Kirkekultur-formand: Gudstjenesten er svær at elske, men hvordan ændrer vi den?

DEBAT: Det er ikke med glæde, at konfirmanderne går til deres obligatoriske ti gudstjenester. Skal gudstjenesten ændres, så flere kommer til at holde af den? spørger Esther Jensen, formand for Kirkekultur.nu

Det er svært for konfirmander at elske gudstjenesten. Men når vi lader dem selv arrangere en gudstjeneste eller en andagt, ligner resultatet til forveksling den traditionelle gudstjeneste. Det er åbenbart svært at tænke nyt, skriver formand for Kirkekultur.nu Esther Jensen.
Det er svært for konfirmander at elske gudstjenesten. Men når vi lader dem selv arrangere en gudstjeneste eller en andagt, ligner resultatet til forveksling den traditionelle gudstjeneste. Det er åbenbart svært at tænke nyt, skriver formand for Kirkekultur.nu Esther Jensen. Foto: Kåre Gade

Jeg har kendt ham altid. Han var en, familien besøgte, på linje med bedsteforældre, fastre, onkler, faddere og forældres venner. Som regel var det kedelige besøg, ligesom det kunne være kedeligt at besøge bedsteforældre, fastre, onkler, faddere og forældres venner. Men ikke altid.

Det blev aldrig diskuteret, om vi børn skulle med. Jeg blev aldrig spurgt. Det brugte man ikke dengang i 60’erne og 70’erne.

Man gjorde lidt ekstra ud af påklædningen. De slidte cowboybukser, træskostøvlerne og den islandske sweater kom ikke på, når vi skulle hen til ham. Og min mor tog sin grimme, strikkede hue på. Den med en kvast på størrelse med en appelsin, indtil jeg klippede den af og satte øjne og næb på, fordi jeg ville lave en kylling til påske. Min mor var ikke begejstret, og som voksen må jeg vedgå, at mine kreative evner som barn lod en del tilbage at ønske.

Han boede helt specielt. I et kæmpe hus inde i byen. Højt til loftet. Store vinduer. Mærkelige, mærkelige møbler. Alt andet end børnevenlige. Maden var et kapitel for sig, som i øvrigt ikke blev serveret for os børn. Sådan var det dengang i 60’erne og 70’erne.

Anderledes musik og salme-hovedregning

Der var altid musik hos ham. Ikke dårlig musik, men anderledes musik end den, man hørte i radioen. Og så var der sang. Samme slags sang som til morgensang på privatskolen, og det, syntes jeg faktisk, var ok. Det var ok at synge, og det var skægt, da man blev så stor, at man selv kunne regne ud, hvad man skulle synge, for det stod med guldbogstaver (det har det næppe været) på sorte tavler.

Da jeg gik i 1. klasse, udfordrede jeg mig selv med at lægge tallene sammen; de gav altid over 1000 og nogle gange over 2000. Ved juletid var der flest ettaller, ved påsketid flest totaller.

Nogle år senere gangede jeg tallene med hinanden og fandt antallet af primtal på tavlen. Det kan lade sig gøre at gennemføre en gudstjeneste alene med salmer, hvis numre er primtal, kan jeg fortælle, hvis nogle skulle have lyst til at indbyde til en primtals-gudstjeneste!

For det er selvfølgelig gudstjenesten, det handler om. ”Han” er gudstjenesten. Min barndoms gudstjeneste, min ungdoms gudstjeneste, min nuværende gudstjeneste, min gudstjeneste i mit arbejdsliv som kirke- og kulturmedarbejder.

Et af mit livs største øjeblikke

Af mine forældre har jeg lært at bede Fadervor, tale pænt, spise op, skrive med højre hånd, binde sløjfer, aldrig klynke, sige tak, gå i kirke og sikkert meget mere. I et forsøg på at blive voksen forsøgte jeg at ryste flere af tingene af mig, men uden succes og langvarig effekt.

I forhold til ”ham”, gudstjenesten, har det givetvis også haft stor betydning, at et af mit livs største øjeblikke har jeg netop haft med ham i mine teenageår. Præsten var ny i byen, han talte til mig, han talte til de unge venner, jeg fulgtes med, og det lykkedes ham at ramme mig lige i nakken, i hovedet og en helt særlig søndag lige i hjertet, så jeg ikke bare forstod, men mærkede, at Guds kærlighed kommer til mig ufortjent.

Som voksen blev jeg ved med at gå i kirke. Fødte min datter en fredag og havde hende med i kirke om søndag. Slæbte hende indædt med søndag efter søndag, og ligeledes sønnen 1½ år senere. Det var faktisk ikke så velset først i 90’erne, som det er i dag.

Svær at elske og let at undvære

Og nu har jeg siden 2002 forsøgt at få konfirmander i Christians Sogn til at gå i kirke ti gange om året. Gør de det med glæde? Nej, det gør de ikke. Men de gør det, fordi de skal have ti krydser om året for at blive konfirmeret, og unge i 2020 ved godt, at der skal en indsats til for at tabe sig, komme af med bumser, få gode karakterer og altså også blive konfirmeret.

Alligevel må det mane til eftertanke hos mig og mine kollegaer, når vi hvert år hører glæden i deres stemmer, når de meddeler, at nu er de færdige! Og det er virkelig sandt. De møder ”ham” til deres konfirmation og ellers kun, når der er en særlig anledning, som regel en kirkelig handling.

Selv om jeg er 54 år gammel, forstår jeg godt konfirmanderne og alle andre, der ikke går i kirke særligt tit, fordi ”han” ikke siger dem noget. ”Han” er altså en underlig størrelse, svær at blive klog på, svær at elske, let at undvære.

Jeg har ikke svaret på, hvordan ”han” skal ændres, så flere blive glad for ham. Ved ikke engang, om ”han” skal ændres.

Det mest frustrerende er, at når vi en sjælden gang slipper konfirmanderne løs og lader dem arrangere en gudstjeneste eller en andagt, ligner resultatet til forveksling ”ham”. Det er tilsyneladende svært at tænke nyt om den gamle herre.

Esther Jensen er formand for fagforeningen Kirkekultur.nu