på Langeland, i Ribe eller Viborg stifter? For ikke at tale om rumænsk-ortodokse menigheder (flere, end man skulle tro)? Eller katolske kirker, som migranter fra Polen kan søge til (mange flere, end vi går og tror)?

Og det er jo den første pointe. At vi faktisk har et ganske omfattende net af ‘andre’ kristne kirker og menigheder i Danmark, og at det for både dem og lutherske folkekirke-kristne må være det naturlige førstevalg, at man søger til ‘sin egen’ kirke.

Forståeligt ønske om at byde andre velkommen i kirken

Men det ændrer ikke på, at ønsket om ‘dobbelt medlemskab’ af folkekirken igen får ord og plads i samtalerne. Ikke mindst, når der er tale om fastboende migranter, kan det for mange synes naturligt, at man i stedet for at henvise folk til ‘deres egne’ tager imod folk som del af det folkelige fællesskab, som også folkekirken indgår i.

Det kan være helt naturligt, især når vi taler om børn og unge i den alder, hvor det er indledende konfirmationsundervisning, børneklubber, konfirmation med videre, der er på dagsordenen. Selvfølgelig også i forhold til kirkens kerneaktivitet, gudstjenester (ikke mindst her i påsken). Og alle, også kristne flygtninge og migranter fra Ukraine, har brug for at få deres døde begravet og deres børn døbt. Det kan de vel få i den lokale kirke som del af det lokale fællesskab?

Kirken må gerne udlånes til andre kirkesamfund

Gudstjenester, vielse og begravelse er der ikke noget problem med. Folkekirkens gudstjenester er åbne for alle. Og folkekirkens menigheder har ret og nogle gange pligt til at stille deres kirker til rådighed for gudstjenester for grupper fra andre kristne kirker.

Menighedsrådet kan stille kirken til rådighed for kristne trossamfund udenfor folkekirken til gudstjeneste, vielse og begravelse. Og biskoppen kan fast udpege en kirke, provstivis, til at tjene som fast kirke for gudstjenester, vielser og begravelser, forudsat at der på provstiplan er mindst 10 medlemmer af den pågældende kirkeretning, og at lære og ritus og forhold i øvrigt ikke er til hinder for det.

Dåb i folkekirken giver automatisk medlemskab

Men dåb? Her følger det af medlemskabsloven, at personer, der bliver døbt i folkekirken, bliver medlemmer af folkekirken ved dåben. Samt, at personer, der er døbt med den kristne dåb i øvrigt, bliver medlemmer af folkekirken ved at optages i folkekirken. Og samtidig udtræder de af den kirke, deres forældre måtte tilhøre. For der er ikke dobbelt medlemskab i folkekirken.

Hvis der var dobbelt medlemskab, ville det indebære, at alle reglerne om adgang til at stille kirker til rådighed for gudstjenester og kirkelige handlinger for folk fra andre kristne trossamfund ikke længere var relevante.

Medlemmer af folkekirken kan for eksempel få stillet deres lokale kirke til rådighed for gudstjeneste og kirkelige handlinger med en præst, de selv har tilkaldt. Det kunne være en egentlig ortodoks eller katolsk præst.

Skal alle kristne forenes i folkekirken?

Men på den anden side kan alle medlemmer af folkekirken blive ordineret til præster, blot de har en godkendt teologisk embedseksamen, så vi vil med denne model få præster af endnu flere slags. Og alle medlemmer af folkekirken (om oprindeligt ortodokse eller katolske eller reformerte) kan blive medlemmer af det lokale menighedsråd, der har ansvaret for sognets kirkelige liv og dermed for at indgå i et samarbejde om liturgi med mere ved folkekirkens gudstjenester.

På den måde ville skellet mellem folk på grund af forskellige kirkelige retninger – om ortodokse, katolske, anglikanske eller reformerte – på én gang være ophævet.

Vi kunne få en solidarisk ordning, også økonomisk solidarisk: Alle betaler til den samme kasse, alle bruger de samme bygninger, og Jesu ord om, at de alle må blive ét, er endelig opfyldt i den danske folkekirke. Det er sådan, jeg hører og forstår drømmen om dobbelt medlemskab af folkekirken.

Husk at spørge, om drømmen er gensidig

Jeg ser blot tre problemer i denne drøm.

For det første spørger jeg de mange, der går ind for denne drøm, om det er en gensidig drøm. Vil de børn af ortodokse eller katolske forældre, som er døbt i folkekirken, få deres dåb anerkendt i de ortodokse og katolske kirker? Og hvad vil de ortodokse og katolske menigheder og kirker, der faktisk er i Danmark, sige til, at folkekirken på den måde ’høster’ deres medlemmer?

For det andet undrer det mig, at vi er så parate til at mene, at folk, der samtidig er ortodokse og katolikker og reformerte og anglikanere, også kan være medlemmer af folkekirkens menighedsråd og præster i folkekirken. Ligger der virkelig slet ingen ting i Grundlovens ord om, at folkekirken er evangelisk-luthersk? Eller er begrebet evangelisk-luthersk så tømt for indhold, at det udelukkende betyder ‘kristen på den måde, man lokalt gerne vil være kristen’?

For det tredje, men det er selvsagt blot en juridisk teknikalitet, ophæver drømmen om dobbelt medlemskab behovet for trossamfundsloven, i hvert fald for de kirker og trossamfund, med hvem man gerne vil have dobbelt medlemskab. For det er næppe meningen, at man både skal kunne få det folkekirkelige fællesskab til solidarisk at dele udgifter til kirkebygninger, gudstjenester og kirkelige handlinger – og samtidig skal kunne få vielsesbemyndigelse og fradragsret via trossamfundsloven?

Bedre at bruge de eksisterende muligheder

Inden man igen går i gang med at lade trommerne for dobbelt medlemskab lyde, var det måske en ide i stedet at overveje at bruge de muligheder, den kirkelige lovgivning allerede giver, for at åbne folkekirken for gudstjenester med ortodokse, assyriske, armenske og, hvis der er behov for det, katolske liturgier og præster. Samt at få en aftale med de tilsvarende kirker om, hvordan behovet for dåb i denne del af befolkningen skal løses.

PS: Jeg er i dette indlæg gået ud fra, at der ikke er ønske om dobbelt medlemskab med muslimske migranter. Men hvorfor egentlig ikke, hvis folkekirken ikke er evangelisk-luthersk, men blot og bart en ydre ramme om en religionsanstalt?