Livet på kirkegården

Hver måned skriver Lone Hage Rasmussen om arbejdet som graver ved Himlingøje og Vråby landsbykirker i Stevns Kommune. Læs flere artikler.

 

Kirkegårdsgraver: Erfaringen med at sænke kister sidder ikke i folk mere

LIVET PÅ KIRKEGÅRDEN: I dag, hvor kremering er det mest almindelige, har de efterladte ofte aldrig før prøvet at sænke en kiste i graven. Så kan det være nødvendigt med en generalprøve, skriver graver Lone Hage Rasmussen

Jordkasse, træderamme og afstivning – der skal meget udstyr til, når en grav skal graves. Og selvom det er aluminium, vejer det meget og er uhåndterbart og tungt, skriver kirkegårdsgraver Lone Hage Rasmussen. Foto: Privatfoto

Jeg taler nok mere om huller, end tandlægen gør, da jeg er en nørdet graver ved Himlingøje og Vråby kirker, der går i dybden med ting.

Ligeså længe, som der har eksisteret mennesker, har der eksisteret begravelser. Graverhvervet beror på en traditionsrig erfaring gennem tusinder af år. Ofte er graveren ansat i både tredje og fjerde generation. Omsorgen for de døde er det, der adskiller os fra dyrene.

Døden kommer altid pludseligt, og hvordan er det så med at bære kisten ud og sænke den ned i hullet? Det har folk ikke så stor erfaring med længere. Jeg vil gerne tale med bærerne, da døren er så smal, at de to i midten skal slippe, når de går igennem.

Konen ligger nord for manden

Der er flest kremeringer, så erfaringen med at sænke kister ned sidder ikke i folk mere. Engang havde vi et forældrepar, der havde mistet den lille. Her lavede vi engang en generalprøve, så de kunne føle sig trygge til handlingen. Det var også den gang, vi måtte specialfremstille gravudstyr til den lille kiste. Det havde jeg heldigvis aldrig prøvet før, for børnebegravelser er det værste, enhver graver ved.   

Hulreglement: Der skal være én meter jord over kistelåget, basta! Hovedet mod vest, så man på opstandelsens dag kan rejse sig og se mod øst. Konen har manden i sin venstre hånd og ligger dermed nordligst – ligesom de nordlige kvindeindgange. Mere kan man ikke læse sig frem til, men man skal handle æstetisk og korrekt og fornuftigt, altid.

Da jeg begyndte som graver for 15 år siden, hjalp jeg Niels i Torkilstrup på Falster med at håndgrave ved begravelser. Niels stod nede i hullet, og med sin muskuløse krop skovlede han kraftfuldt op over hovedhøjde; skovlfulde af jord, men også lidt knoglerester.

Glad for at have prøvet håndgravning – og for ikke længere at behøve det

Jeg stod og gravede videre op i trækassen sat sammen af planker og stolper. Lårbensknogler er store og mange år om at forgå, de er ikke lette at balancere med på en skovl. Det hele bliver lagt under klædet og genbegravet.

Niels og jeg gravede en hel formiddag og sluttede af med at stikke grangrene ind under træderammen. Jordbunken blev også dækket med klæder og gran. Jeg er glad for at have prøvet håndgravning, og glad for, at jeg ikke behøver slide min ryg op med det mere. En kold vinter måtte Niels bruge en jordhammer for at bryde den frosne jord op, så hårdt har det været.

Orme er der ikke så dybt nede; vi graver til cirka 180 centimeter. Selv synes jeg, det vil være smukt at blive til jord igen. Her kan jeg bekræfte præstens ord om, at “til jord skal du blive”, for i de gamle grave er der udover lidt knogle- og kisterester kun den fineste jord.

Jeg er alle menneskers graver

Graven synker altid. Hvornår og hvor meget ved man aldrig, selvom mange gravere nok påstår, de kan sætte dato på. Vi har altid en stor bunke jord på lager, så jeg kan læsse trillebøren og fylde op.   

Min lokale entreprenør kommer dagen før med sin gravemaskine. Han bruger en til tre timer i den sandede jord. Seks afstivninger frem for almindeligvis tre på hver side tager tid.  Da har Otto og jeg allerede slæbt jordkasse, træderamme og afstivning fra de andre kirker, hentet på min trailer. Selvom det er aluminium, vejer det meget, er uhåndterbart og tungt.

Vi begraver alle, uanset den ene eller anden tro eller ingen tro, rig eller fattig og bopæl eller ingen bopæl – jeg er alle menneskers graver.