Kaj Munk: Indtoget i Jerusalem - Konfirmation

Prædiken til Palmesøndag - 1. tekstrække. 

Afholdt: 

5/4 1925 i Vedersø Kirke til konfirmation

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 21,1-9

Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
 
Prædiken:

Jesu Indtog i Jerusalem — det fejrer vi Palmesøndag til Minde om, Jesu Indtog i Jerusalem, Kongens Komme til sin Hovedstad. Og der er en eneste Maade, som vi kan fejre den rettelig paa, og det er ved at lade ham holde Indtog i vore Hjerter, ved at byde ham Velkommen der.

Hvad mener jeg med det? hvad forstaas ved den Kirketale og Præstesnak at have Jesus i sit Hjerte? Ganske simpelt: at ville forbedre sig, at ville være et godt Menneske; det er at have Jesus i sit Hjerte. Hvergang, hver eneste Gang man forsynder sig, forsimpler sig, driver man den Jesus, der blev lukket derind ved Daaben, ud og giver Satan Raaderum der i Stedet for. Det er saa simpelt, saa simpelt, saa ligetil, at alle kan forstaa det; hvis det krævedes af dig, at du skulde være smuk eller begavet eller Teolog, saa var det jo rent fortvivlet; men nu kræves der dette ene, og derfor er det ikke fortvivlet — tværtimod — dette ene, at du vil anvende dine Evner til at blive et godt Menneske; naar Gud i Himlen ser, at du paa den Maade lukker Jesus ind i dit Hjerte, da vil han smile til dig, for da er du Guds Barn og Jesu Bror og skal dele Livets Kaar med dem i Paradisets Have.

Og nu I, Smaavenner, mit første Hold Konfirmander, ved I, hvad jeg saa gerne har villet i de faa Timer, vi har haft sammen? Blive gode Venner med jer. Se, jeg har jo paa en Maade været Jesu Repræsentant over for jer — ved I, hvad en Repræsentant er? det er, naar Kongen ikke selv kan komme, saa sender han en, der kommer paa hans Vegne — og saadan skulde jeg jo være hos jer paa Jesu Vegne, saadan, at I gennem mig lærte ham at kende — og derfor vilde jeg saa gerne være gode Venner med jer, for at I paa denne Maade skulde forstaa, at I har ingen bedre Ven end Jesus — ja, han er en bedre Ven end jer Far og Mor — forstaar I, jeg vilde gerne have det saadan, at I fattede fuld Fortrolighed, saadan at I huskede mig, naar I engang kommer i Livets Vanskeligheder — og dem slipper I smænd ikke for nogen af jer — men større Lykke er der ikke for en Præst, om af og til en af hans gamle Konfirmander kommer til ham for at betro sig og faa Hjælp i noget, som det var rent umuligt og betro sig om til nogen anden — eller bare kommer for at snakke — ja, det vilde jeg da saa gerne — tror I ikke ogsaa nok I kan det? det er da ogsaa en Ære for jer, ikke sandt, at kunne gøre jer Præst en stor Glæde — og een Ting vil jeg sige jer vilde blive mig en meget stor Sorg, det var, om jeg nogensinde skulde faa høre, at det var gaaet en af jer galt og I saa endda ikke kom til mig — tænk, en af dem, jeg havde konfirmeret — — — tør jeg ikke tage det Løfte af jer, at skulde det komme til at se meget sort ud for en af jer engang, saa kommer han eller hun til mig — jeg ved nok Hjælp. Og saa bevare den gode Gud Fader jer alle hele Livet igennem til Legem og Sjæl.

Amen

Kommentar: 

Denne prædiken fra 1925 er Munks første konfirmationstale. Ham er endnu ganske ny i embedet og beflitter sig, som prædikenen giver udtryk for, ganske meget på at etablere en god og ikke mindst varig relation med konfirmanderne.

Munk indleder med et klassisk palmesøndagstema: som Kristus, kongen, red ind i Jerusalem må tilhørerne byde ham velkommen i deres egne hjerter. Men Munk lader ikke billedet stå ukommenteret, for han anerkender, at den ” Kirketale og Præstesnak” ikke holder i en konfirmands modtagerperspektiv. 

Derfor begynder Munk at konkretisere. I en mild, kristelig opbyggelsestradition, måske inspireret af Olfert Ricard, fremhæver Munk dyden. Man må forbedre sig, ønske at blive et bedre menneske og søge tilgivelsen hos Kristus, manfik i dåben, i stedet for at give Satan råderum. Her trækker Munk igen på en klassisk kristen-idealistisk ungdomsforkyndelse. Munk beroliger, at der hverken fordres begavelse eller teologisk embedseksamen. Tilhøreren må bestræbe sig på at bruge sine evner på at blive et godt menneske, hvilket Gud anerkender med et smil, ”for da er du Guds Barn og Jesu Bror og skal dele Livets Kaar med dem i Paradisets Have.” Det er en hjertelig, personlig gudsrelation Munk fremhæver, snarere end den dogmatiske, forensiske tænkning, som er rodfæstet i den lutherske teologi.

Nu taler Munk direkte til konfirmanderne, ”Smaavenner” indikerer, at Munk påkalder den samme nære relation til de unge, som han fremhævede i gudsrelaitionen. Der er her en vis parallelitet. Han har netop ønsket at blive venner med konfirmanderne. Men ikke det alene, for Munk ser sig som Kristi, repræsentant, for gennem Munk, kan konfirmanderne lære Kristus at kende. Hermed henvises til Munks klare og udviklede kaldsbevidsthed, som han andetsteds udvikler. Venskabet med Munk peger hen på venskabet med Kristus, som i virkeligheden er dybere end familiebånd. 

Nu Fokuserer Munk mod fremtiden. Han håber, at konfirmanderne senere vil opsøge ham i tillid, både for at bringe ham glæde, når livet går godt, og at søge hjælp i modgang. Munk ser det som en præstens særlige kald og prærogativ, og ser sig som konfirmationspræst varigt forbundet med de unge. Prædikenen slutter med ønsket om, at Gud vil bevare konfirmanderne livet igennem.

Der forekommer en meget stærk følelsesmæssig appel i denne prædiken. Evangelieteksten omtaler han kun ganske kort og uden nogen synderlig dybde. Relationerne, mellem Kristus og Jerusalems indbyggere, Kristus og konfirmanderne og konfirmanderne og Munk er til gengæld centrale. 

I en kommentar under selve prædikenen i originalmanuskriptet fremgår det, at konfirmanderne forventes at deltage i den dengang traditionelle altergang onsdag efter konfirmationen. Da børnealtergang ikke var almindelig har dette været endnu et højdepunkt for denne munks første konfirmandundervisning.