Kaj Munks prædikener - 3. søndag i Advent

Kaj Munk: Advent og Jesu genkomst

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 3. søndag i advent, 2. tekstrække

Afholdt:

13. december 1925

Prædiketekst:

Lukasevangeliet 1,67-80

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. 

Prædiken:

Det sker endnu den Dag i Dag, at tænksomme spørger: Er han virkelig X? Det synges saa let: raader Bod paa alle Savn. Men — vi har jo Savnene endnu.

Vi bliver syge, og hvad værre er: vi frygter for Sygdom. Vi mister vor Slægt, vore Venner, og hvad værre er: vi græder over dem ved Graven. Vi har Ufred i Sindet og faar ikke Fred. Vi fristes, og vi falder, Livet er saa fuldt af Vanskeligheder, og alt for ofte bukker vi under for dem i St. for at tænke over dem. Er Jesus da kommen, ell. skal vi vente en anden?

Saadan spurgte de ham dengang — endog Johs i Fængslet blir tvivlraadig. Og paa en Maade; kunde de tvivle dengang, hvor meget mere vi nu. Jesu Svar dengang er som nu: Mine Gerninger taler for mig. Angrib en Politiker, en Præst nu om Dage, og hør, han vil strax begynde at sige en hel Masse til sit Forsvar. Det bruger Jesus ej. Selv over for Pilatus var han taus. Se paa mine Gerninger, lad dem tale for mig, det er bedre end Ord. Saa vender vi os da derhen, hvor hans Gerninger sker, hen til de troende; og dér ser, hvordan Menn. hjælpes i Jesu Navn — saa de sejrer i Fristelsen eller rejser sig efter Faldet, saa de fyldes med Tro i Sygdommen, saa de smiler i Døden.

Saa forstaar vi da, at saa er Skylden ikke hans, men vor, naar vi staar tilbage; at vi holdes i Uvisshed, fordi vi blot nyfigent spørger: Er du Guds Søn. Og vi forstaar, at den Dag det bliver Livs og Døds Alvor for os, da vil vi ogsaa faa det at mærke, at vi er hans Faar, vi hører hans Røst, vi skal aldrig fortabes, thi vi er eet m. Gud.
Paa 3 Maader forholder Menn. sig over for Talen om Herrens Genkomst. 

I) Der er dem, den faktisk ikke angaar, den er for dem Tale ud i det blaa; de vender sig helt fra den, regner aldrig med den, eller skænker den en Tanke nu og da; derved maa den klare sig — alle disse Menn. kommer i samme Gruppe, med den forholder det sig ens. Ikke at tro paa den og spotte den kan komme ud paa eet med at tro paa den og aldrig regne med den — for det er at spotte den i sit Liv, i sin Gerning; og er det ikke lige slemt, saa er det snarere værre at spotte i Gerning end i Ord.

II) Det er dem, der regner med den og frygter saare for den; det er de religiøse, der ikke er kristne, kristne i evangelisk Forstand, kristne af Guds Naade. Rædslen for X, der kommer som Dommer over levende og døde afholder dem fra mangfoldige Synder, lige fra Mælkeforfalskning til Utugt.

Rent jordisk set er det jo godt for Samfundet, at slige Sjæle ikke faar deres Skarnsstreger sat i Værk. Men dybt kristeligt har det ingen Værdi, at Menn af Frygt lader sig afholde fra det onde, hvis ikke denne Frygt hænger nøje sammen med Hengivenhed, Kærlighed, der saa atter tilskynder til det gode. Der prædikes stundom, som om det ene var Frygt, det kom an paa. Guds Vrede og Helveds Straffe males da med levende Farver. Det er ikke X's Forkyndelse, det er gammel Jødedom. Men det er ogsaa galt at prædike, som om det hele var Sødsuppe og Gud til syvende meget rar og omgængelig. Der er en Livs Lov, som selv Gud ikke kan komme uden om, bl.a. og mest fordi Gud selv har skrevet den; det er den, at ondt og ondt hører sammen — at den, der er ond faar det ogsaa ondt — at Synder sætter Frugt i Smerte. Denne Frugt maa høstes, og lykkelig de Menn., der høster frivilligt — d.v.s. selv tager Smerten, sørger selv og pines selv af det onde, de har gjort og gør d. e. vælger Angeren. De Menn., der ikke høster frivilligt, der ikke selv angrer, de faar Høsten af Gud, om de end slipper fra Smerten i dette Liv, saa sidder den taalmodig og venter paa dem, de har Smerten til gode. Smerten snyder man sig ikke fra; der gaar ingen Vej ind i Paradiset uden gennem Smerten.

III De, der glæder sig til Genkomsten, det er de Guldkristne — mange Slakker iblandt, men vi kan renses — — jeg er saadan en Guldkristen, kan du ikke se det paa mig? Næ, det kan jeg heller ikke, men jeg fortrøster mig til at Jesus kan. Og han er den store Polerer, der faar Guld til at skinne.

Amen.

Kommentar: 

Her er tale om en af Munks tidlige adventsprædikener. Evangelieteksten er fra Luk 1 og indeholder det kendte, lyriske afsnit kendt som ”Zakarias lovsang”, som er en lovprisning af Guds plan og handling i forhold til Johannes Døberen og siden Kristus. Munk refererer dog ikke til evangelieteksten i sin prædiken, men lader selve det generelle adventstema omkring Kristi genkomst være det teologiske omdrejningspunkt.

Hvor Munks prædikener sjældent er udpræget systematiske i deres opbygning, har Munk her en klar disposition. Efter nogle indledende analyser af menneskets situation i verden fremføres tre forskellige perspektiver, ud fra hvilke mennesket kan betragte Kristi eskatologiske, endelige genkomst.

Undervejs gør Munk sig tanker om såvel menneskelivet i den faldne verden, som ikke er genoprettet ved Jesu komme til jord, om hvordan mennesket erfarer Guds væsen, og om hvordan buskabet om genkomsten kan modtages forskelligt. Særlig interessant er Munks overvejelser om smerte som syndens konsekvens, der med nødvendighed må antages i livet eller erfares i evigheden.

Munk indleder dog med en udpræget empatisk, sjælesørgerisk refleksion.  ”..Tænksomme spørger: Er han virkelig X?” Munk understreger spørgsmålets karakter af at være på én gang nutidigt og evigt.  Paradokset beskrives, at på én gang lovprises forestillingen om, at Kristus råder ”Bod paa alle Savn”, og samtidig savner mennesket stadig. Munk nævner eksempler: sygdom, sygdomsfrygt, tab af familie og venner, sammen med åndelige fænomener som ufred og fristelse. Da livet nu ikke er blevet anderledes rejses spørgsmålet, om der kommer en anden end Kristus?

Munk refererer nu til 2. tekstrækkes evangelietekst, Mat 11,2-10, som omhandler Johannes Døberens tvivl om Jesu guddommelige identitet. Årsagen til, at Munk refererer til denne tekst, men ikke direkte til evangelieteksten fra Luk 1, Zakarias lovsang, er uklar. Måske skyldes det simpelthen det tema, Munk havde lyst til at prædike over. 

Ligesom Kristus i Mat 2 henviste Johannes til at betragte Kristi handlinger henvises den troende til at gøre det samme. Det er i erfaringen, han kendes Kristus forsvarer sig ikke med ord, som bl.a. politikere gør. Eksempelvis undlod Kristus at svare Pilatus, Joh 19,8. Derfor skal mennesket heller ikke spørge ”nyfigent” efter forklaring, og er dermed selv skyld i ikke at få svar. Det er i livets alvor, at erfaringen følger, at menigheden er Kristi får (reference til Joh 10,27), som hører ham og ikke fortabes (Joh 10,28). Kristus og Gud Fader er et (Joh 10,30).

Hvor Munk nu har præsenteret det guddommelige perspektiv opridses tre menneskelige reaktionsmønstre:

Den første gruppe består egentlig af to, som karakteriseres ved ikke at give mange tanker til genkomsten. Der er nogle som latterliggør den genkomst, de ikke tror på og nogle, som tror, men ikke i virkeligheden regner med den. Det sidste er værst, for det er ”værre at spotte i Gerning end i Ord.”

Den anden gruppe er de som frygter genkomsten, da de ikke er ”kristne i evangelisk Forstand”, hvorfor de frygter for Kristi dom. Her henviser Munk til den luthersk-evangeliske tros fokus på retfærdiggørelse af tro alene (justificatio sola fide). Den i evangelisk forstand kristne skal ikke frygte grundet Kristi stedfortrædende soningsdød. 

Fortabelsesfrygten er dog gavnlig og præventiv i samfundsmæssig forstand, Munk nævner her seksuelle synder og fortynding af mælk, som kunne være aktuelle eksempler i Vedersø. Alligevel er denne moralitet kristeligt set værdiløs. Det er ”Hengivenhed, Kærlighed, der saa atter tilskynder til det gode”, som er din kristne motivation. Derfor er det da også ”gammel Jødedom”, modsat evangelisk kristendom, når ”Guds Vrede og Helveds Straffe males… med levende Farver.” Munk henviser formentlig til samtidige præstekolleger af ortodoks luthersk eller missionsk observans.  

Alligevel afviser Munk også den modsatte, lovfrie forkyndelse, nemlig at ”Gud [er] til syvende meget rar og omgængelig.” For Munk gælder der en guddommelig ”Livs Lov”, hvor ”Synder sætter Frugt i Smerte.” Konsekvenserne af det onde må høstes, hvad enten det sker ved angeren for Gud – hvormed Munk bliver inden for billedet af den evangeliske kristendom – eller de høstes som smerte i efterlivet. Munk åbner døren til en slags evangelisk skærsildstanke, som ikke handler om straf, men om konsekvens. ”Smerten snyder man sig ikke fra; der gaar ingen Vej ind i Paradiset uden gennem Smerten.” 

Den tredje gruppe beskriver Munk kun ganske kort. De ”Guldkristne” ser frem til genkomsten, selvom de må renses af Gud, som er ”den store Polerer, der faar Guld til at skinne.” ”Slakker” er formentlig en fejlstavning af slagger, hvormed billedet af renselse referer til Zak 13,9 eller Mal 3,3, hvor Gud renser udvalgte mennesker.
Prædikenen indeholder ingen egentlig slutning. Måske har Munk tænkt, at beskrivelsen af den tredje gruppe kunne stå alene, måske har han ved afholdelsen tilføjet nogle afsluttende ord.