Kaj Munks prædikener – 4. søndag efter Helligtrekonger

Kaj Munk: Stormen på søen

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 4. søndag efter Helligtrekonger, 1. tekstrække

Afholdt: 2. februar 1941 i Vedersø Kirke

Udgivet i ”Med Ordets Sværd”, 1942

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 8,23-27

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« 

Prædiken:

Pastor Trøstemand og Højskoleforstander Bravo er paa Stikkerne i denne Tid. De rejser rundt og holder Prædikener og Foredrag og sætter Mod i vort Folk. De fortæller os om, hvad for et fortræffeligt Folk vi er. De henviser til vor dygtige og velnærede Arbejderstand, vore gode Skoleforhold, vor Syge-og Alderdomsforsorg, vore Svin og vor Niels Bohr. De understreger, at vi Danske har sandelig ingen Grund til at slaa Øjnene ned; og hvis Forsamlingen ikke er ægte dansk nok til sindigt at gaa ud fra, at det staar dog vistnok værre til, end Præsten prædiker, vil altsaa dens Mænd og Kvinder kunne gaa hjem og bryste sig. Det er endog fortalt mig, at i hvert Fald den ene af disse Opmuntrere kalder sig for Discipel af den Mand, som engang i en endda mindre alvorlig Situation for Landet skrev “Maskeballet i Danmark”. Overfor dette Olietryk af en daniseret Virkeliggørelse af den tredie Bøn i Fadervor er det maaske haardhjertet (men ogsaa Sandheden skylder man jo visse Hensyn) at gøre opmærksom paa yderligere et Par Kendsgerninger om Forholdene her i Landet. Arbejdsløshedstallet undsaa sig ikke for selv i de gode Tider at nærme sig det halvandethundredetusinde. Hvor det ligger nu, vil vi ikke tale om, og endnu mindre om, hvorfor det ikke ligger højere. Det var een Sag. En anden, som heller ikke bør overses, er denne, at Riget for Tiden er besat af en fremmed Krigsmagt fra Skagen til Gedser — nej, af mindst 3 fremmede Krigsmagter i indbyrdes Kamp. Hvordan det gik til, at vi blev det, og Forudsætningerne herfor vil jeg ogsaa spare mig selv for at tale om. En tredie Ting, jeg kunde nævne, er, at man kan regne med, at fire Femtedele af den mandlige Befolkning i Byerne faar en eller flere Gange den Sygdom, der hedder Gonorrhoe.

Det er muligt, at der for Danmarks Befolkning ikke er Grund til at slaa Øjnene ned, men der er i hvert Fald Grund til at slaa dem op. Slaa dem op paa vid Gab til at se Sandheden ind i dens Øjne, og slaa dem op imod Gud i Himlen.

Det danske Folk er i Nød; og dets egentlige Nød er, at det ikke aner det. Det trænger ikke til Trøst; for det staar endnu kun paa Tærskelen til Prøvelsen, det er endnu et overfladisk og alt for sorgløst Folk. Og dog trænger det til Trøst, men af en langt, langt dybere Art end at stives af i sin Selvfortræffelighed. Det trænger til Guds Naades Trøst, og det vil sige, at det først maa lære at forstaa, hvor livsvigtigt det har svigtet. Endnu er det jo langtfra, at det begærer at mætte sin Bug med de Bønner, Svinene faar. Selv om det begynder at knibe med baade Bønner og Svin, saa har vi endnu haft rigeligt til os selv. Saa rigeligt, at for den Sags Skyld kunde vi nærmest sammenlignes med Sønnen, der gaar hjemme hos Faderen. Men ogsaa den Søn havde i en rystende Grad Omvendelsen behov.

Vi er ombord i en ganske liden Skude, vi Danske, og Orkanen kommer hylende ned fra Bjergene omkring os. Naar vi ikke vipper mere, end vi gør i Øjeblikket, skyldes det saamænd kun, at den Olie, vi havde ombord til andet Formaal, har vi hældt ud over Bølgerne. Det er en stakket Frist. Og nu kan det ikke være Kristenfolks Sag at komme og pjatte op til os om, hvor dygtige vi er i Sømandsskab og hvor klogt det var at spendere Olien paa Havet. Nej, for Kristne er der nu kun eet eneste Spørgsmaal, der brænder paa. Og det er dette: har vi Kristus ombord?

Thi heller ikke her kan vi tillade os den billige Trøst. Der kan holdes en meget from og opbyggelig Prædiken om, hvor styrkende det er for os i vor Angst (naar den altsaa indfinder sig engang; for dem, der er Specialister i Trøst kan det være opportunt at indrette sig, som om den allerede var her) at høre, at selve Disciplene ogsaa var bange; men saa vækkede de Herren, og saa viste det sig, at han magtede baade Søen og Vindene; saadan skal det ogsaa nok gaa os i Fortvivlelsens Time, at da vil det dog slaa igennem, at vi er et kristent Folk; vi har Naademidlerne, vi har Ordet midt iblandt os; det er oven i Købet statsunderstøttet (egentlig dog en afsindig Tanke, fast komisk, at Staten understøtter Gud!); da vil Folket vende sig til sin gamle Kirke og opfyldes af den Aand, som kan stille Stormen paa Søen.

Ak ja, det er en dejlig Prædiken. Bare man kunde holde den. Men der kvalmer En en Angst under Hjertekulen: det danske Statsskib er gaaet saa godt i lange Tider, at vi meget nemt i en eller anden Havn kunde være sejlet fra Jesus uden at mærke det. Jeg er slet ikke længere sikker paa, at vi har ham ombord.

Her staar vi Præster og prædiker Søndag efter Søndag og mange af os en halv Snes Hverdage om Ugen med. Der er ingen, der hører os, og der er i hvert Fald ingen, der retter sig efter, hvad vi siger. Vi kan ydmygt tage Skylden paa os og sige, det er os, der ikke forstaar at prædike; vi er for smaat begavede, for lidt aktuelle, for bange for at støde, for svage i Troen. Lad gaa med alt det. Men den egentlige Grund er en anden, og det er den, at Folk er revnende ligeglade med Jesu Ord, de tror ikke paa, at det har noget at sige for deres Liv og deres Evighed, hvad der staar i Bibelen. Ja, dette er Sandheden: de er Medlemmer af Folkekirken; de har en Gud, de er revnende ligeglade med. Og saa kan vi Præster for Resten staa paa Prædikestolen, som vi vil, om vi saa vil staa paa Hovedet deroppe; for naar Mennesker ikke regner Jesu Ord for noget, kan vi ikke vente, de skal faa noget ud af at høre os. For andet end Jesu Ord kan vi ikke byde paa, saa længe vi er kristne Præster i hvert Fald.

Hvis Kristi Ord betød noget for vort Folk, havde vi ikke slæbt paa den Arbejdsløshed i Aartier. Vi havde mødt vor Skæbne, da den en lunefuld April faldt over os, paa en ganske anden værdig Maade end nu. Og hvad Kønssygdommene angaar, saa er det jo ikke Præsterne, man vil mobilisere imod dem, men Lægerne. Staten vil sige til Folk: vi skal anstrenge os og gøre vort bedste for at helbrede jer for Gonorrhoen. Den Mulighed, at Folket kunde anstrenge sig for at undgaa at faa den, synes ikke at falde nogen ind.

Nej, Pastor Trøstemand, nej, Højskoleforstander Bravo, det er ikke lige jer, vi har Brug for i Øjeblikket. Vi har Brug for Mænd, der kommer til os fra Herren med Krav. Profeter, der kan forlange af os, at i en kristen Stat bør de, der lyver sig fattige, sulte, og de, der i Sandhed er skubbet udenfor, har Ret til at faa Dørene aabnet. Forlange af os, at for de højeste Gaver, Gud har givet os, maa vi ogsaa være rede til de højeste Ofre. Det gælder Fædrelandets Gave. Det gælder Kærlighedens Gave. Saa afskyeligt har vort Slægtled draget det ophøjede i Sølen, at det er forstaaeligt om Livets Gud overgiver os til Tilintetgørelsen og vender sig til en fremmed Race med andre Ansigtstræk og anden Sjæl.

Ja, der er Brug for, at der blandt os kan opstaa Profeter, som kan tilraabe os: Nu har I snart opbrugt jer Olie og klarer jer ikke længere ved at fedte. Nu er Tiden inde til at anstrenge alle Evner for at holde Skibet paa Køl og i Fart. I maa vise jer som et helt nyt Folk ved at sejle efter det Søkort og de Regler, han selv har betroet jer. Bliver Bølger og Storm jer endda for overmægtige, saa Tillykke med, om I omsider skal lære den sunde og store Angst: Herre, frels os, vi forgaar. Og har vi ham ikke længere ombord, lad saa Dagens andet Evangelium fortælle os, at Han kan komme vandrende paa Søen. 

 

Kommentar: 

I denne prædiken tager Munk livtag med den selvtilfredshed, som for ham er et af danskernes mindst tiltalende karaktertræk her i de første krigsår. Han gør det ikke med umiddelbart afsæt i evangelieteksten, men tiltaler direkte sin oplevelse af stemningen i de første år af besættelsen.

Hvor Munk forventer uro og nybesindelse i folket oplever han, at mange kirkelige og folkelige kræfter - helt uden sans for situationens alvor - befordrer beroligelse og tilmed glæde over den nuværende situation i samfundet. ”Pastor Trøstemand” og ”Højskoleforstander Bravo” bruges af Munk både her i prædikenen og andetsteds i forfatterskabet som arketyper herpå. Prædikener, på den ene side, og foredrag, på den anden, medvirker til en upassende beroligelse og selvglæde. At højskolen nævnes kan ses som en særlig brod imod den grundtvigske retning, som Munk ofte bebrejder for mangel på alvor.

Med ”..vor dygtige og velnærede Arbejderstand, vore gode Skoleforhold, vor Syge-og Alderdomsforsorg, vore Svin og vor Niels Bohr” satiriserer Munk over en banaliseret dansk, nationalstolthed. Der refererer til ”Maskeballet i Danmark”, hvilket næppe er den præcise titel og det har derfor ikke ladet sig gøre at identificere teksten, som Munk alligevel har forventet kendt i samtiden. For Munk bliver der i selvrosen et ”Olietryk”, en kopi af Faderfors bøn: (Matt 6,10b) ”ske din vilje som i himlen således også på jorden”

For Danmark er slet ikke velkørende i Munks perspektiv: Arbejdsløsheden er meget høj. Landet er besat.

"Hvor det ligger nu, vil vi ikke tale om, og endnu mindre om, hvorfor det ikke ligger højere. Det var een Sag. En anden, som heller ikke bør overses, er denne, at Riget for Tiden er besat af en fjende. ”Nej, af mindst 3 fremmede Krigsmagter i indbyrdes Kamp,” tilføjer Munk og henviser måske til Aksemagterne (Tyskland, Italien, Japan). Endelig indlejrer Munk en moralsk kommentar ved fremhævelsen af en voldsom udbredelse af kønssygdomme i de danske byer.

Situationen er ikke holdbar, selvom danskerne måske ikke behøber slå øjnene ned (i skam) bør man slå dem op og rette sin opmærksomhed imod Gud. Det danske folk er i nød, men forstår det endnu ikke. Trøst (måske en reference til ”Pastor Trøstemand”) er endnu ikke nødig, for Danmark har endnu ikke oplevet det værste. Der er for Munk tale om en prøvelse, hvilket sætter begivenhederne ind i en klassisk, kristen terminologi, refererer til et stort antal tekster i Det Nye Testamente og ser hermed besættelsen i et specifikt kristent perspektiv, hvor Guds opdragende hånd er et element. Danskerne trænger til Gud trøst, ikke at trøste sig selv. 

I det små begynder danskerne at mangle ”baade Bønner og Svin”, hvilket refererer til situationen i lignelsen om den fortabte søn, hvor sønnen ønsker at spise svinenes bønner (Luk 15,16). Munk udvider referencen ved at danskerne svarer til den bror i lignelsen, som blev hjemme, men som også havde behov for omvendelse i ”en rystende Grad”.

Nu først, tiltaler Munk evangelieteksten: Danskerne er billedligt på en lille båd midt i stormen. Det vipper ikke meget, fordi danskerne har gydt, den olie man havde ombord, på vandet. Men den virkning fortager sig. Olien er her en reference til den olie, de 10 brudepiger har på lampen i Matt 15, 1-13. Her er olien et billede på udholdenhed og tro, ligesom olie generelt i Bibelen symboliserer Guds Ånd. Når olien altså gydes på vandet til beroligelse antyder Munk også, at olien vil slippe op, hvorefter bølgerne vil tiltage. Samtidig antydes domsmotivet i Jesu lignelse, hvor de, der løb tør for olie, ikke kommer med til den store bryllupsfest, et billede på Himlen.

Alligevel forlader Munk dette billede og fokuserer på evangelietekstens mere umiddelbare tolkning. Spørgsmålet er dette: ”har vi Kristus ombord?”

Tilhørerne skal ikke lade sig nøje med en ”billig Trøst”. Munk undlader specifikt at holde en ”from og opbyggelig Prædiken” for den angst, som i Munks perspektiv endnu ikke er indtruffet, men som nogle ”Specialister i Trøst”, formentlig præster, kan forudtænke. Munk beskriver kort denne prædiken om disciplene, som trøstes af Kristus og at det hele nok skal gå, fordi danskerne er et ”kristent Folk”, måske en reference til den grundtvigske kobling af folk og kristendom. Har ”Naademidlerne” (sakramenterne – i luthersk kontekst dåb og nadver). Har ”Ordet”, som kan forstås som både Bibelens ord og Kristus som Gud Ord (jf. den såkaldte logoskristologi Joh kap.1). Og endelig har en kirke, som er understøttet af Staten, hvilket Munk ironiserer over, da Staten næppe kan understøtte Gud. Munk lader denne tænkte prædiken med forventningen om, at folket jo i så fald vil vende sig til Guds Ånd og dermed kunne stilne stormen. 

Munk selv abonnerer imidler imidlertid ikke på denne, smukke og fromme prædiken. For ” det danske Statsskib er gaaet saa godt i lange Tider”, at Kristus måske slet ikke er med. Munk tænker hermed især på Folkekirken. Præsterne prædiker flittigt, Munk inklusive, uden at der lyttes eller rettes ind. Præsterne kan tage det på sig selv og undskylde dårlige evner, manglende tro og menneskefrygt. 

Den egentlig grund, er dog en anden: ”Folk er revnende ligeglade med Jesu Ord.” Denne generalisering handler om, at danskerne ikke ser budskabet som relevant. Medlemskab af kirken er der interesse for, men ikke respekt for ”Jesu Ord”, som er, hvad præster kan bidrage med.

Ligegyldigheden over for arbejdsløsheden og den tyske besættelse afspejler frafaldet. Også kønssygdommene, som søges behandlet medicinsk, ikke moralsk gennem præsternes formaning. Staten ønsker at helbrede frem for at forebygge udbredelsen, hvilket for Munk markerer et moralsk forfald.

Nu tiltaler Munk så direkte de to stereotyper ”Pastor Trøstemand” og ”Højskoleforstander Bravo.” Det sker dels som et retorisk greb, da repræsentanter for disse holdninger næppe var til stede i Vedersø Kirke, men også reelt, siden Munk prædiken blev bredt formidlet i prædikensamlingen. Der er ikke brug for dem. For Munk har Danmark brug for ”Profeter” som ” kommer til os fra Herren med Krav.” Krav om ærlighed i samfundet og at være villig til opofrelse i forhold til ”Fædrelandets Gave”. Som folket har svigtet denne pligt ville det være forståeligt for Munk, om ”Livets Gud overgiver os til Tilintetgørelsen og vender sig til en fremmed Race med andre Ansigtstræk og anden Sjæl.” At Munk med ”andre Ansigtstræk” ikke tænker på tyskerne er åbenbart, og om der i det hele taget tænkes konkret, er usikkert. Med ”anden Sjæl” kunne forstås folkesjælen, som adskiller sig fra individets personlige anima. 

Profeten må råbe, at olien til at berolige vandene er opbrugt. Alle må kæmpe for at føre skibet, hvilket må ske ”efter det Søkort og de Regler, han selv har betroet jer”, altså Jesu anvisninger. For Munk må danskerne vise sig som et nyt folk i denne proces. Angsten for at forgå er i virkeligheden sund. Er Kristus nu, billedligt, ikke med i båden, henviser Munk til 2. tekstrækkes evangelietekst (Matt 14, 22-33) som handler om Kristus, som kommer vandrende på søen.

Søndagens prædiketekst er ikke dominerende hos Munk. Han nævner kort, hvordan en klassisk prædiken over teksten kunne lyde, og lader den således klinge med i tilhørerens eller læserens tankeverden. Underet, at Jesus stilnede stormen, forholder Munk sig heller ikke til. Dagsordenen er nemlig en anden: At vække det danske folk til refleksion og handling.

Om prædikenen

Type: Formaningsprædiken, underprædiken, besættelsesprædiken

Referencer: Matt 8,23-27 Stormen på søen
Matt 6, 10b Fadervor
Matt 15, 1-13 De 10 brudepiger
Matt 14, 22-33 Vandringen på søen

Temaer: Selvtilfredshed, ansvar, alvor

Munks liv: "Kongen" (historisk enakter); "Ved Babylons Floder", prædikensamling); "Sværg det, Drenge" (digtsamling); justitsministeriet bliver specielt opmærksom på Munk, på grund af hans foredragsvirksomhed.

Kilde: Kaj Munks liv – tidstavle