Kaj Munk: Johannes og Kristus. Han skal vokse – jeg blive mindre

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 4. søndag i advent, 2. tekstrække

Afholdt:

20. december 1925

Prædiketekst:

Johannesevangeliet 3,25-36

Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« 

Prædiken:

Naar vi bliver gamle, skal vi paa Aftægt. Det siger sig selv, at det ikke altid er lige nemt. Det er jo den, der hidtil har haft Magten og Regeringen, som nu skal sidde og se til. Se, da gælder det om, om man allerede i sin Manddoms Kraft har øvet sig i god kristelig Tankegang, saa man med stille Glæde kan føje sig under Naturens Lov: Ham bør det at voxe, men mig at forringes. — Saadan sagde jo Johs. det i Dag; han følte, han skulde paa Aftægt, saa ung han endnu var — Jøderne var strømmet til hans Præd., men nu kom der en anden — — nu skulde han sidde og se til, mens den anden overtog Magten og Regeringen. 

Og saa kunde man jo tænke sig, at han sagde det saadan: “Naa ja — det er kun, hvad der bør ske, saa det maa jeg jo se at finde mig i.” Men saadan kom det slet ikke fra ham. Nej, han siger det med den stille Glæde, som jeg begyndte at tale om. Ja, en virkelig ægte Glæde — saa ægte, at han tør sammenligne sig med Brudgommens Ven. Og nu ved vi alle, at har Brudgommen en virkelig Ven, saa er han saa lykkelig paa sin Vens Vegne paa Bryllupsdagen. Jesus har jo selv sagt, at vi skal sørge med de sørgende og være glade med de glade. Og det er da ogsaa rigtigt, hvad der er sagt: at sørge med de sørgende det kan vi nok, men være glade med de glade, det er meget sværere, og det er sandt Venskabs Kendemærke. — 

Rent overmenneskelig er næsten Johs's Glæde i Dag — for paa en Maade tog Jesus jo Bruden fra ham — Folks Beundring og Tilløb — og dog glædede han sig — ja, han gik enddog saa vidt som til at sige: Min Glæde er bleven fuldkommen. Og det er et ægte, et rørende Træk. Mange Mennesker har der ikke været i Verden, saa betydelige og saa ydmyge i Sind. Hvor slaar det En, hvor rene i Karakteren, hvor mandige, hvor sandt menneskelige NT's Almuesfolk er. Tænk f. Ex. paa Drachmann og Bjørnson i Rom: Min store Ven — min udmærkede Ven. Og det er Folk, der hyldes og æres! Nej, lad os hylde Johs. Døberen, der ved sin Optræden i Dag har holdt os en Livets Prædiken om den sande og skønne Ydmyghed og endnu engang vist os, at sand Kristendom er egentlig Glæde: en Kristen i en salig Tilstand staar ihvor det gaar.

Amen.

Kommentar: 

I denne korte prædiken tager Munk fat i et klassisk adventstema, nemlig Johannes Døberens refleksion over rygterne om Kristus, som det læses i evangelieteksten Joh 3. I den foregående søndags prædiken (13. december 1925) behandlede Munk adventstemaet mere generelt, uden at gå tæt på teksten, som i det tilfælde var Zakarias’ lovsang (Luk 1). Denne gang går Munk anderledes nær på teksten og føler sig ind i personen Johannes.

Munk indleder med at tage fat i pensionsbegrebet, det at acceptere at afgå fra sin livsgerning, I Munks landlige sognemiljø i Vedersø er det overvejende aftægten, som er retræten. Munk bruger dette kendte billede og afspejler de eksistentielle og psykologiske faktorer, som ligger heri. Den, der ”hidtil har haft Magten og Regeringen” skal afgive den, og en god forudsætning er, at mennesket er forberedt sig i sine stærke år. Tilbagetrækningen flugter med ”Naturens Lov” og er gudvillet. 

Da temaet nu er slået an for menigheden drejes fokus på Johannes Døberen, der allerede som ung pensioneres, da Kristus skal vokse, Johannes blive mindre. Johannes skulle nu afgive sit virke og indtage tilskuerens rolle. Johannes henfalder ikke blot til resignation, han modtager sin skæbne med sand glæde, som ”Brudgommens Ven”. Munk forklarer ikke det klassisk kristne tema med Kristus som brudgommen og den kristne Kirke som bruden jf. Ef 5,32, men forudsætter det kendt. Loyaliteten og venskab er bærende, men en reference til at ”sørge med de sørgende og være glade med de glade”, en ikke direkte reference til Rom 12,15.

Munk sammenligner Johannes’ accept af Kristi med almenmenneskelige forhold. Brudgommen, som ikke får bruden. Det nære forhold mellem Holger Drachman (1846-1908) og Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910), som fylkedes med tidens kulturradikale skikkelser i Rom. Men Johannes Døberen var i særklasse med sin glæde over Kristi succes og ”har holdt os en Livets Prædiken om den sande og skønne Ydmyghed”. Den ”mandige” karakter, som findes blandt NT’s, det Nye Testamentes, ”Almuefolk”, et udtryk, i hvilket Vedersøs almue kunne identificere sig. 

Prædikenen slutter med en ganske kort opfordring til at hylde Johannes, hvis glæde ved Kristi komme udmærker troen. Menigheden er i ”i en salig Tilstand” uanset, hvordan livet arter sig.

Formentlig har Munk tænkt at tale noget længere, end det ret kortfattede manuskript angiver. Munk var kendt for at improvisere, supplere og elaborere på manuskriptet. Måske ligger der hen en forklaring på, at Munk i manuskriptet undlader at benytte lejligheden til at tale opbyggeligt om menighedens egen kristusglæde, hvor Johannes Døberen fremmales som eksemplet. Sikkert er det dog ikke, og Munk kan også have valgt at lade prædikenen stå kort og klart med vægten på det narrative og eksemplariske.