Kirkesyn

Journalist: Vi skal blive bedre til at byde nytilkomne velkommen

Det nytter ikke at arrangere, foredrag, koncerter og spaghettigudstjenester, hvis vi ikke gør os den mindste anstrengelse for at hilse på den, der sidder ved siden af os på kirkebænken, skriver Svend Løbner. Hans nytårsforsæt er at række ud til andre. Foto: Pressefoto

Migrantsamarbejde, religionsmøde og tværkulturelle arrangementer. Folkekirken gør det godt strukturelt. Men vi må som medlemmer også engagere os personligt. Praktisere kunsten at danne nye venskaber. Journalist Svend Løbner giver syv gode råd

Forestil dig at, du er flyttet til en ny by og opsøger den lokale kirke. Du sætter dig på kirkebænken og den næste lille time nyder du den trygge, velkendte liturgi, de poetiske salmer og – hvis du er heldig – en prædiken, der både varmer hjertet og oplyser forstanden. 

Men…

På vej ud af kirkedøren bliver du klar over, at du ikke har hilst på andre end præsten, kun vekslet et par høflighedsfraser med kirketjeneren og nikket til en anden kirkegænger, der minder dig om en eller anden, du har set før. 

Du mærker et tomrum indeni. Det ville være så rart bare at tale med nogen, lære nogen at kende og måske opbygge et venskab.

Men så er der pludselig én, der siger: ”Hej! Kommer du ikke med over i sognehuset til en kop kaffe?” Og senere: ”Skal du noget i eftermiddag? Vi kunne måske gå en tur i skoven.”

Den slags skal vi blive bedre til. Også i kirken.

Kristendom opstår i relationer

Det er svært at komme ind i et nyt fællesskab. Det gælder også det kirkelige fællesskab, selv om vi hver uge hører om Jesus, der altid levede, talte og virkede i relation til andre mennesker. Faktisk er det, vi kalder kristendom, opstået i relationer. Tænk blot på disciplene, han kaldte, farisæerne, han diskuterede med, folkeskarerne han underviste, bespiste og helbredte.

Alligevel er det netop relationerne, det ofte kniber med i kirken som alle andre steder. Her tænker jeg ikke først og fremmest på det psykiske arbejdsmiljø – men evnen til at række ud og byde nye mennesker velkommen. Især nye med anden etnisk baggrund end dansk. De har om nogen svært ved at komme helt ind foran pejsen i det danske fællesskab.

Her vil jeg godt sætte det på spidsen: Det nytter altså ikke at arrangere, foredrag, koncerter og spaghettigudstjenester, hvis vi ikke gør os den mindste anstrengelse for at hilse på den, der sidder ved siden af os på kirkebænken. Jo, det gør vi nok, men hvad med at grave et spadestik dybere, spørge ind, lytte, fortælle, joke, grine. Alt det, som gode relationer er lavet af.

Knytte personlig kontakt

Folkekirken yder en prisværdig indsats på det strukturelle plan for at komme vores nye borgere fra andre lande velkommen. Migrantsamarbejdet er et godt eksempel. Folkekirken og Religionsmøde et andet. Tværkulturelt Center har ydet en stor indsats gennem mange år. Selv er jeg med i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Svendborg, der på blot ét år havde besøg af over 2000 personer fra 70 lande. 

Men vi kan alle blive bedre til at knytte kontakter på det personlige plan. Jeg må gribe i egen barm. Jeg kan være så træt og udbrændt, at jeg bare har lyst til at være alene - muligvis i selskab med en endeløs serie på Netflix. 

Men i år har jeg et nytårsforsæt: Jeg vil være en god ven. Og det godt sted at begynde, er at være ven-lig. Altså tage en dyb indånding, finde ind til den person jeg inderst inde gerne vil være og så sætte mig ud over mig selv for at række ud til mine medmennesker. 

Syv gode råd

Når det trods travlhed, mediepres og andre undskyldninger ind imellem lykkes at knytte kontakt med et andet levende menneske, skyldes det blandt andet at:

1. Jeg prøver at få øjenkontakt. Øjnene er sjælens spejl. Et lille glimt, en rynke i øjenkrogen, et løftet øjenbryn viser, at der er kontakt. Det er vigtigt at ”se” mennesket bag sløret, tørklædet, fuldskægget, hudfarven… 

2. Jeg smiler. Smilet er den korteste afstand mellem mennesker, lyder et kendt mundheld. Jeg prøver at huske det for ikke at se alt for alvorlig ud, når jeg spekulerer over et eller andet problem. Når jeg smiler, får jeg som regel et smil igen. Kontakten er skabt. 

3. Jeg hilser. Som regel bliver folk overraskede over, at nogen ”ser” dem, smiler og hilser, og de gengælder det som regel med det samme. Og så er samtalen allerede i gang. 

4. Jeg lytter. Min svigerfar lærte mig, at du altid kan få en samtale i gang, hvis du lader andre fortælle om sig selv. Det elsker vi alle sammen! Prøv ved en fest. Spørg ind, lyt aktivt, fasthold opmærksomheden, og den anden vil fortælle og fortælle. 

5. Jeg fortæller om mig selv – at jeg er vokset op i Tanzania, at jeg er gift og har fire voksne børn, at jeg har været præst i mange år, at jeg skriver artikler for hjælpeorganisationer osv. Jeg er en åben bog! Og så kan tilliden begynde at gro.

6. Jeg finder noget fælles at tale om. Det er vi danskere gode til: at tale om vejret! Men det kan også handle om mad, tøj, børn, de seneste nyheder. Det kræver blot, at man sætter sig ind i den andens livssituation. Lytter sig ind på, hvad der optager dem. 

7. Jeg spørger ligefremt om det, der undrer mig. Det har jeg da lært som journalist. Det er altid tilladt at spørge. Og folk er faktisk glade for spørgsmål. De viser, at jeg interesserer mig for dem. Ofte vil de sige: ”Jeg er glad for at du spørger” – eller: ”Du er den første, der har spurgt mig om det!” Og når de mærker, at jeg er oprigtigt interesseret og blot ønsker at blive klogere og lære dem at kende, så lukker de op for posen.
 

Kirkesyn

I klummen "Kirkesyn" reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. Faste bidragsydere er blandt andre Eva Holmegaard Larsen, Hans Nørkjær Franch, Louise Højlund, Mette Bock, Thomas Reinholdt Rasmussen og Thomas Baldur.

Læs alle klummer i serien