Kaj Munk: Enkens søn fra Nain

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække. 

Afholdt: 

28. september 1941. Trykt i "Med Ordets Sværd". 

Prædiketekst: 

Lukasevangeliet 7,11-17 

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Prædiken: 

Der er to Indvendinger mod denne Historie. Den første hedder: Den er Løgn. Døde Folk bliver i Kisten. — Den anden hedder: Selv om den var sand, hvad hjælper den saa mig? Jeg har mistet og faar ikke igen, selv om en gammel Kvinde et eller andet ligegyldigt Sted for saa og saa mange Evigheder siden fik det.

Til den første Indvending siger vi:

Vi kan klare os med den allegoriske Fortolkning. Vi gaar kun ind paa, hvad det betyder, det, der skete. Og det betyder jo, at hvor Jesus er, er alt Haab aldrig ude; han er Livets Herre; han magter at skabe Liv selv ud af dødt; en hel Egn, et helt Folk, en hel Kirke kan sove, ja, kan sove saa haardt, at de er døde. Men naar Jesus vil, naar hans Time er inde, da lader han en Opvækkelse ske; og det, der var umuligt, ser vi spire og gro for vore Øjne; de aandeligt døde bliver vakte, levende Mennesker. Han byder: Du unge Mand, jeg siger dig, staa op; og den døde rejser sig og begynder at vidne. Til sin gamle troende Mors store Lykke. Alt som skrevet staar: Og han gav ham til hans Mor.

Ja, ja, det er jo en Fortolkning, der lader sig høre. Men vi har ingen Brug for Fortolkning. Vi tager Historien, som den virkelig staar; vi tror, at den fortæller om noget, der skete. “Jamen det kan jo ikke ske”. Muligvis ikke. Men vi har set saa meget ske, der ikke kunde ske. Den Tid, vi oplever, har ligefrem gjort os blaserede. Hvad der var en Vittighed i Gaar, er fuld, blodig Virkelighed i Dag. Og gaar vi fra Historien til Teknikken, myldrer det ogsaa der med Undere. Hvad vilde Gorm den Gamle sige til at faa Telefon og Radio ind i Jellingehøjene?

Et Under er jo en Handling, vi ud fra vort foreløbige Kendskab til Naturlovene maa erklære for umulig. Jesus har haft dybere Kendskab til disse Naturlove end vi. De har deres Grund i Gud, og Jesus er Guds Søn. Allerede nogle af hans Undere er ikke Undere for os længere. Uddrivelsen af onde Aander f. Ex. Jesus anvendte simpelthen Chokbehandling.

Jamen Opvækkelse af døde! Blodet koagulerer jo. Ja, hvad saa? Saa faar det min Sandten koagulere tilbage igen. Hvad er det for en Betydning at tillægge Legemet! Vi, som ikke engang ved, om vi overhovedet har noget Legeme! Hvor var det velgørende i sin Tid hos Professor Kroman at faa at vide, at et Menneske aldrig kunde naa til Vished om, at der stod en Stol, aldrig kunde naa længere end til Forestillingen om en Stol. Det gav endelig igen Sjælen den primære Stilling og satte det uforskammede Legeme paa Plads.

Saa meget Skind og saa lidt Pølse. Ingenting er sagt med alt dette her. Nej, det, der skal siges, er, at det at være Kristen er at regne med irrationelle Størrelser. At være Kristen er at have lært af Jesus at tro paa Gud. Er af Jesus at have lært det underlige at tro paa det underlige, der hedder Gud. Gud er det eneste underlige i Verden. Naar han er til, er der intet andet underligt mer.

At Jesus kunde rejse en død fra Baaren, er da en ganske selvfølgelig Ting. Uforstaaeligt havde det været, om han, Guds Søn, ikke havde kunnet det. Han kunde det, og nu gjorde han det. Saadan er det fortalt, og saadan tror vi det. Ganske bogstaveligt. Havde han sagt nogle dybe og skønne trøstende Ord til Enken, nuvel, det havde været dejligt, det havde været Æstetik. Nu rejste han den døde op fra Ligkisten. Det er Religion.

Men hvorfor gjorde han det? Hvad skulde det nytte til? Hvad hjælper det, at eet Menneske blev trøstet, naar alle vi andre beholder vor Kval? Det er bare blevet værre for os. Vi føler det som en Uret. Hvorfor skulde den Enke merbegunstiges? Nu har vi set, han kan, og dog lader han os ligge i vor Fortvivlelse og vort Savn.

Mine Tilhørere, det ligger ikke for mig at bekende for andre end for min Gud. Men jeg vil gøre en Undtagelse. I ved, jeg har skrevet et Skuespil, hvor en brændende Tro kalder en død tilbage til Livet. Det er een Ting. En anden Ting er, at jeg som Præst er kommen til Sygelejer, hvor jeg ikke havde Kræfter eller Mod eller Trostrods nok til at bede om Helbredelse. Jeg har staaet ved saa strenge Sygelejer, at jeg blot har kunnet bede til Gud om, at det maatte faa Ende. Men det fik ikke Ende. Der gik Dag efter Dag, Uge efter Uge. Og det var ikke Gud, der bragte Enden paa Smerten, da den endelig kom. Det var blot Naturen, der gav op. Da har jeg bittert kunnet sige til mig selv: Som Digter giver du de Døde Livet ved Troens Hjælp, men som Præst kan du ikke engang skaffe en lidende Døden.

Det sker maaske endda ikke helt sjældent, at Præsten er i Menigheden den, der har den skrøbeligste Tro. Der er Folk, der ved Besked med Troen, og der er andre, der har den, og de kan nok være til Nytte for hinanden. Lad den Ordning staa!

For det er jo hændt mig, at naar jeg saa stod dér, bedsk og fattig, ved Liget, da saa jeg, at Jesus var blevet stor hos dem, der havde mistet. Nu var det da deres eneste Trøst og Styrke, at Frelseren var til. At de vidste om ham, at han er den, der opvækker døde. Det var for dem den eneste Tale, der havde Værd, at der var en saadan Undernes Mester til: han kunde lade de Øjne, der nu var bristet, se det evige Lys, han kunde give de Lemmer, der nu segnede mod Forraadnelsen, Liv og Kræfter til at hæve sig højt over Stjernerne, det stivnede Hjerte i det kolde Bryst skulde sættes i Gang igen af Guds eget varme Hjerteslag, og vi, der stod her og vidste som det eneste visse, at alt var for evigt forbi, kunde af hans Naade gennem Taarerne smile et Paa Gensyn.

Da skød Livets Træ op i Dødens Have, og i Læ af det blev det flakkende Lys i Præstens Sind til en rolig Flamme. Da vidste jeg, at den kristne Kirkes Budskab til Verden var det stolteste af alle. Jeg saa ham, Livets lysende Mester, gaa sin Gang frem over alle Valpladser og Kirkegaarde, og Bølgerne maatte bære ham over Havenes graadige Dyb. Han er Evighedens Herre. Hvad gør det saa, om jeg skal sove en Dag mere eller mindre? Om det bliver uden for Nains Byport i Dag eller først foran Verdensdommerens Stol i Overmorgen? Det er mig nok, at han vil kalde paa os, alle Moder Jords sunkne Sønner og Døtre, og at vi skal møde ham i een saliggjort Skare og takke ham med de førstes Lovsang: Der er en stor Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.

Amen.

Kommentar: 

Denne prædiken indgår i prædikensamlingen ”Med Ordets Sværd” (1942) og har som sådan flere modtagergrupper. Dels de mennesker, som var til stede denne søndag i Vedersø Kirke, hvor prædikenen formentlig er afholdt, og så den bredere skare af læsere, som i besættelsesårene fulgte Munks prædikener på skrift.

Prædikenen tager solidt udgangspunkt i evangelieteksten fra Luk 7, den kendte perikope om dødeopvækkelsen af en enkes søn fra byen Nain. Prædikenen er i sit udgangspunkt enkel, idet den tematisk behandler to forskellige indvendinger imod evangelietekstens bogstavelige budskab. Den ene indvending går på det rationelle i, at tro på muligheden for guddommelig indgriben i menneskelivet. Den anden indvending beskæftiger sig med teodice-problemet i forhold til, at kun denne ene unge mand fik livet igen. Samtidig er teksten ganske kompleks, idet den også diskuterer forholdet mellem Munks dramatiske produktion og hans virke som præst, og her indfører forskellige grader af virkelighed og fiktion.

Munk indleder sin prædiken med at artikulere de to, skarpe indvendinger. Først, at beretningen ”…er Løgn. Døde Folk bliver i Kisten.” Altså afvisning af selve miraklet og dermed tekstens kontekst med virkeligheden. Derefter, at selv hvis tekstens fremstilling var sand, ”…hvad hjælper den saa mig? Jeg har mistet og faar ikke igen.” Smerten og det sjælesørgeriske kommer på banen, for det kan fra et vist perspektiv være ligegyldigt for individet i dag, om en ”Kvinde et eller andet ligegyldigt Sted for saa og saa mange Evigheder siden…” oplevede miraklet. Individets eget behov er jo at se sin egen bøn blive opfyldt, ikke at høre om en anden, som oplevede det.

I forhold til den første indvending omkring miraklets mulighed indfører Munk en allegorisk tolkning, som ikke sjældent blev brugt på alle kirkelige fløje, men måske især inden for liberalteologien og den dialektiske teologi. Miraklet forstås metaforisk, og mere almene udsagn som at Jesus er ”Livets Herre”, at med ham ”..er alt Haab aldrig ude..”. Disse udsagn kan så implementeres retorisk i forhold til folket, kirken eller der åndelige. Opstandelsen bliver en allegori til menneskelivet, der belyses som gudsindblæst. Munk afholder her et prædikenfragmenter, som er passable indenfor såvel en liberal som en konservativ teologisk kontekst.

Der er ikke langt fra Munks eksempel her til en klassisk, missionsk omvendelsesforkyndelse: ”Men naar Jesus vil, naar hans Time er inde, da lader han en Opvækkelse ske; og det, der var umuligt, ser vi spire og gro for vore Øjne; de aandeligt døde bliver vakte, levende Mennesker. Han byder: Du unge Mand, jeg siger dig, staa op; og den døde rejser sig og begynder at vidne.” Pathos-appellen, den nære forbindelse til teksten og handlingsverbet ”staa ord” afspejler, at Munk kunne være en habil vækkelsesprædikant.

Men Munk bryder af. Allegorien er en populær tolkning, men den er usand. Teksten i Luk 7 har en bogstavelig, konkret betydning, og det er den, tilhøreren må forholde sig til. ”Vi tager Historien, som den virkelig staar; vi tror, at den fortæller om noget, der skete.”

Indvendingen herimod er naturligvis, at det kan ikke ske. En tematisk reference kunne være til sognepræsten i dramaet ”Ordet” (1925, 735), som på denne måde nedsablede det fysiske mirakel: ”Principielt kan Miraklets fysiske Mulighed aldrig negeres, da Skaberen altid maa være det Skabtes Herre. Men baade religiøst og etisk set er det jo udelukket; et Brudd paa Naturlovene var jo en Forstyrrelse af Guds Verdensplan,…” Herover problematiserer Munk det argument, at miraklet ikke kan ske. Meget ukendt kan ske, og Munk tager teknikkens udvikling som eksempel. I dansk oldtid kunne man ikke forestille sig nutidens muligheder, en pointe som Munk understreger med en humoristisk beskrivelse af Gorm den Gamle. Munk argumenterer, at Kristus i inkarnationen har indsigt, for naturlovene ”har deres Grund i Gud”, et klassisk skabelsessyn.

Noget overraskende nævner Munk nu et eksempel på bibelske mirakler, der kun med datidens begrænsede viden tolkedes som så.  ”Uddrivelsen af onde Aander f. Ex. Jesus anvendte simpelthen Chokbehandling.” Psykiatrien var i1930-erne og 40-erne i en proces, hvor forskellige revolutionerende chokbehandlinger blev indført, herunder elektrochok. Formentlig var der i samtiden en ikke ringe begejstring for disse tilsyneladende fremskridt. I denne tolkning laver Munk en forbindelse mellem Bibelens besættelser og lægevidenskabens psykoser. Hvad selve dødsfaldet angår, inddrager Munk beretningen om professor Kroman. Formentlig en reference til Kristian Kroman (1846-1925), der som filosof afviste de metafysiske spekulationer og fremhævede en strengt naturvidenskabeligt inspireret adskillelse mellem tro og viden. Munks ærinde er nu et andet, en anerkendelse af sjælens domæne, da sansernes indtryk under alle omstændigheder kan problematiseres.

Munk trækker sig nu også ud af dette vanskelige afsnit af prædikenen. Den kristne må ”regne med irrationelle Størrelser.” I og med Guds tilstedeværelse i verden, er alt tilsyneladende irrationelt uvæsentligt. Kristi magt til at oprejse den døde er konsistent med hans guddommelighed, og det modsatte havde været uforståeligt.  Derfor er det beskrevne mirakel i virkeligheden rationelt. I et æstetisk paradigme havde trøsten af den efterladte enke været i centrum, men Kristus overgår det æstetiske og oprejser den døde ganske fysisk. Det er ikke æstetik. ”Det er Religion.” Hermed aner tilhøreren formentlig atter temaer, som Munk havde diskuteret i sit hyppigt opførte drama ”Ordet”.

Igen skifter Munk fokus i prædikenen, og teodice-problemet og individet drages ind, den anden indvending fra prædikenens begyndelse. Anfægtelsen males ud: ”Nu har vi set, han kan, og dog lader han os ligge i vor Fortvivlelse og vort Savn.” ”Hvad hjælper det, at eet Menneske blev trøstet, naar alle vi andre beholder vor Kval?” Munk italesætter her universelle spørgsmål, men lader svaret stå åbent for nu.

I stedet refererer Munk nu helt tydeligt til skuespillet ”Ordet”. Han tiltaler de forskellige tilgange, som indgår i såvel dette stykke som i evangelieteksten om enkens søn i Nain. ”I ved, jeg har skrevet et Skuespil, hvor en brændende Tro kalder en død tilbage til Livet. Det er een Ting.” Her identificerer Munk sig som manuskriptforfatter og dermed herre over fiktionens karakter og udvikling. Som præst er situationen anderledes, bekender Munk. ”En anden Ting er, at jeg som Præst er kommen til Sygelejer, hvor jeg ikke havde Kræfter eller Mod eller Trostrods nok til at bede om Helbredelse.” Munks personlige anfægtelse beskrives ikke som et fokus på, at den syge skule leve, men at den lidende skulle dø. Og selv det var umuligt. ”Som Digter giver du de Døde Livet ved Troens Hjælp, men som Præst kan du ikke engang skaffe en lidende Døden.”

Hermed bekender Munk sin pastorale og menneskelige magtesløshed, og sætter et skel mellem menigheden, de troende og han, præsten, som har viden om den. Munk ser et gavnlige samspil. Munk konkretiserer det, at han hos de efterladte har oplevet den store tro, at ”Nu var det da deres eneste Trøst og Styrke, at Frelseren var til.” For dem kan troen åbne et perspektiv, som ser opvækkelsens mulighed gennem døden. Munk prædiker nu ganske højstemt med billeder som ”Guds eget varme Hjerteslag” og at de efterladte ”kunde af hans Naade gennem Taarerne smile et Paa Gensyn.” Munk kommer næppe langt fra at indføre den allegoriske tolkning, han tidligere i prædikenen afviser som usand. Munk prædiker her i et univers, hvor det lyriske sprog erstatter

”Livets træ”, en reference til Paradiset skyder op i ”Dødens Have”, som kunne referere både til jordelivet og haven, hvor Kristus blev gravlagt. Opstandelsesmotivet skaber det ”flakkende Lys i Præstens Sind til en rolig Flamme”, hvorved troen igen bliver mulig for Munk, og han forstår, ”at den kristne Kirkes Budskab til Verden var det stolteste af alle.” I mødet med døden skabes en ny erkendelse.

Helt ind i det lyriske, nærmere magisk-realistiske toneleje kommer Munk med beskrivelsen af Kristus, der som ”Evighedens Herre” vandrer over slagmarker, kirkegårde og havet. For Munk mister menneskelivets længde sin betydning i dette perspektiv. Om mennesket skal ”sove en Dag mere eller mindre” forud for opstandelsen er så uvigtigt som hvorvidt opstandelsen skete ved Nain eller ved ”Verdensdommerens Stol i Overmorgen”. For Munk er den kosmiske og apokalyptiske forventning fyldestgørende. Der refereres løst til den store flok frelste og deres lovsang i Åb 7 og til evangelieteksten, Luk 7,13.

Dette manuskript udgør formentlig en af Munks allermest komplekse prædikener. Munk indleder med en tydelig retning, men udvider undervejs i forløbet prædikenen til at behandle flere sjælesørgeriske temaer. Samtidig afslører Munk på enestående vis nogle meget interessante overvejelser omkring  Munks egen selvopfattelse som dramatiker og som præst.

Type:             Menighedsprædiken, sjælesorgsprædiken

Referencer:   Luk 7, 11-17    Enkens søn fra Nain
                        Åb 7                Den hvide flok

Temaer:         Jesus, Kristus, Nain, enke, død, opstandelse, opvækkelse, anfægtelse, teodice, mirakel, under, rationalitet