Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække
Afholdt:
17. august 1930
Prædiketekst:
Lukasevangeliet 12,32-48
"Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af."
Prædiken:
Vi sang nu: hvad agter jeg paa Slud, paa Storm og Ild og Torden? Kan vi nu ogsaa sige det i disse Dage, da vort gode Korn ligger paa Markerne i al Sluddet og tager stort Forlis: hvad agter jeg paa Slud? Jo, vi agter paa Slud. Vi har gjort et stort Arbejde for at naa Høstens Dag, og Markerne har staaet rige og gyngende og selv gjort sig rede — og saa kommer denne Høstens Dag ikke, men i Stedet for — Regn og Slud og Slud og Regn — det kan vi ikke andet end agte paa. Jamen der staar jo i Salmen, at vi gør det ikke.
Er det da X, der farer med Løgn? eller er det os, der ikke er ordentlige Kristne (for det forstaar vi jo, det er den Kristne, disse Ord er lagt i Munden paa) Skulde vi være Kristne i en saadan Grad, om jeg saa maa sige, at vi kunde sige: lad det storme, lad det piske, lad Straaet raadne og Kernerne spire — vi er Guds Børn, vi ved, det er hans gode Førelse med os, og saa er alt jo godt, og vi er lige glade og ligeglade med alle disse ydre Foreteelser?
Jeg vil svare: Nej, her har X set for stort paa det. Ved at faa Del i X's Tro, er vi ikke saadan løftet ud af vort Jordeliv, at alt om os er os ligegyldigt — skal heller ikke være det. Den X, der begyndte sin Gerning med at have ondt af to unge Bryllupsfolk, fordi Festglæden vilde glippe for dem og som saa gjorde et Under, han har ikke lært os ophøjet Ringeagt for alle jordiske Ting. Hvad har han da lært os? hvad er Forskellen paa den Kristne i saadanne Ærgrelsens og Modgangens Timer og de, der aldrig har taget ved Lære af Guddommens Søn.
Saa gaar vi da igen ud i Bygerne og ser over vore Kornmarker, hvor det for Resten slet ikke er saa galt endnu, som det kan blive. Og saa spørger vi: hvorfor nu saadan. Og var vi Hedninger, var Svaret: fordi der er ugudelige iblandt jer, som høster om Søndagen o. lign. Skaf dem væk, bring dem som Offer til Guderne, og de vil formildes og forbarme sig. Og var vi moderne ukristne Menn.: Vind og Vejr — Tilfælde! Men som kristne Menn. ved vi: Den Almægtige Gud er Vejrets Herre, det regner ofte hans Ord.
I saa mange Aar har Høsten føjet sig og været en Leg; nu har han noget at sige os, at minde os om ved at rykke Alvoren ind mod os, vise os sin Magt og vor Intethed. Hvordan har vi takket og ydmyget os i de gode Aar? Kan vi, som vi er, vente idel Medgang? Og saa er det dog i Italien, Jorden skælver og Skypumper gaar forbi. Lad os da takke Gud fordi han taler til os og bede ham om vi maa høre ham nu, at han ikke behøver at tale haardere.
Amen.
Kommentar:
Munk indleder sin prædiken med at referere til den foregående salme, H.A. Brorsons salme fra 1743 ”Min Jesus er for mig” (DDS 61): ”hvad agter jeg paa Slud, paa Storm og Ild og Torden?” Formentlig er der tale om prædiken til årets høstgudstjeneste i Vedersø Kirke.
Munk beskriver det hårde landbrugsarbejde med dets længsel mod høsten, som var velkendt i Vedersø. Også erkendelsen af, at vejrliget kunne gøre stor skade på høsten og skuffe forventningerne. Men Brorsons salme hævde jo netop, at det er ligegyldigt, hvilket er i modstrid med den almindelige erfaring og tankeverden hos menigheden.
Munk spørger: ”Skulde vi være Kristne i en saadan Grad, om jeg saa maa sige, at vi kunde sige: lad det storme, lad det piske, lad Straaet raadne og Kernerne spire — vi er Guds Børn, vi ved, det er hans gode Førelse med os, og saa er alt jo godt, og vi er lige glade og ligeglade med alle disse ydre Foreteelser?” Der er en modsætning mellem salmens og menighedens tanke. Hvortil Munk spørger, om Kristus er en løgner (ved at hævde at det materielle er ligegyldigt) eller om menigheden ikke er ”ordentlige Kristne”?
For Munk er der ingen modsætning. Med Kristus er vi stadig i denne verdens liv, ligesom Kristus havde omsorg for det unge pars vinmangel ved Brylluppet i Kana. I øvrigt en af Munks yndlingstekster og genstand for flere prædikener. Jesus skabte vand til vin, ”fordi Festglæden vilde glippe for dem” og følgelig har Kristus ”ikke lært os ophøjet Ringeagt for alle jordiske Ting.”
Hvad har Kristus så at sige? Til den kristne handler det om, at acceptere regnen og bygerne med fortrøstning. Man kunne for eksempel kaste skylden for uvejret på de landmænd, som høstede om søndagen. En handling, som i den kristne landbokultur har været forbundet med overtrædelse af helligdagspligten, Men Munk udelukker den kobling Man kan ikke påvirke Gud om man så ofrede de nævnte bønder på alteret. I stedet henviser Munk til Guds forsyn og dette, at han ve at vise modgang i høsten leder menigheden til ”at rykke Alvoren ind mod os, vise os sin Magt og vor Intethed.” Modgangen bliver dermed Guds pædagogiske redskab, som menigheden bør lytte efter. Hvordan har menighedens respons været gennem årene`?
Munk afviser, at Gud altid vil bringe medgang. Et eksempel er italiensk landbrug, som åbenbart var præget af voldsomme naturfænomener i Munks samtid. Men Gud bruger modgangen i form af vejrliget til at få menighedens opmærksomhed. Derfor må menigheden standse op og lytte. Ellers må Gud måske bringe yderligere modgang.