Afholdt: 23. februar 1930
Prædiketekst: Markusevangeliet 4,26-32
Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Prædiken:
Den Præd, X her holder, har til Overskrift Stort af Smaat. Og det er en forunderlig Aandens Lov, X her peger paa. At den er rigtig, har vi ikke blot hans Ord for, men ogsaa vor egen Erfaring og Historiens Gang. Thi Guds Rige kan betyde Kristendommens Gang paa Jorden. Det ved vi, hvor smaat det begyndte: den fattige Tømrer med de jævne Haandværksfolk om sig. Lidet anede Stormægtigheden i Rom, at det var en Fremtidens Verdensmagt, der startedes i Judæa o. Aar 33. Og atter ser vi det Aar 1517, da Luther slog sine Theses op paa Kirkedøren i Wittenberg; heller ikke da anede Stormægtigheden i Rom, at Guds store Værk begyndte med disse kejtede Hammerslag.
Og Guds Rige kan betyde Kristendommens Liv i det enkelte Menn. Ogsaa der den ringeste Begyndelse: Vand over og Ord til et lille intetanende Barn; og dog er det Grunden til den stærke Sjælemagt der skal bo i Sindet naar Barnet voxer til og gøre det smukt i Glæder og stærkt i Fristelser og sikkert i Prøvelser og løfte til sidst den fattige Jordsjæl op til Evighedens Himmel. Eller et Missionsmøde eller Møde i Frelsens Hær, der kan der komme et ganske almindeligt, ubetydeligt Menn. hen eller en Stakkel i Lasternes Vold og Ordet, der lyder, kan ogsaa være fattigt, sentimentalt og stemningshidsende. Og dog kan Gud bruge det; ogsaa de smaa runkne Kartofler kan sætte Frugt. Inde under Skimmelen maa Kærnet i Sædekornet have været frisk, og Tilhøreren gaar hjem og er et andet Menn. for Livet.
Endelig Guds Rige være Kristend. som den er til Stede i Tiden nu. Ogsaa der er det ringe Dage, ogsaa der er den et lidet Sennepskorn, og jeg tænker Rigdommen og Begavelsen i Kbh. synes, det er en latterlig Tanke, at I C Christensens Vælgere skulde være dem, der arver Guds Rige. Men lad det ikke forskrække os. Lad os, her hvor vor Erfaring jo intet kan sige os, fordi den ikke kan kige ind i Fremtiden, holde des fastere ved X's rige Forjættelser, at det mindste Frø bliver det store Træ, der gror sig helt ind i Evigheden og Englene synger i dets Krone.
Amen.
Kommentar:
Denne prædiken er et sjældent indblik i en periode, fra hvilken Kaj Munk ikke efterlod sig så mange prædikener. Den er også usædvanlig på den måde, at Munk holder sig til en ganske stram disposition. Hvorvidt Munk i virkeligheden lod ordet flyde friere ved afholdelse, kan man kun gisne om.
Temaet for Munks prædiken er enkelt, ”Stort af Smaat”, hvormed Munk mener, at Gud skaber det store ud fra små begyndelser. Det er ikke kun Munks, men også Kristi prædiken og ”en forunderlig Aandens Lov.” Sandheden heri bekræftes af både Bibelen, erfaringen og historien. Hermed argumenterer Munk på klassisk retorisk vis ud fra flere kilder. Jesus som håndværker og disciplene, her som håndværkere, er Munks første eksempel.
Det næste eksempel er Luther, som satte gang i reformationen ved at opslå sine 95 teser om den Katolske Kirkes misbrug. Begge hændelser blev ikke anerkendt i Rom, for Kristi kordøds vedkommende af den romerske kejser, i reformationens tilfælde af paven.
Efter det historiske eksempel fokuserer Munk på det kirkelige og den personlige fromhed. Barnedåbens ritual er det små, som bliver til det store i et kristenliv, som indeholder både glæder, fristelser og prøvelser. Munk lægger sig her op ad en klassisk luthersk livsforståelse. Fra dåben føres ”til sidst den fattige Jordsjæl op til Evighedens Himmel.” Munk kommenterer også samtidens mere inderlige kristendom. Et møde i Indre Mission eller Frelsens Hær kan, trods at det måske er ”fattigt, sentimentalt og stemningshidsende”, foranlede en livsvarig fornyelse. Mennesket kan være ”ubetydeligt” og lastefuldt, men forvandles. Ligesom de dårlige afgrøder, som var kendt af Munks menighed, trods alt kunne bære frugt.
Efter at have fokuseret på det personlige gudsforhold, kommenterer Munk nu samtidens generelle kristendom, hvor det ringe kan være de, ”der arver Guds Rige.”. Det ringe er her ”I C Christensens Vælgere”, venstrevælgerne, som formentlig var i flertal i Vedersø, sat i forhold til ”Rigdommen og Begavelsen i Kbh”, som referer til Stauningregeringen båret af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.
Munk uddyber ikke årsagen til den politiske kommentar, men inddrager nu endelig sennepskornet, som er det implicitte omdrejningspunkt fra Mark 4,31. Menigheden opfordres til at holde fast i Kristi løfter i forhold til den ukendte fremtid. Frøet vokser i overført betydning til et træ, der ”gror sig helt ind i Evigheden og Englene synger i dets Krone.” Munk slutter hermed prædikenen med et lyrisk afsnit, som kobler princippet ”Stort af Smaat” med det kristne evighedsperspektiv.