Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække
Afholdt:
21. september 1941. Markeret som Høstprædiken. Trykt i "Ved Babylons floder".
Prædiketekst:
Matthæusevangeliet 6,24-34
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Prædiken:
Høstprædiken.
Den flittigste Bibellæser i Verden er Fanden. Det er der slet ingen Tvivl om. Ved ingen andre det, ved vi det i hvert Fald, alle vi, der har læst Teologi.
Han har ogsaa studeret denne Tekst til i Dag. Og nu skal I høre, hvad han har faaet ud af den:
Jesus er Østerlænding; for Folk i det Klima er Arbejdet en Nederdrægtighed; han vil gøre sine Tilhængere lykkelige ved at fri dem fra det sure Slid; bare du rigtigt af Hjertet maabende tror paa Gud, saa lader den kære Farmand stegte Duer flyve dig i Munden!
Men, fortsætter den skriftkloge Hovbærer, den Religion er ikke noget for os Folk i Nord; vort Klima er saadan, at det er os en Lyst at arbejde; ellers fryser vi. Har vi ikke alt for megen Kendskab til Gud her, har vi lært des mere af Naturen. Vi ved, at stod vi i Midtvinterkulden uden at have sørget for Mad og Klæder og Brændsel, vilde vi faa Kærligheden at føle.
Det er den hvide Mands Adelsmærke, at han ikke er hoppet paa Jesu Eventyr om Liljerne og Fuglene. Som Lyrik betragtet — bevares! men som Nationaløkonomi — bevare os vel! Næ, den hvide Mand har sørget for Dagen i Morgen. Han har spændt sine Kræfter og været paa Færde aarle og silde. Det har skabt ham en menneskeværdig Tilværelse og gjort ham til Jordens Herre.
Vi løfter paa Hatten for Fanden og siger Tak for den inciterende Fortolkning. Særlig det med den hvide Mands menneskeværdige Tilværelse i 1941 har vi et levende Indtryk af.
Jeg medgiver bare een Indrømmelse: Ornitologien har ikke været Vorherres stærkeste Side. Den, der har set et Svalepar bygge Rede og fostre et Kuld Unger op, kan ikke rigtig goutere Udtrykket, at de saar ikke og høster ikke og sanker ikke i Lade.
Men ingen Djævel skal bilde mig ind, at Kristus ansaa Dovenskab for en Dyd. Selv sled han i det, saa hans nærmeste ytrede Frygt for, at han skulde sprænge sig selv. En af hans Lignelser, der bevæger sig i Nærheden af Arbejdsanvisningskontoret, viser hans klare Sans for Arbejdsløshedens Ulykke. Naar Peter havde slidt hele Natten med Fiskegarnene, undsaa hans Mester sig dog ikke for at anspore ham til endnu et bitte Nyk. Han tog sine Disciple ud lige fra Arbejdspladsen og satte dem i Gang med et verdensomspændende Værk. For slet ikke at tale om Paulus, der simpelthen bestod af Bundter af eksploderende Energi.
Men hvad Jesus var en uforsonlig Fjende af, det var Samlermanien. Han var uden Aspirationer til Formandspladsen i Hamstrernes Fagforening. Han vidste, at Menneskenes syge Begærlighed efter “mere” og “mere” og “aldrig nok” vilde føre os nøjagtig derhen, hvor vi er kommen. Saa vidt er han en Fjende af den vesterlandske Kultur. Dær gaar Svælget mellem Kristus og de kristne Folkeslag. At arbejde strengt er lige kendt af begge Parter, men for Kristus er Grundplanet den glade Tillid til Guds Omsorg og Taknemmeligheden for, hvad han vil krone hans Arbejde med. For os, Europa, den hvide Verden, har Livets Mening været en meningsløs Jagt efter Legetøj: Aktier og Biler og Tøj, en feberdirrende Hamstren af Frimærker, Granater, Folkeslag.
Men da den rige Mand havde faaet Laderne bygget større, kom Døden til ham og sagde: I denne Nat kræves din Sjæl af dig.
- - -
Men det var egentlig slet ikke Meningen, at vi skulde ind i den Gade i Dag. For i Dag er det jo Højtid i vor Kirke. Der var engang her i Sognet en Konfirmand, der adspurgt paa Kirkegulvet om Aarets Højtider svarede: 3, Jul, Paaske og — resolut efter en Tøven: Ulfborg Marked. Men Drengen tog fejl. Den danske Kirke har ikke 3, men 4 Højtider; den har 3, fordi den er Kirke, og 1, fordi den er dansk. Og det er vor Høstgudstjeneste. Den gør vi ikke nær nok Stads af her i Landet. — Hvorfor er vi danske blevet et formløst Folk? Man fortæller mig, at i Sønderjylland bliver Markens sidste Neg klædt paa som en ung Pige, pyntet med Blomster og kørt hjem under megen Glæde og store Æresbevisninger. Hvorfor har vi sluppet vore gamle skønne Skikke? Folkets Sjæl bliver fattig af, at alt skal være nøgternt og gaa mekanisk til. Og Høstgudstjenesten — oh, Flagene skulde vaje fra Sogn til Sogn, og Kirkerne være pyntede, og Præsterne tale paa Vers. Det var en Opgave for Landets Bisper ligefrem at finde paa et særligt Ritual til Høstens Højmesse. Det lod sig gøre med en lille Ballet foran Alteret, 4 Smaapiger fra Sognet, Rug og Hvede, Byg og Havre, kunde træde frem og neje for Altrets Herre som en Takkens Førstegrøde fra det Folk, han igen i sin Naade har bespist. Hvem kunde det forarge? Dansede ikke David til Herrens Pris foran Pagtens Ark? Og danser ikke vore Hjerter i os af Glæde og Tak til Gud, over at det igen er lykkedes, Aarets Gerning er atter kranset med Sejr. Vi saaede, og se, det randt op af Rode, det holdt Liv i sig trods mange Trusler, det modnedes, og Høsten gik sin Gang gennem Vanskelighed efter Vanskelighed, og nu har vi det bjærget, Hæs blev det ikke til uden for Gaardene i Aar; men inde i Laden ligger det og nynner for os om Guds Miskundhed: heller ikke denne Vinter skal du sulte; endnu et Aar skal du bønhøres paa dit: Giv os i Dag vort daglige Brød.
Den Gang jeg var et ungt Menneske, var ung Præst imellem jer, da havde jeg ligefrem daarlig Samvittighed paa Guds Vegne, naar Høstvejret drillede et Aar. Der foresvævede mig i min Taabelighed noget om, at I ikke rigtig kunde være tjent med, at Gud saadan lagde jer Straa i Vejen og spændte jeres Taalmodighed paa Pinebænken.
Ja, dengang var vi store og rige Folk. Da havde vi faktisk Raad til at stille Krav til Gud. Da holdt vi det for noget selvfølgeligt, at alt skulde føje sig efter vor Vilje.
Nu er vi blevet fattigere og klogere. Nu har vi lært, at det er forbi med at fordre. At vi maa være taknemmelige, blot vi kan redde det nøgne Liv. Nu begynder det at dages for os, at de ringe Dage ikke er de ringeste, for de har dybere Livsvisdom at skænke os end de, da det hele gaar legende let.
Derfor tror jeg, jeg kan sige, at vi aldrig har haft saa rig en Høst som i Aar, skønt den var noget fattig og meget vanskelig. Vi sidder her i Kirken og bliver saa varme i Sjælen ved at betænke Guds gode Gaver, fordi vi har oplevet, at Gaver har man ingen Fordring paa.
Det ligger derhjemme, Kornet. Og vore Børn skal spise, og de beder om en Mellemmad til, og vi behøver ikke at nægte dem det; kære kristne Forældre, vi har Raad til at sige: værsgod, min Pige! det er godt, du spiser, min Dreng.
For os herude paa Landet er det egentlig saadan et dejligt Evangelium, det, vi har hørt i Dag. Himlens Fugle og Markens Blomster, det er jo vore Omgangsfæller til daglig, ligesom det var hans. Hvor bliver vi bevægede over, at Frelseren havde saa rig Natursans og i Fuglenes Flugt og Blomsternes Farver kunde læse saa skønne og dybe Hemmeligheder om Skaberen. Vi takker ham for, at han har tydet det Sprog for os paa denne festlige og lykkelige Maade. Nu kan vi rigtig høre det, kære Fader og Gud i det høje; nu, da han, din Søn, har fortalt os det, kan vi rigtig høre, hvordan Fugle og Blomster og Aarets velsignede Afgrøde vidner om din Godhed imod os. Saa løfter vi da vore Hjerter til dig og siger dig: inderlig, inderlig Tak.
Amen.
Kommentar:
Denne prædiken fra 1941 er en af Munks prædikener med fuldt manuskript, udgivet i ”Ved Babylons Floder” med undertitlen ”Danske Prædikener”. Der er tale om en prædiken til høstgudstjenesten i Vedersø Kirke, og høsten er også et af de temaer, Munk inddrager vægtigt i sin prædiken. Samtidig inddrager Munk to andre, væsentlige temaer; dels relationen mellem arbejde, økonomi og tilliden til forsynet, dels nogle kommentarer til besættelsestiden.
Munk indleder sin prædiken med beskrivelse af en vildledende bibeltolkning, som han her tillægger Satan, formentlig i en implicit reference til det kendte udtryk: ”som Fanden læser Bibelen.” At Fanden inddrages indikerer, at der er tale om en særligt perverteret mistolkning. Fanden er ”den flittigste Bibellæser i Verden”, hvilket antyder, at mistolkningerne er ganske udbredte. Samtidig er fænomenet ifølge Munk særlig kendt for den, som har læst teologi, hvilket antyder, at sådanne mistolkninger er noget, Munk har mødt en del af i sin studietid. Hermed kan underforstås en vis kritik af unavngivne dele af det teologiske miljø i København.
Mistolkningen består ifølge Munk i, at Kristi ord opfattes som en tilladelse til individets ansvarsfraskrivelse; at Kristus blot ville fri sin samtid fra hårdt slid i det varme klima. Kristus er jo ”Østerlænding” og Munk spiller klart på nogle antagelser i samtiden om en vis ulyst til hårdt arbejde under varmere himmelstrøg, hvor den slags beskæftigelse betragtes som en ”Nederdrægtighed”. Munk udmaler satirisk, at Gud som ”den kære Farmand” vil lade ”stegte Duer flyve dig i Munden”, når blot du ”af Hjertet maabende tror…” Munk udmaler en vulgær forsynstanke, hvor mennesket i en naiv, ureflekteret gudstillid modtager alt godt uden egen indsats.
Mistolkningen er dog ikke forbi, for ”den skriftkloge Hovbærer”, hvilket formentlig henviser til præsten i skikkelse af et landbrugsdyr, som f.eks. en okse, har et andet budskab til sin menighed. I Norden tvinger kulden mennesket til at sysselsætte sig, hvorfor nordboerne har en større arbejdsmotivation. Kulden kræver at mennesket forsyner sig og gør en indsats. Det er ”den hvide Mands Adelsmærke” at den naive forsynstanke fortrinsvis opfattes poetisk. Med ”den hvide Mand” udvides Munks perspektiv fra nordboerne til den vestlige civilisation, som ikke forlader sig på Jesu ”Eventyr”. Nationaløkonomisk spiller forsynet ingen rolle, hvorfor ”den hvide Mand” med flid og indsats også har sørget for ”Dagen i Morgen”, hvilket refererer kritisk til Mat 6, 34, hvor Kristus belærer om unødvendighed i denne adfærd. Dog har den hvide mand dermed skabt sig et godt liv og ”gjort ham til Jordens Herre.” Sidstnævnte udtryk skal forstås ironisk. Munk afviser nemlig nu Fandens ovennævnte tolkning, og inddrager en samtidsanalyse heri, for: ”Særlig det med den hvide Mands menneskeværdige Tilværelse i 1941 har vi et levende Indtryk af.” Munk henviser her formentlig til verdenskrigens og besættelsens åbenlyse grumhed og nød.
På ny tager Munk livtag med teksten. Munk problematiserer Gud som ”Ornitologen” og Kristi tale om de ubekymrede fugle ud fra sin observation af deres møjsommelige redebygning mv. Kristus er ikke fortaler for ”Dovenskab”, som Fanden hævder. Munk henviser nu til beretningen om Peters fiskefangst i Luk 5,1-11, hvor Kristus tematisk nærmer sig ”Arbejdsanvisningskontoret” og sit blik for ”Arbejdsløshedens Ulykke”. Munk berører her kort den sociale opmærksomhed på de mindre privilegerede, som i andre prædikener er et større tema. Beretningen omtales som en ”Lignelse” af Munk, men udtrykket skal næppe forstås i en snæver eksegetisk-kategorisk ramme. Munk bemærker Peters nattelange arbejde og den af Jesus fordrede overtid. Munk kobler her Peters ihærdige indsats med det mirakuløse, at Kristus lod disciplene få en overvældende og uventet fangst. Samtidig udvider Munk nu fokus, for disciplene udsendes på deres globale missionsarbejde ”lige fra Arbejdspladsen” ligesom Paulus anprises som et rent energibundt.
Det er tvivlsomt, om Munk havde kendskab til den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) og hans analyser af den protestantiske arbejdsetik. Det kan dog bemærkes, at der er et vist sammenfald i optagetheden med disse emner.
Kristus og ”de kristne Folkeslag” deler syn på arbejdets nødvendighed, men Kristus afviser materialismen, begærligheden og ”Samlermanien”. Med en reference til lignelsen om den rige bonde, Luk 12, 12-21, understreger Munk det nytteløse og næsten blasfemiske i at søge at sikre sin fremtid ved at samle rigdom. I stedet handler det om ”Grundplanet”, taknemmelighed for at Gud i sit forsyn lader menneskets virke bære frugt.
Man aner hos Munk i disse afsnit en vis antikapitalistisk kritik og i det hele taget en skepsis over for den ”vesterlandske Kultur”. I skæret af verdenskrigen udruller Munk sin kulturkritik, at ”For os, Europa, den hvide Verden, har Livets Mening været en meningsløs Jagt efter Legetøj: Aktier og Biler og Tøj, en feberdirrende Hamstren af Frimærker, Granater, Folkeslag.” Hvad granater og folkeslag angår er krigen den naturlige forståelsesramme, men Munk sætter disse fænomener i forbindelse med en åndelig fattigdom, hvor Europas materielle fokus, i lighed med den rige bondes i lignelsen, har ført frem imod forfald og død.
Nu, hvor Munk har bevæget sig ind i en ret dyb kulturanalyse og –diskussion indsættes i prædikenens trykte udgave en linje til adskillelse. Munk vender sig nu for første gang imod høstgudstjenestemotivet.
Høstgudstjenesten er for Munk den 4. højtid efter de tre kirkelige (jul, påske og pinse). Det er en særlig højtid, fordi den ikke er kirkelig, men dansk, hvormed Munk angiver, at høsten er det almenmenneskelige og almendanske. Munk letter stemningen ved en anekdote, hvor en konfirmand angiver det årlige Ulfborg Marked som en højtid. I det hele taget fortjener høstgudstjenesten mere opmærksomhed. Med et eksempel fra Sønderjylland understreger Munk det festlige. Efter genforeningen i 1920 har Sønderjylland formentlig for menigheden stået som dansk kerneland. Munk taler imod formløsheden, som også gælder det danske folk. ”Folkets Sjæl bliver fattig af, at alt skal være nøgternt og gaa mekanisk til.” I stedet opmuntrer Munk til traditioner og ritualer. Munk forslår en børneballet i kirken i taknemmelighed, og Munk legitimerer denne ved reference til 2 Sam 6, hvor kong David danser foran pagtens ark, mens den bæres til Jerusalem. David bliver kritiseret for sin adfærd, men henviser til sin gudgivne begejstring.
Munk afviser forargelsen og maner til taknemmelighed. ”Aarets Gerning er atter kranset med Sejr”, hvormed Munk sigter til årets høst, som Munk anerkender har været vanskelig og mindre rigelig end andre år. Gud har besvaret Fadervors bøn om det daglige brød (Mat 6, 11) så menigheden ikke skal sulte i vinteren. Med et lyrisk udtryk ligger høsten i laden og ”nynner for os om Guds Miskundhed.”
Munk har allerede berørt, at høsten i 1941 ikke var den bedste. Nu vedkender han sig samvittighedsnag i fortiden, når høsten var udfordret, og en anfægtelse over, at Gud lod menigheden opleve modgang. Da tænkte Munk i sin ”Taabelighed” at menigheden ikke kunne være tjent hermed. Nu problematiserer Munk i stedet de gode, rigere år inden besættelsen, om hvilke han satirisk udtaler, at ”Da havde vi faktisk Raad til at stille Krav til Gud”, og gjorde det med selvfølgelighed. De efterfølgende år har ført til taknemmelighed for livet selv og ydmyghed, ”fattigere og klogere”. For Munk har de ringere dage ført til en ”dybere Livsvisdom” end da livet var lettere, og af den grund erklærer Munk årets mindre og vanskeligere høst for den rigeste. Erkendelsen er sket, at ”Gaver har man ingen Fordring paa”. Derfor er der taknemmelighed i kirken og hjemme, hvor forældrene har råd til at brødføde deres børn.
Til slut vender Munk kort tilbage til evangelieteksten fra Mat 6. Munk lovpriser Skaberen, som udtrykker sig gennem naturen som er på landet, hos menigheden i Vedersø. Kristus lovprises for ”Natursans”, hvormed Munk udtrykker sig i et næsten lyrisk sprog, som er kendetegnende for nogle af Munks naturbeskrivelser uden for prædikenlitteraturen. Naturen vidner om Guds godhed og Munk frembærer i fællesskab med menigheden sin tak.
Type: Menighedsprædiken, høstprædiken
Referencer: Mat 6,24-34 Om bekymringer
Mat 6,11 Giv os i dag det daglige brød
Luk 5,1-11 Peters fiskefangst
Luk 12, 12-21 Den rige bonde
2 Sam 6 David danser foran pagtens ark
Temaer: Jesus, Kristus, bjergprædikenen, høst, Fanden, arbejde, arbejdsløshed, materialisme, modgang, prøvelse, livsvisdom