Kirkesyn

Kirken er ikke døende, men coronaen får det til at knage i skelettet

"Jeg har oplevet coronakrisen som en udfordring for folkekirkens selvforståelse og position i samfundet," skriver sognepræst og teologisk konsulent Eva Holmegaard Larsen, der mener, at kirkerne ikke burde have lukket i julen. Hun er fast bidragsyder til Kirke.dk's nye klumme "Kirkesyn". Foto: Kåre Gade / Helsingør Stift

KIRKESYN: Vi er nødt til at tale om, hvad kirken er, og hvad vores rolle er i samfundet – netop når samfundet lider. Svend Bjerg kaldte kirken et oppegående dødsleje. Det havde han ikke ret i. Men det knager i skelettet, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen

I lørdags blev en af landets markante teologer begravet. Dr.theol. og lektor i dogmatik Svend Bjerg vil blive husket for et stort og alsidigt forfatterskab.

Men han vil også blive husket for i 2003 at have kaldt folkekirken et ”oppegående dødsleje”. Han var en modig mand og ikke bange for at komme til at træde nogen over tæerne. Hans kritik af kirken gik på, at prædikenniveauet var for lavt. Præster var ved at kede menigheden ihjel med pæne og korrekte, men lidenskabsløse prædikener.

Det skabte en masse ballade. Vi følte os ramt og uretfærdigt udskammet. Men vi døde ikke af det, og i dag kan vi se tilbage på et par årtier med intenst fokus på netop arbejdet med prædiken og forkyndelse.

Om sin rolle som kirke-revser blev Svend Bjerg i begravelsestalen citeret for at have sagt, at "krigen kan være nødvendig, når man elsker noget højt."

Det er godt sagt. Måske er det også derfor, bølgerne er gået så højt i debatten om folkekirkens coronahåndtering, og hvad vi kan drage af konklusioner på sundhedsstyrelsens restriktioner: lukke vores kirker eller holde dem åbne?

Det kan aldrig være kirkens opgave ud af egen frygt og bekymring at hindre folk i at komme i kirke

Kan vi undvære salmesang? Hvad skal vi mene om digitale gudstjenester, og hvad kan vi forvente af folkekirkens ledelse? Der er noget på spil. Og måske er det også en krig værd.

Jeg har oplevet coronakrisen som en udfordring for folkekirkens selvforståelse og position i samfundet. Derfor har jeg argumenteret for ikke at lukke kirkerne, så længe regeringen finder det forsvarligt at holde gudstjenester. Det kan aldrig være kirkens rolle at være klogere end sundhedsmyndighederne.

Det kan heller aldrig være kirkens opgave ud af egen frygt og bekymring at hindre folk i at komme i kirke – især ikke, når myndighederne finder det vigtigt for samfundet at undtage kirken fra den generelle nedlukning, som det var tilfældet op mod jul. Den tillid burde vi have levet op til.

I England har de haft den samme debat.

Da premierminister Boris Johnson sidst i november fredede retten til at samles til gudstjeneste, blev det mødt af hård kritik, ikke mindst fra den prominente ateist Richard Dawkins. Han kunne ikke forestille sig en mere uværdig og unyttig prioritering, end retten til at komme i kirke. Det sørgelige er, at en del af den engelske præstestand gav ham ret. Jeg spørger mig selv, om det også er dér, vi er?

Kristendommen taler ikke udenom, men taler sandt om menneskelivet og lover ikke, at alt bliver bedre, når bare vaccinen kommer

Men netop nu er der brug for at tage sin tro alvorligt. Netop nu er der brug for at komme til sin kirke og finde døren åben og mærke en ånd, der taler frygten imod og understøtter meningen med livet under selv de sværeste vilkår.

Store holocaustforfattere som Imre Kertész, Primo Levi og Viktor Frankl har samstemmende berettet om, at for at overleve kz-lejrens rædsler var det ikke nok med et godt helbred og en stærk krop.

Det, der gjorde forskellen, var et stærkt indre liv. Et åndeligt helle, som nærede modet til at tage sit kors op. Det mod har vi brug for, i vores hverdag, også efter corona. I alt det bøvl, livet i almindelighed er, og når den næste virus rammer!

Kristendommen taler ikke udenom, men taler sandt om menneskelivet og lover ikke, at alt bliver bedre, når bare vaccinen kommer. Livet er hårdt og modgangsfuldt, og efter corona kommer der noget andet, vi skal slås med.

Jeg vil ønske, at kirken trods alt har udstrålet troens mod i en bekymrende tid

Men troens mod er modet til at tage livet på sig og samtidig takke for, at vi overhovedet er her under himlen, og er i live - midt i sorgen og frygten og usikkerheden. Det er det, vi kommer i kirke for at høre.

Jeg vil ønske, man husker kirken i coronatiden som andet end en masse palaver om ledelsesproblemer, kirkelukkere og frygt blandt kirkens ansatte. Jeg vil ønske, man ikke kun husker kirketjenerforeningens kamp for at skåne sine medlemmer for smittefare. Jeg vil ønske, at kirken trods alt har udstrålet troens mod i en bekymrende tid.

Stille og roligt. Det er i grunden sådan, jeg forestiller mig kirken. Stille og roligt arbejdende. Det lange, seje træk. En kirke, der ikke er bange for at ride på et trækdyrs føl. Sagtmodig. Ikke duknakket og usikker på sin egen betydning. Men med det sagte mod, der ikke behøver gøre et væsen af sig selv, men bare er der.

Både i de store og de små gudstjenester. Man tager fejl af menigheden, hvis man ikke tror, de ved, hvad de kommer for. De kommer for helligheden. De kommer for minderne, som er så nærværende netop i kirkens rum. De kommer for undtagelsen fra alt det derude, og for at fornemme resonans fra den store sammenhæng og den dybe mening med livet.

Corona har udfordret kirkens fornemmelse for sin egen betydning. Corona har udfordret vores kald som præster, kirketjenere og organister. Vi er nødt til at tale om, hvad kirken er, og hvad vores rolle er i samfundet – netop når samfundet lider. Svend Bjerg kaldte kirken et oppegående dødsleje. Det havde han ikke ret i.

Men det knager i skelettet.

Eva Holmegaard Larsen er sognepræst i Nødebo og Gadevang og teologisk konsulent i Helsingør Stift og fast bidragsyder til klummen "Kirkesyn".
 

Kirketjenere og kirkegårdsansatte i oprør: Aflys julegudstjenester
Coronavirus For abonnenter på Kirke.dk

Kirketjenere og kirkegårdsansatte i oprør: Aflys julegudstjenester

Kirkeministeriet nye, skærpede retningslinjer møder skarp kritik Kirketjenerforeningen og Forbundet for Kirke- og Kirkegårdsansatte. Julegudstjenesterne bør aflyses. Også fordi deres medlemmer er særlig udsatte

Kirkesyn

I klummen "Kirkesyn" reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. Faste bidragsydere er blandt andre Eva Holmegaard Larsen, Louise Højlund, Mette Bock og og Laura Cæcilie Jessen.

Læs alle klummer i serien