Kaj Munks prædikener - 1. søndag efter påske

Kaj Munk: Vælger du mig?

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 1. søndag efter påske, 2. tekstrække

Afholdt:

27. april 1930

Prædiketekst:

Johannesevangeliet 21,15-19

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Prædiken:

Hvor er det dog gaadefuldt med disse X's Aabenbarelser for Apostlene i den første Tid efter Opstandelsen. Det er ikke alene, at han kommer, men det er ogsaa Maaden, han kommer paa, og det, at de ikke kender ham. Han kommer til dem paa alle Tider af Døgnet, i Morgensol, i Aftenskumring, ved Morgendæmring, og de tror det er et andet Menn, indtil de ved en eller anden Bevægelse af ham ser eller forstaar det er ham.

Man har af Jesu Tilsynekomster i disse Dage villet udlede noget om, hvordan de Døde færdes og er, naar de nys er lagt i Graven. Men dertil har vi jo slet ingen Ret. Om dem ved vi, at de er ikke opstaaet, men skal det først engang — at X, selvom han var det første af Menn. dog ogsaa var af Gud — at saadan ligner vi ham ikke til Punkt og Prikke. Alle de gl. Historier og nymodens spiritiske Bevidnelser om Genfærd er udelukkede tilsammen fra at faa Bekræftelse af vor Frelsers Opstandelseshistorie. Lad os ikke tillægge dem mere Værdi end de har.

Lad os være enige om, at “Taage over Graven gaar” og Skriften har intet aabenbaret os, om hvordan Gud gemmer vore Døde — om de lever i et Udviklingsland eller sover i Dødsriget til Dommens og Opstandelsens Morgen. Jeg tør ikke sige, om det virkelig kan ske, at Gud kan sende Bud til en levende gennem en Sjæl, der faar fri et Øjeblik — der vækkes op af Søvnen eller hvordan. Men Hovedregelen er, at de levende har Skrifterne, har Moses og Profeterne og Evangeliet om X — tror de ikke dem, vilde de heller ikke tro, om nogen kom til dem fra de Døde.

Der er kun en af alle Døde, vi udtrykkelig ved om, at han kan komme til os — ja, fordi vi ved, at han har forladt Dødsriget. Det er den Herre X. Han kommer til os, naar vi kalder ham. Og han kommer til os ubuden. Ikke som i den første Tid — i et forklaret Legeme dog af menneskelig Skikkelse for at holde Maaltid hos os. Det var kun de nære Disciple, der maatte faa det saa tydelig sagt, at han var opstanden. De trængte jo mere end vi, fordi de havde set ham korsfæstet og de kendte jo ikke Evang. om opstanden fra de Døde, opfaren osv. — for det var jo ikke sket endnu.

Men til os kommer han paa ren aandelig Vis — og hans Spørgsmaal er det samme: Har du mig kær? Ikke, at vi skal have Peters Ansvar for Menighedens Tusinder, men for vor egen Sjæl og for dens Stilling til Ære, Godhed og Liv har vi det Ansvar at svare paa den Retfærdiges, den Godes, paa Livets Spørgsmaal: Har du mig kær. Der spørges ikke 3 Gange — men hele vort Liv igennem spørges der mer eller mindre tydeligt: har du mig kær? vælger du mig?

Amen.

Kommentar:

Munk indleder prædikenen med at samle op på de foregående prædikedages beskrivelser af den opstandne Kristus, som møder apostlene. Munk reflekterer over hvornår det sker, fra tidligt påskemorgen til emmausvandrernes aftensmåltid med Kristus. Munk reflekterer også over måden, hvorpå møswr sker. Som den ugenkendte, hvor Munk formentlig tænker på Maria, der først tror, at Jesus er havemanden, og de to disciple på vej mod Emmaus, der først genkender Kristus, da han bryder brødet. At ”de tror det er et andet Menn, indtil de ved en eller anden Bevægelse af ham ser eller forstaar det er ham.”

Det er dog magtpåliggende for Munk at understrege, at disse møder ikke giver ret til at fortolke noget om nyligt afdødes forhold. Kristi efterliv og opstandelse kan ikke sammenlignes med andres død, da han i sit væsen både er Gud og menneske. Her bekender Munk sig til en klassiske kristologi. Munk afviser også ”Alle de gl. Historier” om den slags tillige med spøgelseshistorier og spiritismen, som var ret udbredt i Danmark omkring dette tidspunkt.

Der er en af Gud tilsigtet ”Taage over Graven” som lader mennesket være uvidende om dødens detaljer. Er der et ”Udviklingsland”, hvormed Munk formentlig forstå en slags mellemliv, måske inspireret af den katolske Skærsild, eller venter mennesket blot den store opstandelse. Munk vil ikke dømme om, hvorvidt Gud vil bruge en afdød som bud for sig. Formentlig er Munk varsom ved at konkludere, da der i Bibelen findes nogle få eksempler. Det er heller ikke det væsentligst for Munk, troen ville ikke blive anderledes, om nogen vendte tilbage fra døden. Her henviser Munk til omtalen af dette spørgsmål i beretningen om den rige mand og Lazarus i Luk 16,31.

Kristus har dermed en særstilling som den ene døde, der gennem opstandelsen kan komme til menigheden. Det gør han ved bøn og tillige ”ubuden”. Dog ikke i fysisk manifestation, som de første kristne have behov for, da de dels oplevede korsfæstelsen, dels ikke havde den senere tids bibelske vidnesbyrd. Endvidere skete disse møder inden himmelfarten.

Til ”os”, Munk og menigheden, kommer Kristus åndeligt, og stiller evangelietekstens korte spørgsmål sm til Peter: ”Har du mig kær?” Det er første gang i prædikenen Munk mere præcist henviser til prædiketeksten i Joh 21, og Munk retter spørgsmålet til menigheden, selvom menigheden naturligvis ikke har Peters konkrete apostelansvar.  Menigheden har derimod ansvar for sin ”egen Sjæl og for dens Stilling til Ære, Godhed og Liv” og dermed at besvare Kristi spørgsmål, rettet til os. Hvor Peter spørges 3 gange af Kristus (svarende til de tre gange, Peter benægtede at kende Kristus i paladsgården skærtorsdag aften) stilles spørgsmålet til Munk og menigheden i Vedersø livet igennem: ”har du mig kær? vælger du mig?” Sådan slutter Munk prædikenen med en klassisk opmuntring til efterfølgelse af den opstandne Kristus som en reaktion på påsken.