Kaj Munk: Lidelsens nødvendighed

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til langfredag, 2. tekstrække

Afholdt:

18. april 1930

Prædiketekst:

Johannesevangeliet 19,17-37

Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

Prædiken:

Vi talte i Gaar om Nadverindstiftelsesordenes Denne Kalk er den nye Pagt — og vi vilde i Dag bede Gud kaste Lys i vort Hjerte over Fortsættelsen “i mit Blod, som udgydes for eder.” “Dette Bæger med sit Indhold, som jeg holder her i min Haand, det er — det rummer i sig den nye Kontrakt om Forh. ml. Gud og Menn, den Pagt, der er i mit Blod, som udgydes for eder til Syndernes Forladelse.” Det er jo sin Død, sin blodige Død, der stod saa nær for, vor kære Herre tænker paa. Det forstaar, føler han i dette Øjeblik: paa anden Maade kan denne Pagt ikke oprettes. Jeres Frelse ind i Barneforholdet til Gud kan ikke naas ad anden Vej end at mit Legeme gives i Bøddelhænder, lad da dette hvide Brød, I spiser her, og denne røde Vin I drikker for altid minde jer om dette Legeme, I snart skal se dødhvidt, dette Blod, der snart skal perle om min blege Pande. Og ikke blot minde jer, men være det.

Thi som I ikke kan leve uden Mad og Drikke, uden dette Brød og denne Vin, saadan kan I heller ikke leve uden mig og uden at min tunge Død sker og at det hengives for eder. Kan vi nu forstaa det? Forstaa, at Gud Almægtige ikke kan skænke os Syndernes Forladelse uden at dette gruelige skete? Aah, selvom vi ikke forstod det, kunde vi dog , naar vi vidste det var nødv., ikke andet end ære og elske vor Frelser, som tog sig det paa og gjorde det for os. Men vi kan nu ogsaa nok forstaa lidt af, at det maatte gaa saadan til. For Gud Almægtige var det jo en Hjertekval at Sønnen maatte lide alt dette. Det er jo ikke saadan at tænke sig, at Gud sad ophøjet og vred og forlangte Tilfredsstillelse fordi han var fornærmet og saa tog mod Sønnens Tilbud om at gaa i vort Sted og lod ham betale fuldt ud. Almagten led samme Smerte som Sønnen led. Og tænk jer nu et Hjem, hvor Søn eller Datter gør stor Sorg. Siger Forældrene saa: vi tilgiver dig — nok saa let eller siger det slet ikke, finder ikke, der er noget at tilgive — — hvad saa?

Først naar det falder Mor tungt at tilgive og hun gør det dog, er Tilgivelsen af forbedrende Værdi. Naar Barnet ser Mors Smerte, da forstaar det først ret sit Fald; thi kun den Tilgivelse, det er svært at skænke har en virkelig Værdi. Derfor var der ingen anden Vej for at Gud kunde give os Syndernes Forladelse end at Gud maatte igennem utrolig og sorgmodig Lidelse for at vise os, at det var Alvor.

Møder vi nu Gud med Trang til Syndernes Forladelse? Det naturlige Menn gør det ikke, føler næppe, det er en Synder og er det for saa vidt ikke. Først naar vi ret kommer i Forb. med vor kære Herre og Frelser og ser de store Maal Gud har bestemt os til og ser hvordan vi er gennemvævet af Egenkærlighed og ser, hvad X døjede for vor Synds Skyld, da forstaar vi vor Synd, da kan de blive bitter Alvor for os, da ser vi, at Jesu Blod er flydt for os til Syndernes Forladelse og begærer at faa Del i denne Skat.

Amen.

Kommentar:

Denne prædiken af Kaj Munk lægger sig direkte op ad den foregående skærtorsdags budskab og Munk henviser selv hertil. Nadverkalken er tegn på den nye pagt og langfredag vil Munk og menigheden ”bede Gud kaste Lys i vort Hjerte over Fortsættelsen “i mit Blod, som udgydes for eder.”” Munk genfortæller kort et tema fra gårsdagens prædiken at det blod, der refereres til i nadverritualet og den bibelske indstiftelsestekst, kobles til langfredags korsdød.

Korsdøden er en betingelse for den nye pagts oprettelse, for barneforholdet (som i skærtorsdagsprædikenen modstilles af tjenerforholdet). Det ”hvide Brød” modstilles med det hvide, afsjælede legeme ligesom vinen og blodet. Kristus siger i direkte tale: ”mit Legeme gives i Bøddelhænder”. Nadveren forbinder sig til Kristi legeme og blod og ”ikke blot minde jer, men være det.”. Hermed italesætter Munk den lutherske teologis lære om realpræsensen af Kristus ved nadveren i modsætning til en reformert, teologisk tænkning. Hvor meget denne teologiske tematik har berørt menigheden i Vedersø på det eksistentielle plan, er formentlig diskutabelt.

Nu bringer Munk imidlertid nadverelementerne og korsdøden ind i menighedens liv. Uden Kristi offer og hengivelse er mennesket fortabt. Men kunne Gud ikke tilgive ”uden at dette gruelige skete?” Munk præsenterer nogle betragtninger om det centrale spørgsmål. Det har været en ”Hjertekval” for Gud at Kristus med nødvendighed måtte lide. Munk afviser en vulgariseret, klassisk forståelse af Gud som den vrede og hævnende Gud:  ”Det er jo ikke saadan at tænke sig, at Gud sad ophøjet og vred og forlangte Tilfredsstillelse fordi han var fornærmet og saa tog mod Sønnens Tilbud om at gaa i vort Sted og lod ham betale fuldt ud.”

Gud er for Munk medlidende i Kristi lidelse og en årsag til Kristi døds nødvedighed ligger i selve tilgivelsens kompleksitet. Munk beskriver en familiesituation, hvor tilgivelsen er nødvendig, men den kan ikke gives let og skylden må erkendes. ”Først naar det falder Mor tungt at tilgive og hun gør det dog, er Tilgivelsen af forbedrende Værdi.” I den situation indser den tilgivne ”først ret sit Fald”, for ”kun den Tilgivelse, det er svært at skænke har en virkelig Værdi.” Gud måtte selv gå ind i ”sorgmodig Lidelse” for at mennesket forstår alvoren.

Efter disse dogmatiske og til slut psykologiserende perspektiver retter Munk blikket mod menigheden: ”Møder vi nu Gud med Trang til Syndernes Forladelse?” Det ”naturlige Menn [menneske]”, forstået som mennesket uden Kristus, betragter sig næppe som synder. I forbindelsen med Kristus følger erkendelsen af såvel ”de store Maal Gud har bestemt os til” og ”hvordan vi er gennemvævet af Egenkærlighed”. Herfra udspringer syndserkendelsens alvor og et nyt blik på Kristi korsdød, hvor den enkelte først nu ”begærer at faa Del i denne Skat”, syndernes forladelse. Måske er der her en skjult henvisning til Jesu lignelse om skatten i marken i Mat 13.