Kaj Munks prædikener - Skærtorsdag

Kaj Munk: Brødet, vinen og pagten

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til skærtorsdag, 2. tekstrække

Afholdt:

17. april 1930

Prædiketekst:

Johannesevangeliet 13,1-15

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« 

Prædiken:

Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod. Saadan lyder de Ord, Børnene har sværest ved at forstaa i Nadverindstiftelsesordene. Det kommer dels af, at der er 2 ukendte gamle Ord i dem: Kalk og Pagt. Men selv om vi siger Bæger og Kontrakt bliver Meningen uklar. Alt det andet forstaas let, at han tog Brødet, det hvide hele Brød foran dem, holdt Bordbøn mens han ærbødigt holdt det i sin Haand (Ærbødighed for Brødet, det kostelige daglige Brød) og han brækkede Stykker af (de kendte jo ikke Bordknive dengang og rakte det rundt), at det var hans Legeme, ja, det forstaar Børnene jo ikke, men det ved de godt, at ingen forstaar, og at det ikke skal forstaas, men det er en hl. Hemmelighed, vi skal tro paa og bøje os for, og at han sagde, at de for Fremtiden skulde bære sig saadan ad og tænke paa ham — at han dernæst tog Vinen og bar sig omtrent ligesaadan ad — ja, det er let at modtage altsammen.

Kun disse Ord er højtideligt uigennemsigtige: Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, som udgydes for eder til Syndernes Forladelse. Lad os nu bede Gud tale til vort Hjerte om disse Ord: denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod — og saa i Morgen om “som udgydes for eder til Syndernes Forladelse. — Der har været talt meget om, om Jesus virkelig vilde bringe en ny Religion, om han var klar over, at det var, hvad der vilde komme ud af hans Liv og Lære: en Kristendom, om han ikke snarere mente, at han var en Profet og Reformator i sit eget Folk og ikke derudover, ex. Jeg er udsendt til de fortabte Faar af Israels Hus — ikke tage Brødet fra Børnene og kaste det for Smaahundene. Nogle har saa ment, at maaske klarede det sig for ham, mens Tiden randt, at han havde et endnu videre Kald end han fra først af mente, at han var ikke Palæstinas, men Jorderiges Frelser og Herre.

Lad nu dette være kommen til ham, som det kan — saa er det i hvert Fald saadan, at i Dag, Skærtorsdag, Dagen før Døden, Maaltidet før hans Bøn om hin anden Kalk, han vidste var iskænket ham og som han tiggede sig fri for og saa tømte, da vidste han i hvert Fald, at hans Opgave var større end alle Profeters, nemlig den at stifte en ny Pagt mellem Støvet og Evigheden, en ny Pagt, Bestemmelse, Forhold, ja, et nyt Forhold ml. Menn. og Gud. (Og her er intet, der tyder paa, at Menn. er blot Jøden alene) En ny Pagt — hvor var da den første — den kan vi læse om i Første Mose Bog 17. Hvad er nu Pagten der? At Gud paa sin Side vil være Abrahams Gud, give ham Slægt og Land og være hans Gud og at Abraham paa sin Side skal vandre for Guds Ansigt og være ulastelig.

Dette Forhold ml. dem skal betegnes ved Omskærelsen af hver enkelt. Ved en Operation af alle Drengebørn vies Pagtens Indgaaelse; som Slaven bærer sin Herres Navn indbrændt, flyder der her Blodet og Abraham og hans Folk har Guds-Tegnet indskaaret paa sig. Dette er den første Pagt ml. Gud og Menn. Jesus ved, at han er kommen for at oprette en ny og dybere. Den var skøn, den første og stærk og streng, men det var dog for en stor Del jordisk Velsignelse, den tilstræbte og Menn. var immer Tjener og Gud Herre.

Hvad er nu Jesu nye Pagt? Ja, det er Syndernes Forladelse, det er Gud, der er den ene givende, det er Abrahams Ulastelighed, der nu er en hullet Klædning — det som da den blev til — saa strider Jesus den gaadefulde Kamp for os for at det kunde skiftes om — for at Pagten kunde blive til et Gavebrev — for at vi kunde naa til et Barneforhold til Ham over Stjernerne i Stedet for et Tjener og Slaveforhold — et Forhold, han, Sønnen, gav sit Blod for, og hvis Tegn sættes aandeliggjort i vore Sjæle ved Daabens Renselse og ikke i vort Kød ved vort eget Blods Flyden. Saa gaa igen i Dag ind under den nye Pagt til Syndernes Forladelse og hans Ihukommelse.

Amen.

Kommentar:

Denne prædiken falder i den periode af munks prædikenskrivning, hvor fokus er på det dogmatiske, belærende frem for på den frie, inspirerende forkyndelse. Således lægger denne skærtorsdagsprædiken et snit, som er mere båret af traditionen og teologien end hos den mere modne prædikant Munk.

Munk indleder med en gennemgang af nadveren set fra barnets perspektiv. Termerne ”kalk” og ”pagt” er ukendte for de fleste børn og må sprogligt moderniseres, hvorimod selve nadverberetningen er ligetil.  Munk kontekstualiserer for de tilstedeværende børn ved at omtale det kendte ”hvide hele Brød” og sætte det ind i en ramme af børbnønnen. Hermed kobles nadveren til familiens daglige trospraksis og Munk understreger beretningens fortidighed med, at de brød brødet, da ”de kendte jo ikke Bordknive dengang”.

Selve nadverelementernes forvandling er uforståeligt, hvilket er meningen. Det er eh ”hl. [hellig] Hemmelighed, vi skal tro paa og bøje os for…” Indstiftelseordene er ”højtideligt uigennemsigtige” og man må bede Gud tale igennem dem.

Munk henviser nu til et af samtidens teologiske spørgsmål; ”om Jesus virkelig vilde bringe en ny Religion, om han var klar over, at det var, hvad der vilde komme ud af hans Liv og Lære”? Spørgsmålet, om Kristus oprindeligt så sig selv som ”Profet og Reformator i sit eget Folk” og ikke som global frelser. At han først med tiden bevægede sig fra det lokale perspektiv til at se sig som verdens frelser. Munk refererer bl.a. til mødes med den kanaanæiske kvinde i Mat 15.

Munk vender nu tilbage til skærtorsdags-temaet. Koblingen til langfredag understreges i udtrykket ”Dagen før Døden” og en sammenligning mellem nadverkalken og den kalk, Kristus i Gethsamane Have beder om, at han må blive skånet for at drikke i Luk 22 og Mat 26. Her var ingen tvivl om Kristi globale kald: ”da vidste han i hvert Fald, at hans Opgave var større end alle Profeters, nemlig den at stifte en ny Pagt mellem Støvet og Evigheden…” Det er ikke kun for jøderne, men for alle. Den nye pagt, som erstatter pagen i 1 Mos 17, hvor omskærelsen bliver pagtstegnet på at ”Gud paa sin Side vil være Abrahams Gud, give ham Slægt og Land og være hans Gud og at Abraham paa sin Side skal vandre for Guds Ansigt og være ulastelig.”

Omskærelsen moderniseres som et operativt indgreb og lignes med en brændemærket slave, uden at Munk dog her forholder sig etisk til denne historiske praksis. Munk identificerer nu den den gamle pagt som skøn men streng, tilknyttet ”for en stor Del jordisk Velsignelse” i en relation hvor ”Menn. var immer Tjener og Gud Herre.” Den nye pagt ved Kristus er dybere. Her er Gud ”den ene givende”, pagtsaftalen erstattes af et ”Gavebrev” og der etableres et ”Barneforhold til Ham over Stjernerne i Stedet for et Tjener og Slaveforhold”. Munk henviser til dåbens åndelige renselse og modstiller omskærelsens krav om blodsudgydelse til Kristus, som selv giver sit legeme og blod. 

I dette ret tunge, teologiske afsnit er det som om, at Munk gennemspiller de klassiske, lutherske positioner omkring sakramenterne, om end Munk intetsted henviser til reformatorer eller kirkelærere, men i tråd med Munks indremissionske opvækst langt overvejende trækker på bibelsk materiale.

Prædikenen slutter med en ganske kort opfordring til menigheden om, at ”gaa igen i Dag ind under den nye Pagt”, hvorved Munk nok både forstår den fysiske deltagelse i nadverritualet og den personlige modtagelse af den åndelige pagtindgåelse, som afspejles heri.