Kaj Munks prædikener - 13. søndag efter Trinitatis

Kaj Munk: Den barmhjertige samaritaner

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække 

Afholdt: 

24. august 1941

Prædiketekst: 

Lukasevangeliet 10,23-37

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« 

Prædiken: 

Der dannede sig engang et religiøst Parti, der kaldte sig ell. kaldes Libertinere. De gik ud fra, at de kunde gøre, hvad de vilde, for de var jo dog Guds Børn. Man kan kaste, sagde de, en Guldklump i en Rendesten, og den vil dog blive ved at være det samme ædle Metal den er. Saaledes kan Guds Børn ogsaa kaste sig i Rendestenen, besudle sig og svine sig til — de vil dog stadig være Guds Børn. Hvad der for andre var afskyeligt og Undergang, det spiller slet ingen Rolle for dem. Naar man engang er tvættet i Lammets Blod, er det gjort saa grundigt, at man aldrig mere kan snavses til. Og saa levede de deres vilde Liv i Drik og Hor og raabte: “Se, vi er rigtig Guds Børn, for vi har endog Mod til at begive os midt ud i Synden — hvad har I?” Forunderligt, forunderligt, hvad Menneskeaanden dog kan hitte paa! — Nu om Dage er der dog visst ingen der fører slig Tale. Men om den ligger saa forfærdelig fjern fra Menn.'s Tanker, er jeg ikke saa viss paa. Det skal nok være en ret udbredt Forvissning, den: “Det gaar magelig. Vorherre tager det ikke saa slemt. Vi er nu engang, som vi er, og vi kommer nok i Himlen.” Det er endda en ret fremskreden Gruppe af døbte, der er kommen saa vidt, at de tænker saadan. For Flertallet har det dog visst saadan, at de ikke engang spilder en Tanke paa Himlen. Ja, jeg ved det ikke, men jeg har en Anelse om, at der er en Mængde Mennesker, der har det saadan, at de regner med, at en, der er død, han er død. Nej, men denne første Tankegang, at Himlen det er saadan noget, som man faar som én Extrapresent af Vorherre, helt uafhængig af Livet, vi levede her, ja, den Tankegang maa de Folk, der nærer den, virkelig selv tage Ansvaret for. Jesus har i hvert Fald atter og atter frasagt sig den. Ikke den, der siger Herre Herre, men den, der gør — — — Og i Dag siges det med rene Ord for Pengene, at det at gøre sin Pligt og det at fyldes af Livet, det er 2 Ting, der hænger ganske nøje sammen, efter hans Regnebog. Naar man selv er naaet til Forstaaelsen af, at der er en Lov, man hylder, at der her i Verden er noget, man føler som det rigtige — at saa begaar man Sjælemord over for sig selv ved ikke at følge dette, at lyde dette, at øve dette. Saaledes dræbte Præsten og Levitten det evige Liv i dem selv ved at vige uden om, i St. for at ville igennem. Det er umuligt at bruge disse Ord uden at komme til at tænke paa Ibsens Per Gynt.

Saa gælder det da om for os at drage Livets Lære af Sandhedens Ord; det gælder for os om ikke at ville over Vanskelighederne og Pligterne eller uden om dem; men at ville igennem; at staa fast, just naar vi fristes; at minde os selv om Glæden, naar vi betynges af Sorgen; at gaa ind under Pligten, naar den synes os streng og styg. Er der et Folk paa Jorden, der gør det, saa er der ogsaa et Guds Folk, et Folk forskelligt fra de andre. Jeg vilde gerne være forskellig fra de andre i denne Ting.

Amen.

Kommentar: 

I denne prædiken fra et Kaj Munks første præsteår, 1925, sætter Munk fokus på menighedens pligt til at følge Kristi ord. I de fleste kirker ville der givetvis være prædiket temmelig konkret om den kendte lignelde om den barmhjertige samaritaner. Munk undgår resolut nogen videre beskæftigelse med denne perikope og refererer kun til den hen imod slutningen: ”Saaledes dræbte Præsten og Levitten det evige Liv i dem selv ved at vige uden om, i St. for at ville igennem.” Munks ærinde lader nemlig til på én gang at være konsistent med teksten, og samtidig bevidst at undgår eller omgå det kendte narrativ.

Munk indleder med en kontrafaktisk historie, nemlig oprettelsen af et libertinsk religiøst parti. Referencen til de religiøse partier kan være nærliggende for den bibelkyndige, hvor farisæerne og sadukæerne spiller en væsentlig rolle i det Nye Testamente. Imidlertid kan Munk også med ”et religiøst Parti” henvise til hans samtids kristne grupperinger, som væsentligst omfattede grundtvigianere, tidehvervsfolk og missionsfolk. Libertinismen har som radikalt,  moralsk frigjort eller udsvævende, navnlig på det seksuelle område, formentlig haft en indledende negativ klang hos Munks menighed i Vedersø.

Munk beskriver da også, hvordan det religiøse parti libertinerne lever ”deres vilde Liv i Drik og Hor”. For Munk ligger den primære problematik dog ikke her, for ”Guds Børn” kan handle på samme, forkastelige vis. Det særlige ved libertinismen er dens postulat, at Guds nåde annullerer synden. At en ”Guldklump i en Rendesten” ikke essentielt forandres, ”vil dog blive ved at være det samme ædle Metal…” På den måde bliver den moralske vandel uvæsentlig, da mennesket som ”tvættet i Lammets Blod” netop kan glæde sig over sin tro, at vedkommende allerede er ren, og derfor frimodigt kan synde videre. Munk forudsætter her et klassisk kristent syndsbegreb og problematiserer, uden specifikt at nærme det, en vis vulgærluthersk forståelse af Martin Luthers kendte og jævnligt misbrugte dictum ”synd tappert.” 

Der er dog ingen, som i samtiden prædiker sådan, fremhæver Munk. Alligevel går han videre og bekræfter, at den libertinske forestilling er almenmenneskelig, at “Det gaar magelig. Vorherre tager det ikke saa slemt. Vi er nu engang, som vi er, og vi kommer nok i Himlen.” Døbte kan navnlig tænke sådan, hvorved Munk måske inspireres af Søren Kierkegaard i de af Munk i studietiden læste pamfletter ”Øjeblikket” (1855). Himlen er en ”Extrapresent af Vorherre”, som ikke har nogen forbindelse med individets livsførelse. Men Kristus afviser dette i Mat 6,46: ”Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?” Man begår ”Sjælemord over for sig” ved ikke at lytte til sin samvittighed, nemlig ”noget, man føler som det rigtige…” Munk fremhæver altså ikke Bibelens konkrete bud her, men den enkeltes erkendelse. Præsten og levitten i evangelieteksten Luk 10 ignorerer det indre kald og dræber dermed ”det evige Liv i dem selv”. Om dette skal forstås psykologisk, åndeligt eller eskatologisk er ikke tydeligt. De to ville gå uden om deres gudgivne opgave, hvilket Munk relaterer til Henrik Ibsens versdrama Peer Gynt (1867). som beskriver en ansvarsløs drømmer og eventyrer, som svigter andre.

Munks opsamlende ord formaner menigheden til ikke at undgå sine pligter, hvilket fremhæves ud fra ”Livets Lære af Sandhedens Ord”, nemlig det af Bibelen inspirerede levede livs erfaringer. Menigheden må ikke lade sig friste til at gå uden om pligten, også ”naar den synes os streng og styg”, men minde sig om glæden samtidig. Et folk, så på denne måde ser til sin pligt, er på en særlig måde særligt og tilknyttet Gud som hans ”Folk”. Munk ønsker selv, at være del af et sådant folk. 

I denne prædiken stiller Munk skarpt på en tro, som undviger ansvar. Dette ses mere tydeligt i de senere, besættelsesprædikener, men er allerede et tema i 1925. Tematisk minder Munks prædiken i kort form om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffers senere tale om ”den billige nåde” i ”Efterfølgelse” (1937).

 

Type:    Menighedsprædiken, formaningsprædiken

Referencer:    Luk 10,23-37    Den barmhjertige samaritaner
Mat 6,46        Hvorfor siger I Herre Herre?

Temaer:    Jesus, Kristus, efterfølgelse, pligt, samaritaner, libertiner, Luther