Kaj Munks prædikener - Påskedag

Kaj Munk: Jesu lidelse som påskens centrum

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til Påskedag - 1. tekstrække.

Afholdt:

Formentlig holdt 1941 eller 1943 eller måske skrevet med henblik på publikation.

Prædiketekst: Markusevangeliet 16,1-8

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. 

Prædiken:

Den kristne Paaske er Mindefesten for den største Lidelse, som er udstaaet i Menneskeheden, og for den største Sejr, Historien ved at melde om. Kirkefolket har altid forstaaet Frelserens Lidelse som en ganske enestående. Fysisk er der vel mange, der har har faaet meget værre Medfart end han fik.

Torturinstrumenterne, der midlertidig opbevares på vore Musæer, fører deres stumme djævelske Sprog om, hvad Mennesker har fundet det for godt at traktere deres Næste med. Men selv om Kristus gik fri for Tungeudrivning og Øjenudstikning og kogende Bly hældt i Øret, er dog det fastsurret til et Par krydsende Planker at hænge til Døden i Palæstinasolens naadesløse Brand forfærdende kvalfuldt nok. Og dog for lidet at regne mod den aandelige Marter, der blev ham til Del. Vennernes totale Mangel paa Begreb om, hvad han gik i Døden for (og til disse uforstaaende skulde Værkets Fortsættelse overlades) og deres ynkværdige Svigten (og andre end disse Stymperes Hænder havde han ikke at overgive Kampen med Verdensrigerne i), Fordømmelsen af Autoriterne hos selve det Folk, han følte sig kaldet til og — endelig -: at han, der havde kaldet ham, lod ham ene i det yderste Øjeblik. Er Jesus forklaret ved det ene Ord Tro, at hans hele Liv var baaret af den paa eengang barnligste og mandigste Tro paa Gud, at Gud var til, at han var hellig, god, almægtig, hvad maa saa ikke han, hvis Forhold til Gud var den dybeste Fortroligheds, Barnets til Faderen, hvad maa han ikke have følt ved i Døden at mærke, at alt det, han havde levet sit Liv paa, pludselig var borte: min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Jo, vi forstaar, at de Gamle havde det Udtryk for ham: den Smerternes Mand. Og hele hans Liv sammenfattes i vor Trosbekendelse i det ene ord: pint. “Vi tror paa Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, vor Herre, undfangen ved Helligaand, født af Jomfru Marie, pint, under Pontius Pilatus korsfæstet, død og begraven....”. Der er vel dem iblandt os, der stundom har været utilfreds med, at der ikke ogsaa stod “prædikede, gjorde vel, var glad og god”, men over for Langfredagens Mulm og Kval bøjer vi os: Hovedsummen for Gudsmenneskets Livsførelse paa denne Klode er rigtigt opgjort i et “pint”.

Hvem af os har ikke, første Gang vi læste i vor Bibelhistorie om, at de spottede ham og spyttede paa ham og gav ham Næveslag, lindet paa Køkkendøren og med Taarer i Øjnene sagt til vor Mor: Hvor var de dog onde mod Jesus! Hvilken Dreng har ikke længtes efter at have været til dengang og kunnet staa ved hans Side — det var visselig ikke blevet med Hænderne i Buxelommerne. Den korsfæstede blev Symbolet for os paa al forfulgt Uskyldighed. Naar vi siden i Livet erfor om ulykkelige, der blev jaget for deres Nationalitets Skyld, om undertrykte og hundsede, da hviskede det i vort Hjerte: “Nu korsfæster de ham igen.”

Og dog er Korsets Gaade end langt dybere end til et Justitsmord. Det sønderknugende ved Golgatha er, at Kristus led med Rette. Langfredag er Retfærdighedens Triumf. Det var jo ikke Rovmorderne og Voldtægtsforbryderne, Kristus stødte sammen med, det var end ikke den romerske Værnemagt. Hvad Forbryderne angik, da var Kristus jo nærmest Ven med Toldere og Skøger. Hvad Romerne angik er det forbausende som hans Liv forløb uden Sammenstød med dem. Nej, det han stødte sammen med og som krævede intet mindre end hans Død, det var de højeste menneskelige Idealer. Farisæerne havde Retten på deres Side, de var Hædersmænd, de vidste deres Existens som Folk var afhængig af deres indbyrdes Sammenhold, af deres brændende Troskab mod Loven, af deres Tro paa sig selv.

Saa kom denne Oprører fra Galilæa, han nægtede at underordne sig Landets lovlige Øvrighed, han prædikede saa gudsbespottelige Ord som at Gud lader sin Sol opgaa over gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, han kasserede Selvhævdelsen og forlangte i Stedet Kærlighed i Troen paa, at Kærlighed var almægtig — — sandelig, der var ikke andet for Højesteret end at votere for Dødsdom. Og skønt Magten ikke rigtigt forstod, hvad det hele drejede sig om, saa meget forstod den dog, at var Dommen fældet, maatte den ogsaa udføres.

Dette er Kristendommens Kendelse over Menneskelivet: saa fordærvet af Synden er vi, at naar Gud ifører sig Kød og træder ind i vor Verden, kræver alle vore højeste Idealer, at vi slaar ham ned og kaster ham ud af den igen.

Jesus var kommen for at grundlægge et Rige, der ikke var af denne Verden. Hvordan skulle denne Verden reagere paa nogen anden Maade end sin sædvanlige? Ind i en Verden, der levede af Had, vil han bringe Guds Kærlighed. Hvordan grundlægger man Riget, hvordan erobrer man Lande? Han behøvede blot at spørge Kolonnen, der marcherede om Hjørnet i Nazareth. Paa en eviggyldig Maade: med Sværdet. Den havde ogsaa fristet ham; hans eget Folk havde villet gøre ham til Konge. Og paa Fantasiens Bjergtop havde selve Magten vist hans unge Sind alle Riger og deres Herlighed: knæl ned og tilbed mig, og det er altsammen dit.

Men han vilde ikke. Guds Kærlighed krævede en Metode, der var stik modsat alle Verdens Metoder. Det modsatte af Sværdet er Selvhengivelsen, det modsatte af Herredømme er at tjene og lide.

Det var Galskab. Vilde han vippe den jødiske Højesteret og den romerske Kejser ved at lade sig hænge paa et Kors mellem to Forbrydere?

Og det var ikke blot Galskab. Det var Umoral. Det var Oprør og Forbrydelse. Hvad er Samfundet værd uden Domstol og uden Regering?

Bliver det ikke et Satansorgie i det Kaos, der kommer, i Stedet for Guds Kærlighed.

Ja, dette var Guds Søns Lidelse, han ikke blot hang på Korset som en Forbryder, han var en Forbryder. Vox populi vox dei. Folkets Røst er Guds Røst. Der hang han altså under Guds Vrede.

“Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” stønnede han. Men der veg ingen Skyer til Side, ingen Due kom dalende, ingen Røst lød: Dette er min Søn.

Saa var der ikke mere. Tungen i sin ulidelige Vansmægten læsket med lidt Landvin, et Suk: Det er forbi, og saa — ja, om saa Gud var forsvundet de titusinde Mile borte, var hans Navn dog hans eneste Tilflugt: Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand.”

Frelseren var død. Domfældet af sit Folk, henrettet efter Loven, svigtet af sine egne, forladt af Gud, dette var Fallit — Fiasco, som ikke kunde være værre. Alt tabt, endogsaa Æren. Kun Glemselens langsomme Naade er der nu at haabe paa.

Han, der havde Tro for hele Menneskeheden, skulde falde i den dybeste Tvivl. Han, der kaldte sig den Almægtiges Søn skulde dø uendeligt fattigere end nogen Stodder paa Jorden. 

Amen

Kommentar: 

Som prædiken til påskesøndag og teksten om Jesu opstandelse er denne prædiken ganske atypisk. Munk fokuserer alt overvejende på langfredag og nævner ikke opstandelsen med et ord. Han tænker sig ind i Jesu psykologi og lader gruen og tvivlen dominere.

Munk tager udgangspunkt på langfredags lidelser. Nok er andre blevet tortureret på mere grusom vis end Jesus, Munk giver flere, gruopvækkende eksempler, men alligevel er der tale om usammenlignelig lidelse og sejr. Der er nemlig her også tale om en åndelig lidelse. Jesus blev forkastet, misforstået, og samtidig mistede han Guds nærhed, trods ”den paa eengang barnligste og mandigste Tro paa Gud”, som havde båret ham gennem livet. For Munk er ”Hovedsummen” i Jesu liv pinen. En reference om ”Smerternes Mand” fra Es 53. Det er dog andre, som gerne ville have et andet billede, nemlig, at Kristus ”..prædikede, gjorde vel, var glad og god”.

Munk inddrager nu tilhøreren ved at minde om, hvor emotionelt de reagerede på langfredagsberetningen, første gang de hørte den. Men pathos beskriver Munk drengen, som ville forsvare Jesus. Hermed udvides fokus til de uskyldigt undertrykte, som jages bl.a. ”for deres Nationalitets skyld”. Her kan ses en reference til 2. Verdenskrigs samtidige begivenheder. Alligevel var det i Kristi tilfælde ikke tale om uretfærdighed. Kristus stødte ikke blot sammen med et voldsregimente, men sod også over for en lov funderet på de ”højeste menneskelige Idealer.” Jesus havde netop gjort oprør mod den orden, som farisæerne var afhængige af for samfundets skyld. At Munk måske ironiserer her bliver mere tydeligt, når han taler om Jesu ”gudsbespottelige Ord” (med en reference til Matt 5,45) og hævder kærligheden som højeste gode. Derfor må ”Højesteret” dømme, hvormed der kommer en dansk reference. Det kunne foreslås, at der heri kunne ligge en svag henvisning til de danske domstoles rolle i retsforfølgelsen af danske modstandsfolk.

For Munk er Kristi lidelse nødvendig p.g.a. væsensforskelligheden mellem  det faldne menneske og Gud, som inkarneres i Kristus. Han ville oprette et rige, ”som ikke er af denne Verden” (reference til Joh 18, 36), og derfor ikke med sværdet. Munk bruger ordet ”Kolonnen” om en krigsmagt, som igen kunne konnotere til samtidens krigsførelse. Kristus valgte dog selvhengivelsen, som i virkeligheden er både vanvittigt og umoralsk, for det bryder samfundets lovgivning. Og Munk spørger, om ikke der kommer et ”Satansorgie”, når nu kaos erstatter det regelrette. Dermed var Kristus en forbryder, og Munk sætter for nu lighedstegn mellem Vox populi – folkets røst - og vox dei – Guds røst. Kristus er under Guds vrede, og Gud har derfor forladt ham, som korsordene lyder.  
Kristus måtte opleve sit liv som fiasko, dermed kom han i tvivlens dybe pine.