Kaj Munks prædikener - 9. søndag efter Trinitatis

Kaj Munk: Den utro godsforvalter

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække 

Afholdt:

9. august 1925

Prædiketekst: 

Lukasevangeliet 16, 1-9

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« 

Prædiken: 

X har hørt en Historie om en Mand og er falden i Tanker over den. Der var en Godsejer med flere Gaarde under sig, og en Godsforvalter til at tage sig af Gaardene. Han havde stolet godt paa denne Forvalter, men omsider kommer det ham for Øre, at han lever over Evne — han fører et flot Liv og maa tage Penge, der ikke tilkommer ham for at kunne leve saadan i Overdaadighed. Han kalder ham til sig og siger: Saadan og saadan har jeg hørt, og jeg kan se paa Dem, det passer. Vil De nu gøre Kasserne og faa afviklet alle Posterne. Og saa har De Deres Afsked uden Pension.

Alt dette er der intet mærkeligt i, hverken for vor Tid eller for X's Tid. Svindlere har der været nok af alle Dage. Men nu kommer det mærkelige; den gamle Godsforvalter gav sig ikke Fortvivlelsen i Vold. Tværtimod, han tænkte sig om, rolig og nøgtern: hvordan skal jeg nu faa Føden? Der er 2 Udveje: at søge Plads som Karl paa Landet eller gaa til Fattigvæsenet. Ingen af dem duer. Hvad duer jeg til Landbruget, jeg, gamle Menneske? jeg vil gøre en god Figur ved Roelæsning eller Grøftegravning. Og paa Fattigvæsnet — jeg i Fattiggaarden — en ynkværdig Skandale for mig og min Familie — jeg kunde ikke overleve det — en offentlig Skam. Nej, lad mig nu tænke mig om! Saa heller løbe Linen ud. Og saa er det, han sammenkalder Fæsterne og sætter Forpagtningsafgiften ned.

Det var store Gaarde, og vi kan rigtig høre Snakken summe, da det rygtes, at han er afskediget: “Det er Godsejeren, den gerrige Knark, den Blodhund, den Udsuger, han afsætter ham, fordi han sætter Kontrakten ned. Den Mortensen han var nu en gentil Mand. Han skal være velkommen hos os. Saadan en kan nemt komme i Højhed igen. Osv.

Denne Historie hører Jesus, og der falder ham noget ind: det er dog sært, som rene Verdensmenn. tit kan handle forstandigere end Troens Folk. Se, Ulykken, Sorgen kommer til troende Menn. og de bliver fortvivlede og ligesom hovedløse. Man kan lære meget af Verdens Børn, lære at være rolig og besindig, at tænke sig om, at overveje, hvad der nu er at gøre. Det er ikke endt med at bede til Gud, vi skal ogsaa handle, Gud velsigner ikke 0 . Og det er ikke endt med at handle, men troende Menn. har ogsaa Pligt til at handle med Omtanke, træffe den forstandigste Beslutning. Man kan ikke lige saadan smide hele Ansvaret over for Gud. Dernæst er X faldet i Tanker om, at det var Venner, han skabte sig. Og X's Tanke er gledet videre Aah, om man vilde skabe sig Venner med Pengene, man har — Venner til at modtage En i de evige Boliger.

Amen.

Kommentar: 

Denne prædiken er den tredje og længste udgave af Kaj Munks prædiken til denne søndags prædiken. De to foregående manuskripter til samme dag er kortere og tilsyneladende mindre gennemarbejdede og det er da også overvejende sandsynligt, at det er dette tredje manuskript, der ligger til grund for Munks afholdte prædiken i Vedersø den dag.

Evangelieteksten i Luk 16 indledes med en beretning om et hændelsesforløb, som i konteksten mest indlysende forstås som fiktivt. Jesus positionerer hverken beretningen tidsligt eller geografisk eller identificerer nogen af personerne. Munk derimod, indrammer sin prædiken i et narrativ, hvor der er tale om en virkelig situation, Jesus har hørt om. 

Munk kommenterer nu på beretningen, som tidsmæssigt og geografisk er hensat til et samfund lig Vedersø. Den utro godsforvalters navn er Mortensen og kendte fænomener som pension, fattigvæsen og forpagtningsafgift inkulturerer teksten for menigheden. En godsejer stoler på sin forvalter, som dog bliver afsløret i ar tage af kassen for at leve i luksus. Han afskediges naturligvis som svindler ”uden Pension”. Forinden skal han dog afstemme regnskaberne og benytter lejligheden til at nedskrive forpagtningsafgiften for fæstebønderne. Et ikke uvæsentligt beløb, når Munk beskriver det som ”store Gaarde”. Dermed omfattes Mortensen af forpagternes sympati, hvorimod vreden vendes imod godsejeren, som i deres perspektiv afskediger sin forvalter ikke p.g.a. svindel, men fordi han har nedsat forpagtningsafgiften. Dermed skaber Mortensen sig grundlag for ny beskæftigelse som en ”gentil Mand”. 

Årsagen til forvalterens nedskrivning af gælden, og dermed fortsatte svindel, ligger hos Munk i en bekymring for fremtiden, som ikke leder i fortvivlelse, men i kreative, nøgterne overvejelser om, hvordan han skaber sig en platform for videre liv. Munk beskriver to uønskede scenarier, ”at søge Plads som Karl paa Landet eller gaa til Fattigvæsenet.” Arbejdet med ”Roelæsning eller Grøftegravning” er hårdt, og forvalteren er ikke stærk. ”Fattiggården”, som medfører offentlig vanære for forvalteren og hans familie. Fattiggårdene blev først afskaffet ved socialreformen efter Kanslergadeforliget i 1933, så endnu var Munks eksempel relevant. 

Munk har nu beskrevet forvalterens dilemmaer og handlemønster i en samtidsrelevant dramaturgi. Hermed når han frem til Kristi budskab, som opmuntrer den troende til ikke at blive fortvivlet, handlingslammet eller panisk når sorg og ulykke rammer, men derimod at ”lære at være rolig og besindig, at tænke sig om, at overveje, hvad der nu er at gøre.” De ”rene Verdensmenn.”, hvorved forstås de ikketroende, kan være gode til at undgå fortvivlelsen gennem at handle. Den tilgang bør mennesket lade sig inspirere af, for ”Gud velsigner ikke 0”, altså ingen handling, men derimod at agere. Den troende også pligtig at handle med omtanke og forstand, for Gud kan ikke bruges som figenblad for at slippe eget ansvar. 

Nu konkretiserer Munk igen inden slutningen. ”Dernæst er X faldet i Tanker om, at det var Venner, han skabte sig.” Ganske kort går Munk ind i den klassiske, lutherske forståelse Luk 16, hvor den troende bør skaffe sig venner med sine penge ligesom den utro forvalter. Hvor evangelieteksten taler om den ”uærlige mammon”, fordi den er blevet til ved svindel, kommenterer Munk ikke dette aspekt. Venskabet forbindes til gengæld eskatologisk og hinsidigt med mennesker, som derigennem tager imod i ”de evige Boliger”, som med en direkte reference til teksten refererer til den kristne forestilling om Himlen.

Om prædiken

Type:    Menighedsprædiken
Referencer:    Luk 16,1-9        Den utro gudsforvalter    

Temaer:    Jesus, Kristus, forvalter, godsforvalter, utro, svindel, penge, Himlen