Prædiken til trinitatis søndag, 2. tekstrække.
Afholdt:
15. juni 1924
Prædiketekst:
Matthæusevangeliet 28,16-20
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Prædiken:
Lære dem at holde alt — — — Der er en Tro, der vil nøjes med Troen. Morten Luther: en god Mand gør gode Gerninger. Bisp vier Kirke . Hans egne Erfaringer havde lært ham alts Ufuldkommenhed. Heroverfor den fuldkomne Gud. Guds Hellighed tvinger M. L. til Tro paa Sønnens Forsoningsdød. Saa først kunde han smile trygt: Fordelene ved denne Tro. I) Ydmygheden II) Taknemmeligheden Vissheden. Jo, men hvordan faa den? Hvordan blive en god Mand, naar det ej skal ske ved gode Gerninger? Og hvordan faa de gode Gerninger med? For de skal nu til.
Et Pæretræ maa have Frugt — Gud elsker alle Pæretræer, men elsker med Sorg dem, der ikke bærer.
Gud sender Solen til min Have, men ogsaa Vestenvinden. Lader vor Ager grønne og smider vore kære paa Sygehuse. Jeg vil ej forlade dette Sogn — om op for Guds Aasyn eller til et andet Sogn uden at have sagt i min Forkyndelse mit Præsteløftes: Omvend jer.
Selv ofte paa Afveje. Da vender jeg om, saa godt jeg kan. I ligesaa. Det er godt nok med Kaffen ved hyggelige Aftener, og med at vi er gode og nære Mennesker — Men Livet skal nu ogsaa føres for Evighedens Aasyn for at de kan bære Frugt, og Frugt skal det bære.
Ikke blødsøden Prækeri, ikke Sol, men ogsaa Vestenvind og Havgus. Saa bærer da Frugter Omvendelsen værdige! lær ikke blot alt det X befol, men lær ogsaa at holde det.
Amen.
Kommentar:
I denne prædiken tager Munk fat på en af Folkekirkens kernetekster, nemlig ”missionsbefalingen” eller ”dåbsbefalingen” fra Mat 28. Prædikenen er ganske kort og stikordsagtig og det er tydeligt, at Munk arbejder på at frigøre sig fra det fulde manuskript.
Munk indleder tæt ved teksten. Oplæringen er Munks indledende fokus, men nok forstået som den personlige dannelse frem for som et moralsk projekt.
Eksemplet er Martin Luther med en reference til værket ”Om et kristenmenneskes frihed” (1520), hvor Luther understreger, at over for Gud kan mennesket ikke retfærdiggøre sig selv, men må forlade sig på troen og nåden. Luther havde erfaret ”alts Ufuldkommenhed”, hvorfor han henflyr til fokus på korset. Denne tro beriger ham med ydmyghed, taknemmelighed og vished.
Men hvad så med efterfølgelsen og de gode gerninger, spørger Munk? Munks billede er det velkendte pæretræ, som skuffer sin ejer ved ikke at bære frugt. Gud elsker dog alle pæretræer og lader livsbetingelserne være omkring mennesket som dette træ, gode såvel som svære, når Gud ” smider vore kære paa Sygehuse.” Hermed forlader Munk naturromantikken og peger på omvendelsens nødvendighed.
Munk anerkender selv at være ufuldendt, men kaffehygge og almindeligt velbehag ved mennesker få ikke skygge for menighedens pligt til at bære frugt, for ”Livet skal nu ogsaa føres for Evighedens Aasyn.” Menigheden skal ikke stryges med hårene i ”blødsøden Prækeri”. Den i Vedersø så bekendte vestenvind skal gennemruske menigheden og føre menigheden til omvendelse og god frugt. Hermed handler det ikke blot om oplæring i Mat 28, men om lydighed og efterfølgelse.