Kaj Munks prædikener – Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis

Kaj Munk: Konfirmationsprædiken

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Afholdt: Til konfirmation. Årstal ukendt.

Prædiketekst: Markusevangeliet 2,14-22

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«  

Prædiken:

Der er mange Mennesker, der lever, som om Gud ikke var til. Hvad siger nu Gud til det? Ja, han spørger jo, hvor det kan være, af hvad Grund de lever saadan — de beder aldrig en Bøn, hører aldrig en Prædiken, læser aldrig et Gudsord, spørger ikke i deres daglige Liv efter, hvad der er Jesu Vilje. 

Ja, hvis det er fordi de ikke har bedre Forstand, saa undskylder Gud dem vel, eller fordi Sygdom og Armod beslaglægger deres Kraft, det kan Gud tilgive. Men er det, fordi de er trodsige eller dovne og ugidelige, ja, saa ved vi jo, at der venter os en Opgørets Dag: Du lade og utro Tjener, du har været utro over lidet, jeg vil sætte dig over intet, gak ind til den Ondes Pine. Saadanne Mennesker vil faa den Straf, som de fortjener, naar Hensyn er taget til alt det, der kunde undskylde dem.

Men vi i Dag, ja, os er der jo ikke Undskyldning for. Vi er kaldet i Daaben, lige som Levi kaldedes. Vi tror altsaa paa, at vi har faaet et Kald, det, vi i Dag bekræftes i — vi er kaldet til at være Guds Børn. Og det skal da være den Tanke, vi slaar fast i Dag paa Konfirmationssøndagen: Jesus ser dig.

Hele Livet igennem gælder det: Jesus ser dig. Husk derfor naar du gør din Gerning at gøre den samvittighedsfuld og tro, Jesus ser dig. Naar du er sammen med Forældre, Søskend, Husstand, Jesus ser dig, hvordan du er, hvordan du svarer, ser dig helt ind i Hjertet. Husk paa, naar du er glad, Jesus kan saa godt lide glade Mennesker, men glade paa en pæn Maade: Jesus ser dig. Derfor skal du være glad — og glad paa en pæn Maade. Husk, naar du fristes og tror, du kan slippe uset af Sted med noget: Jesus ser dig. Det er godt at huske paa det, hvad enten man er Hyrdedreng eller Direktør i Privatbanken. Og skal du være syg og lide: Jesus ser dig, lad det trøste: Gaa du dit Liv igennem med ham ved din Side; saa har du godt Følge og din Vandring ender godt.

Amen.
 

Kommentar: 

Denne prædiken er fundet blandt Munks efterladte papirer, hvorfor man ikke kender det faktiske afholdelsesår. Munk er tydeligvis stadig i en fase, hvor det betyder meget for ham at fastholde en klassisk, luthersk forkyndelsestradition, så der er grund til at tro, at den stammer fra et af de første år i Vedersø. Der er ingen tvivl om, til hvilken af kirkeåret søndage Munk har skrevet, og da der er tale om en konfirmationsprædiken, er den formentlig afholdt i netop Vedersø Kirke.

Munk indleder sin prædiken med et konstatering, at mange lever som om Gud ikke eksisterer, og en undren, hvordan forholder Gud sig til det? Munk lader Gud stille spørgsmålet tilbage: hvorfor lever de mange ikke i det traditionelle trosliv med bøn, kirkegang og bibellæsning? Og på det eksistentielle plan: Hvad er ”Jesu Vilje” i den enkeltes liv?

Munk nævner nogle undskyldelige omstændigheder: manglede intelligens eller pressede personlige forhold. Men hvor der ikke er en sådan undskyldning, er mennesket på vej imod ”Opgørets Dag”, som Munk beskriver ved en reference til den kendte lignelse om den utro tjener i Luk 12. 

Hvor man kunne tænke, at Munk var ude i et moralsk revsende ærinde, vender Munk nu lyset imod sig selv, menigheden og ikke mindst de tilstedeværende konfirmander og deres familier. Som tolderen Levi blev kaldet af Kristus i dagens evangelietekst fra Mark 2 er menigheden kaldet i dåben, nemlig ”at vi har faaet et Kald, det, vi i Dag bekræftes i”, nemlig at være Guds børn. Her kobler Munk på klassisk folkekirkelig vis dåben og konfirmationen, og tilføjer derefter sin hovedpointe til de unge: ”Jesus ser dig.”

Dette motiv udvikler Munk nu. Kristus ser konfirmandens vandel. Især gælder det i de familiære relationer. Måske kender Munk til uoverensstemmelser i konfirmandhjemmene. Kristus betragter også konfirmanden, som afgiver sit ja (Munk bruger formentlig tilspørgelselsmuligheden i ritualet) og konfirmanden må glæde sig, dog på ”en pæn Maade”. Det står ikke klart, hvad Munk præcis henviser til, men det handler om, at Kristus ser, når konfirmanden fristes og falder. Det kan ikke ske uset, og nu udvider Munk Kristi blik til ikke at handle om konfirmanderne, men hvadenten man er ”Hyrdedreng eller Direktør i Privatbanken”. Eksemplet med hyrdedrengen kan handle om samtidens Vedersø Sogn, men også referere til kong David, som ofte beskrives med sin fortid som fårehyrde.  Med Privatbanken henviser Munk måske til Alberti-skandalen fra 1908, hvor der blev begået underslæb. 

Men Kristus ser også det svære, sygdom og lidelse. Kristus vil trøste og vandre gennem livet med den enkelte, når han får lov. ”saa har du godt Følge og din Vandring ender godt.” Et tilsagn til formentlig især konfirmanderne, som kan holde fast i løftet.

Munks prædiken er kort og slet ikke så malende og fyldt med billeder og humør hans andre konfirmationsprædikener. Netop den korte form kan antyde den mulighed, at Munk ikke alene fulgte manuskriptet, men herudover tilføjede mere personligt, lokalt eller anekdotisk stof, som han havde for vane.