Kaj Munks prædikener - 5. søndag efter påske

Kaj Munk: Trods operationsbordet

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 5. søndag efter påske, 2. tekstrække

Afholdt:

9. maj 1926

Prædiketekst:

Johannesevangeliet 17,1-11:
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Prædiken:

En Afskedsprædiken. X skulde forflyttes til et større Embede. Saa holder han da en Afskedspræd. som ingen anden kunde det; men han havde jo ogsaa været Præst som ingen anden har været det. Hvem anden skulde kunde sige: Jeg har herliggjort dig paa Jorden? Naar du og jeg ser tilbage over for vort Liv, synes du saa, at vi kan sige, at vi har herliggjort Gud — at alt hvad sandt og kønt og ædelt er fik Glans til at lyse for andres Øjne igennem vort Liv? Eller staar det ikke snarere saadan for os, at vi snarere gjorde ham Skam end Ære. Altid kommer vi tilbage til det Svælg, der er mell. X's Liv og vort Liv.

Men heller aldrig bør vi komme bort fra, at saa sandt vi er kristne Menn., saa er dog noget af vort Liv ogsaa Liv af hans. Naar vi æder hans Kød og drikker hans Blod nu saa er jo vort Kød Kød af hans, og hans Blod er i vore Aarer. Jeg ved det nok, det blandes med vort, det taber af sin Kraft — men vi vinder Kraft ved det. Lad det se nok saa sløjt ud, der er dog Gnister af Evighedens Kærlighedsbaal baade i dig og i mig. Naar Helligaanden engang aander derpaa, da vil disse Gnister slaa ud i lys Lue, da vil det anes stort og frydefuldt i os, hvad det var for en Livsens Lykke for os, at vi lærte X at kende.

Eller burde jeg ikke tale saadan, trøste og mildt lede. Burde jeg slaa i Prækestolen saa Støvet stod om os og raabe det til mig selv og til jer, at vi vandrede Fortabelsens Vej, saa længe Guds Herlighed ikke straalede ud af vort Liv som det gjorde af hans. At saa længe vi ikke i Livets mangfoldige Hændelser spurgte efter Guds Vilje, men gik efter vort eget Hoved, da kunde vi ikke høre til de Kaldede og Himlen er lukket for os.

Gud tilgiver mig, hvis jeg synder. Jeg har næsten ikke forstaaet mere af Skriften og Kirken og Ordet end dette ene, at Gud er god. Og jeg kan næsten ikke forkynde andet. Den ubetydelige Duggdraabe, der spejler al Himlens Majestæt, Fuglen, der bygger sin Rede, ja, selv Mikkel Ræv, der lusker ad Hulen til med en Høne i Flaben — Gud forlade ham — fortæller mig, at Gud er god. Og alt hvad min gamle Mor har ofret for mig. Og Jesu Stemme, der kalder Skaberen Fader og beder til ham som et Barn, har sagt mig, at Gud er god.

Jeg ved nok, at der sker Jordskælv i St. Francisko, ogsaa, at de der sidder i Kirken, maaske en Dag bliver Enkemand eller Enkekone og føler, at det gør saa sviende ondt, jeg ved ogsaa nok, at nogen af os skal paa Operationsbordet, og nogen af os faar Sorg af vore Børn; og jeg ved ogsaa, og det er det værste, at nogen af os er grimme mod hinanden, tænker haardt og uundskyldende om Naboen og driller hinanden i Hjemmet — alt det ved jeg — — — jo, jo, jo — men saa tror jeg, at alt det, det er bare noget af Tiden, det skal forsvinde og forgaa, det har ikke Livet i sig, det er bare Gødning til Frugttræet (Tror du ikke Æbletræet tænker: Fy for Pokker, hvad er det for noget Svineri) men det andet alt det, der er godt, direkte eller indirekte vidner om Guds Godhed, det skal bestaa, du og jeg vi har en udødelig Sjæl, som Gud kan rense til en himmelsk Frugtbarhed; vi skal herliggøres , som Jesus blev det — aah, hvor vi trænger til det og tages Hjem til Faderhuset med de mange Boliger, hvor der aldrig er Jordskælv eller Adskillelse ml. Hjerter, ingen Operationsborde og ingen Sorg af hinanden, for der vil vi bare være gode ved hinanden, fordi vi lever saa nær op ad Gud, der er Godheden selv.

Amen i Jesu Navn.

Kommentar:

Munk indleder sin prædiken, hvis evangelietekst er Jesu afskedstekst til disciplene i Joh 17, med at sammenligne med en præsts afgang. Som hvis Kristus skulle avancere og afskedsprædike ”som ingen anden kunde det” fordi han ”jo ogsaa været Præst som ingen anden har været det”. Måske er der en skjult henvisning til Hebr 7,17, hvor Kristis omtales som ”præst for altid på Melkisedeks vis”. Hvad der kunne siges ironisk om en sognepræst kan Kristus med rette sige, at han har herliggjort Gud.

Nu vender Gud i stedet blikket imod menigheden_: Kan vi ”sige, at vi har herliggjort Gud”? Munk inkluderer i det ”vi” sig selv. Mon ”alt hvad sandt og kønt og ædelt er fik Glans til at lyse for andres Øjne igennem vort Liv?” Et smukt billede, som Munk bringer ned på jorden ved at understrege modsætningen mellem menneskelig skam og ære, hvor skammen må dominerer, p.g.a. ”det Svælg, der er mell. X's Liv og vort Liv.” Her taler Munk ind i en klassisk missionsk vækkelsestradition.

Alligevel tilhører noget af Kristi liv menigheden, hvilket særligt opleves i nadverelementerne. Med ordene ”æder hans Kød og drikker hans Blod” understreger Munk den fysiske sammensmeltning, ”vort Kød Kød af hans, og hans Blod er i vore Aarer”. Selvom mennesket er er fejlende formår Kristus ved Helligånden at tænde ”Gnister af Evighedens Kærlighedsbaal baade i dig og i mig”, som blusser op og afslører lykken ved at kende Kristus.

Nu standser Munk op, og overvejer sin rolle som prædikant: Bør han være mild og trøstende eller ”slaa i Prækestolen saa Støvet stod om os og raabe det til mig selv og til jer, at vi vandrede Fortabelsens Vej, saa længe Guds Herlighed ikke straalede ud af vort Liv som det gjorde af hans.” Her er igen den klassiske, missionske doms- og vækkelsesforkyndelse, som Munk angiver som kontrasten til den venlige pastorale opmuntring. Anfægtelsen er der, om Munk og menigheden ”ikke høre til de Kaldede og Himlen er lukket for os”.

Munks svar er dog, at Gud tilgiver synderen. Guds godhed er Munks koncentrat af ”Skriften og Kirken og Ordet” oh han kan ikke prædike andet. Munk ser den også afspejlet i naturen, i dugdråben fuglen og selv rovdyret ræven. Munks erfaringer som barn og Kristi bøn i Fadervor bekræfter det.

Alligevel serverden ikke sådan ud. Munk henviser til det tragiske jordskælv i San Francisco 1906 og flere almenkendte sorger, død, sygdom, skuffelse over børn, dårlige relationer. Operationsbordet fremstår som eksempel særlig billedligt. Men sorgerne er for Munk det forbigående. Det har ikke liv i sig, men er blot ”Gødning til Frugttræet” – som i Vedersø formentlig var dyremøg. Det gode, derimod, ”direkte eller indirekte” om menneskets evige sjæl, som ”Gud kan rense til en himmelsk Frugtbarhed”. Et billede, som knytter sig til lignelsen on vingårdsmanden, som renser vintræet i Joh 15. Mennesker hører til i ”Faderhuset med de mange Boliger”, en reference til paradisløftet i Joh 14,2, hvor ingen af de ovennævnte sorger findes. Mennesket selv vil også forbedres ved nærheden med Guds godhed.

En klassisk prædiken, hvor Munk søger at føre tilhøreren nærmere Gud i både omvendelse og taknemmelighed.