Kaj Munks prædikener - Påskedag

Kaj Munk: Den store opstandelse

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til påskedag, 2. tekstrække.

Afholdt:

20. april 1930

Prædiketekst:

Matthæusevangeliet 28,1-8

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Prædiken:

Det er jo underlige og store Ting, vi Kristne fejrer Mindet om i Dag, saa underlige og store, at vi siger, de er uden Mage og vil forblive det. Vi tror i den Grad paa Regelen ingen Regel uden Undtagelse, at vi end ikke tror paa, at ingen er vendt tilbage fra de Døde. Undtagelsen er det, siger vi — en eneste — ikke færre og flere. Kommer de og fortæller os, at i Oldtiden skete det med Kæmper og Halvguder, saa svarer vi: Sagn, ofte kønne og dybe, men Sagn, ikke Sandhed. Vil det staa i Avisen nu, at paa Bornholm eller i Italien var en død opstanden, vilde vi sige Sensation,

Opdigt. Ja, hvis en mægtig Gudsmand fik Lov til at oprejse en fra de Døde, en af de just hensovede, det kunde man bilde mig ind. Det har Elias og Peter og Paulus med, og jeg kender ikke saa nøje Skel ml. Liv og Død eller nøje Besked om den Dødes Liv. Men at Liget selv staar op af Graven, det er sket med X og med ingen anden og vil ikke ske med andre. — Ja Tak, hvor ved vi nu fra, det er sket? Dybt fortvivlede Disciples Taagesyner gennem Taarer, hysteriske Kvinders forvirrede Fantasier — er det egentlig andet, der er sket. Disse Engleskikkelser og Aanderøster — vi har aldrig set Engle eller hørt Aander. Hvordan ved vi, at det er andet end Sorg og Ophidselse, der slaar sammen i et synsk Hysteri.

Det ved vi heller ikke, kære kristne Venner, det ved vi heller ikke, lad os holde fast ved det, vi ved ikke at Jesus er opstanden. Vi ved, at han selv vidste at han vilde og havde forkyndt det aabenlyst, som hans Fjender sikrede sig Ligsynsattest, stillede Vagt om en besejlet Grav efter at have givet ham Spydstik i Siden. Saa ved vi, at disse Disciple pludselig slog om fra Opgivelse af alt til Kraft og stor Jubel idet de alle som en kom til Troen paa, at han var visselig opstanden, det, de havde glemt han vilde, fordi hans Død havde været saa fuld af Virkelighed. Ja, vi kan nok sige, at de vidste han var opstanden, men vi ved det ikke — vi enten tror det eller ikke tror det. Vi tror det — og det er os ikke underligt; thi hans Liv var som ingen andens, saa blev hans Død det da ogsaa. Som hans Liv var fuldt af Evighed, blev hans Død fuld af Opstandelse. Synligt for alle troende skulde det opleves, at gennem Lidelse og dyb Fornedring gik der Vej til Kraft og Herlighed — og de saa det og de vidste, han var opstanden, og de troede, han tog Sæde ved Almagtens højre Haand.

Uendelig Festdag i Jordens Historie, da Kød og Blod sprængte den Skæbne, det fødtes til. Men ve over jer I slappe og ligeglade, der hører Paaskeevangeliet uden at jeres Hjerter slaar derved. Kirken slæber paa et Ros af Medlemmer, der intet andet har med Kirken at gøre end møde der af gammel Skik til Højtiderne og klage over Kirkeskatten og blive kørt derhen i en Kiste engang. Kunde vi komme af med disse Mennesker, blive fri for deres Kirkeskat og deres træge Klamhed, vi har ikke bedt dem være med og ingen holder paa dem, ogsaa i dette Sogn er der Folk, det var godt om de meldte sig ud, naar de dog ikke vil være med med Liv og Sjæl — maaske vi andre blev mere vaagne af det, mere stærke i Sammenholdet:

Kære Kristi Venner, vi kan ikke faa Del i X's Opstandelse, hvis vi ikke allerede, mens vi lever, har Del i den, tyer til den i Troen og trænger til at prise ham for hans Daad. Gud give nogle af os en Paaske i Aar, hvor det brænder igennem i vor Sjæl, han er visselig opstanden og det er ham, vi skal møde som vor Dommer engang, naar vi selv kaldes op. Gudskelov for det. Lad os da berede os til den sidste store Glædes Paaske.

Amen.

Kommentar:

Ovenpå prædikener til skærtorsdag og langfredag 1930, hvor Munk hovedsageligt berører klassiske, teologiske temaer omkring nadveren of forsoningen, følger nu en stilistisk mere sprudlende påskeprædiken.

Prædikenens første halvdel indledes dog igen i den mere argumenterende form. De kristne mindes om en begivenhed, som er mageløs i ordets bodstavelige forstand, både nu og i fremtiden. Munk beskriver, hvordan det moderne, rationelle menneske tror på naturlovene, men dog tillader en enkelt undtagelse fra reglen om dødens irreversibilitet. Den mytiske oldtids ”Kæmper og Halvguder” tælles som sagn, hvor en nyhed fra Bornholm eller Italien ville skabe sensation. Munk medgiver ikke at være medicinkyndig, og at bibelske personer som oprejser en netop afdød kunne muligvis antages, men at ”Liget selv staar op af Graven” er en historisk engangshændelse kun for Kristus.

Munk tiltaler nu tilhørernes tvivl. Disciplenes fantasier, engleskikkelser, ”hysteriske Kvinders forvirrede Fantasier”, som her formentlig skal forstås som de mandlige disciples reaktion, da kvinderne vendte tilbage fra den tomme grav. Hvordan ved vi, at det er andet end Sorg og Ophidselse, der slaar sammen i et synsk Hysteri”, spørger Munk retorisk.

Munks svar er, at det ikke er verificerbart. Der er dog argumenter for sandheden: Kristus talt futurisk om sin opstandelse. Der var ”Ligsynsattest”, hvorved Munk nok tænker på spydstikket i Kristi side for at bekræfte hans død. Der var vagterne ved gravhulen, som så til, at ingen fjernede liget En anden række argumenter centrerer sig om disciplenes reaktion: At de gik fra ”Opgivelse af alt til Kraft og stor Jubel” med troen på , at  Kristus var ”visselig opstanden” en reference til den Ortodokse Kirkes tradition med at udråbe et græsk ”Alithos Anesti” af denne betydning påskemorgen. Af gru havde disciplene glemt løftet om opstandelsen. Nu blev de overbevist.

Munk tilknytter opstandelsen nogle ekstra elementer som beskrivelse af Kristus: ”Som hans Liv var fuldt af Evighed, blev hans Død fuld af Opstandelse.” Samtidig giver opsandelsen den åndelige lære til de kristne, at ”gennem Lidelse og dyb Fornedring gik der Vej til Kraft og Herlighed.”

I prædikenens 2. halvdel springer Munk fra det argumenterende til det kerygmatiske, det udråbende. ”Kød og Blod sprængte den Skæbne, det fødtes til”, hvormed Munk understreger Kristus som dødens banemand, hvorfor påsken er en ”uendelig Festdag i Jordens Historie”. Denne klassiske, kristne tanke er nu anslag for en veritabel domstale, hvor det ”Ros af Medlemmer” i Folkekirken, for hvem påsken ikke er en hjertesag, øsnkes ud af kirken med deres ”Kirkeskat og deres træge Klamhed”. Munk er barsk og direkte på en måde, som minder om Søren Kierkegaards udtryk i pamfletterne ”Øjeblikket”, som Munk læste i studentertiden. Dommen gælder også i Vedersø Sogn, hvor ”der Folk, det var godt om de meldte sig ud, naar de dog ikke vil være med med Liv og Sjæl”. Ikke blot hører de ikke til i kirken, men deres fravær ville skabe fornyet vækkelse og sammenhold.

Til afslutning tiltaler Munk menigheden med et af de folkekirkelige nadverritualers indgangsord, ”Kære Kristi Venner”. Munk slår fast, at den evige betydning af for den enkelte af Kristi opstandelse hænder sammen med den nuværende tilknytning til ham i tro og lovprisning. Munk udtrykker sit ønske om, at budskabet i denne påske må brænde ”igennem i vor Sjæl, han er visselig opstanden og det er ham, vi skal møde som vor Dommer engang, naar vi selv kaldes op.” Menigheden må forberede sig på ”den sidste store Glædes Paaske”, som for Munk formentlig er Kristi genkomst.