Kaj Munk: Den gode hyrde

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 2. søndag efter påske - 1. tekstrække

Afholdt:

Denne artikel er en del af dette tema:
Kaj Munk
Kaj Munk

26/5 1925 Vedersø Kirke

Prædiketekst: Johannesevangeliet 10,11-16

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«
 

Prædiken:


Den gode Hyrde 1) han leder Faarene og 2) han værner dem leder dem bort fra de Egne, hvor alt er Tomhed og Had og Fortrædelighed og hen til de Egne, hvor der er Næring og Lunhed og gode Kaar — saadan leder da X sin Hjord, leder den bort fra den Ørkesløshed og Daarligdom, der blev de andre til Del, og leder den til Sjælefødens rige Græsgange, til sin Tro, sin Trøst, sin Mening i Tilværelsen, sit Nadverord, sit Ord, Bønnen, Velsignelsen, Renheden og Godheden. Men han værner den ogsaa, værner den mod Fristelsen og Faldet og den endelige Undergang, værner den, som aldrig Lejesvenden, kun Hyrden gør det, fordi det er hans Ejendom

Lever da vi Kristne i Herlighed og Tryghed. Baade Ja og Nej. Vi har jo den bedste Hyrde, men selv den Bedste Hyrde kan ikke i denne Verden klare alle Besværligheder med en vanskelig Hjord! Og vi tilstaar det ærligt, vi forvilder os ofte, kommer tit til Skade, men vi ved dog alle forvisst, at saa længe vi blot vil bære hans Navn, høre til hans Hjord, da vil han finde os atter og atter, hjælpe os igen og igen, og ad denne Verdens smalle Klippestier og tornede Veje vil han føre os til Himlens sikre Fold, dêr, hvor vi for evigt skal leve i Herlighed og Tryghed.

Amen

Kommentar: 


I denne tidlige Munk-prædiken tager han livtag med en af de mest centrale, kristologiske evangelietekster: teksten om den gode hyrde fra Joh 10. En tekst, som Munk formentlig på forhånd var ganske fortrolig med fra sin studietid og ikke mindst sin barndom i missionshuset i Maribo.

Ud fra prædikenens opbygning er det tydeligt, at Munk tænker sig en simpel opbygning: på den ene side livet med Kristus, på den anden side uden. Formen er uformel og omfatter i virkeligheden kun et delvist manuskript. Munk er formentlig i gang med at udvikle en prædikestil, hvor han i de kommende år frigør sig fra manuskriptet. 

Munk springer direkte til teksten. Hyrden identificeres først senere med Kristus (”X”), men meningen er klar; hyrden leder fårene, i klassisk forståelse menigheden bort fra det onde imod det gode. Munks indledende 1) og 2) synes unødvendigt, da ledelse er det overordnede tema, og det at værne (2)) synes indbefattet i selve dette tema. Fårene ledes bort fra det onde (”Tomhed og Had og Fortrædelighed”) mod det gode (”Næring og Lunhed og gode Kaar”). Senere gælder det ”Ørkesløshed og Daarligdom”, som Munk beskriver som en almen erfaring. Hos den kristne, til gengæld, findes alt det gode, som i Munks optik har nær kobling til det traditionelle, aktive trosliv, som det udleves i Folkekirken, men også til begrebsmæssige dyder som godhed og renhed. 

Hyrden værner sin flok, menigheden, mod i de kristen forstand væsentlige tildragelser som (moralsk) fristelse, (moralsk) fald, og ”endelig Undergang”, der må forstås som et udtryk for en klassisk fortabelsestanke. Hyrden er ikke ”Lejesvend”, men har en ejendomsrelation til menigheden. 

Ovenpå disse løfterige tilsagn problematiserer Munk nu sin hidtidige dikotomi: Menigheden har hyrden, men hvis det er en ”vanskelig Hjord” løser det ikke alt. Trygheden er udfordret p.g.a. mennesket, som ofte ”forvilder” sig, med en henvisning til billedet af et får. Men som bærere af kristennavnet får menigheden uafladeligt støtte fra den gode hyrde (Kristus) til at bevæge sig af ”Verdens smalle Klippestier og tornede Veje”, hvilket billedligt beskriver menneskelivets udfordringer, selv for den troende. Målet er ”Himlens sikre Fold”, hvor menigheden kan leve trygt i evigheden.

I sammenligning med Munks øvrige prædikener fra perioden er det bemærkelsesværdigt, at stedfortrædermotivet er fraværende. Forkyndelsen af Kristus, som den gode hyrde, der ofrer sig for menighedens får, underordnes her andre perspektiver, som mere tiltaler det personlige kristenliv. På et eksistentielt plan tiltales behovet for tryghed. Endelig må det bemærkes, at prædikenen i sin korte form formentlig er blevet suppleret med spontane tilføjelser ved afholdelsen. 
 

Om prædikenen

Type:             Menighedsprædiken
Referencer:  Joh 10,11-16    Den gode hyrde
Temaer:        Den gode hyrde, hyrde, får, Himlen, fristelse, tryghed