Kaj Munk: At ydmyge sig selv

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække 

Afholdt: 

Ukendt

Prædiketekst: 

Lukasevangeliet 14,1-11 

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« 

Prædiken: 

I kan stole paa, det har knebet tit for X at gaa og blive nuffet her på Jorden. For nuffet blev han. Han vidste, han havde al Guds Herlighed i Reserve, og dog maatte han tage mod Døden af Hedninger og af sit eget Folk. Og Livet igennem er han modtaget med Mistro og Nedladenhed af mange Menn. Og han har bidt det i sig og smilet til. Thi han har vidst igennem det hele, at dette maatte til: fornedres for at ophøjes. — Det er underligt, som han har haft Mod til at give den Livserfaring skarp Form: enhver, Aah ja, naar Guds Søn maatte, for at blive Verdens Frelser, stige saa dybt ned, saa forstaar vi nok, at han siger enhvers Vej er den. — Vi ser det jo med nogen. Justitsministre og Bankdirektører fører store Ord en Aarrække og dør saa i Tugthuset eller som æreløse paa Hospitaler. Men vi ser det langtfra med alle. Vi har kun Kristi Ord at holde os til: den selvophøjende skal fornedres. Omv. ser vi, at Menn., der aldeles intet mener om sig, lever og dør upaaagtede og begraves i Fattigmandskrig. Vi ser ogsaa stille venlige Menn. komme op, men Jesus siger os, det vil ske for enhver, der selvfornedrer sig.

Der er ogsaa noget inde i mit Bryst, der pukker og fører store Ord, jeg kæmper imod det, det er godt at vide, at det skal knægtes; og der er en lille ydmyg Vilje til Guds Sager — Gudskelov, at den skal faa Førstepladsen i mig engang.

Amen.

Kommentar: 

Denne prædiken er et løst prædikenmanuskript, som af Niels Nøjgaard posthumt er blevet tillagt 17.søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække. Denne placering er overbevisende, da teksten tydeligt er et prædikenmanuskript og prædikenen indholdsmæssigt ligger ret nært op ad søndagens evangelietekst fra Luk 14. Bedømt ud fra stilen hidrører prædiken formentlig fra 2. halvdel af 1920’erne. Den karakteristiske brug af ”X” som forkortelse for Kristus, og i det hele taget anvendelsen af forkortelser, samtidig med at prædikenen synes nogenlunde skrevet ud, kunne pege på denne periode. Samtidig må man med den formodede omtale af justitsminister P.A.Alberti og bankdirektør Emil Glückstadt antage, at disses deroute måtte forventes at være i nogenlunde klar erindring.

Munk undlader i sin prædikenindledning at benytte den klassiske, danske prædikenindledning, at parafrasere evangelieteksten. I det hele tager taget kommenterer Munk slet ikke eller kun i ringe grad tekstens narrativer, herunder beretningen af manden med vand i kroppen og den tematisk meget relevante beretning om, at vælge den ydmyge plads ved bordet. 

Munk indleder i stedet med en refleksion over Kristi psykologi. Det har været svært for Kristus, at blive skubbet rundt, ”nuffet”, i sit jordiske liv. ”Nuffe” betyder jf. Jyske Ordbog at skubbe eller ruske og defineres som et sporadisk forekommende dialektord. Måske i brug i Vedersø i denne periode.

Munk betoner dobbeltheden mellem Kristi guddommelighed og inkarnation. Kristus havde ”Guds Herlighed i Reserve”, hvilket understreger Kristi identitet og peger frem imod opstandelsen. Samtidig måtte han dø for hånden af jøder og hedninger, hvilket understreger det globale perspektiv. I Munks beskrivelse har Kristus ”bidt det i sig og smilet til”, når han blev behandlet med ringeagt, i erkendelse af en nødvendighed. Munk fremstiller nu koblingen mellem fornedrelse og ophøjelse som en art åndelig regel. Kristus har givet ”den Livserfaring skarp Form” med sit eget liv, hvor han nedbøjedes i forbindelse med forsoningshandlingen. Hermed har menigheden et eksempel, hvori Kristi ydmyghed i sin guddommelighed og frelseridentitet maner til efterligning.

Efter denne teologiske refleksion sammenligner Munk med menneskelivet. Det ses, at dignitarers karriere ender i fængsel eller ”æreløse paa Hospitaler”. Med justitsminister henvises formentlig til justitsminister P.A. Alberti, som i 1910 blev dømt for underslæb. Med bankdirektør henvises formentlig til Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt, som blev varetægtsfængslet for bedrageri og i 1923 døde på Kommunehospitalet i København. Alligevel, erkender Munk, er det ikke altid sådan det ses og menigheden har kun Kristi ord at holde sig til i forhold til forbindelsen mellem ophøjelse og ydmygelse. Ydmyge mennesker lever og dør upåagtede, mens ”venlige Menn.” kan have succes. Dog forsikrer Munk, at med Jesu ord gælder det, ophøjelsen ”vil ske for enhver, der selvfornedrer sig.” 

Også Munk selv er personligt udfordret, da han har en selvhævdende side, som han dog bekæmper. Der er dog også en side, som er ”en lille ydmyg Vilje til Guds Sager”. Denne sidste side, som refererer til ydmygheden, skal en ”engang” få førstepladsen i Munks liv, hvilket formentlig henviser til evigheden.

I denne korte prædiken tager Munk livtag med en enkelt sætning i Luk 14, 11: ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Andre meningsbærende elementer i evangelieteksten udelades, da Munk tilsyneladende ønsker en prædiken med en stram komposition, både strukturelt og indholdsmæssigt.

Type:    Menighedsprædiken

Referencer:    Luk 14,1-11        At ydmyge sig og at blive ophøjet

Temaer:    Jesus, Kristus, ydmyg, ydmygelse, nedbøje, nedbøjelse, ophøje, ophøjelse, Alberti, Glückstadt, ydmyghed