Året er 1991. Måneden november. Der er tøbrud i øst, og ord som glasnost og perestrojka fyger gennem luften. Jeg har netop været i Sankt Petersborg og undervist på et nystartet bibelinstitut i byens baptistkirke. Byen var grå, butiksvinduerne tomme, og køerne lange foran købmændene, der kun havde ganske få fødevarer på hylderne. Og det var ikke en gang muligt at opdrive en kodimagnyl i millionbyen.
På vej hjem i flyet besluttede jeg at gøre alt for at sende fødevarer derover. Ved siden af mig sad en direktør for et firma i Kokkedal, der producerer plastic. Han havde lige været i Moskva og forhandlet olie. Da jeg fortalte om den nød, jeg havde været vidne til, udbrød han:
”Hvis du kan skaffe mad, stiller jeg en lastbil med chauffør til rådighed!”
14 dage senere stod jeg i Kokkedal med en lastbil læsset med 47 tons mad. Men hvordan kom vi lovligt ind i Rusland med så mange varer? I Birkerød var far og søn i fuld gang med at læsse lastbil efter lastbil med nødhjælp til netop Sankt Petersborg. Jeg smuttede ud til dem og spurgte om hjælp. Og Kim Hartzner fulgte mig beredvilligt ind til det russiske konsulat og ordnede alle papirerne.
Kort efter var jeg på vej op gennem Sverige og Finland og ind i Sankt Petersborg, hvor to kirker blev ryddet for kirkebænke og forvandlet til supermarkeder.
Det var Kim Hartzner og han far René Hartzner, der havde banet vejen. Brugt tid og energi på noget, der ikke kom dem selv til gavn eller den organisation, de sammen startede året efter: Mission Øst. Det var passion, man ikke kan købe for penge.
Passion er et absolut must, hvis en kilde skal brænde igennem i medierne
Jeg har som freelancejournalist mange dygtige kunder, som repræsenterer alle fire kildetyper: fakta, ekspert, erfaring og part.
Det er den sidste kategori, jeg taler om nu. Direktører og generalsekretærer, der kæmper for en sag. Og her er Kim Hartzner i særklasse. Da jeg for fem år siden mødte op for det første interview, mærkede jeg den samme passion, som jeg havde oplevet årtier tidligere. Det gør Kim Hartzner til en god partskilde. Jeg skal forklare hvorfor:
1. Passion er et absolut must, hvis en kilde skal brænde igennem i medierne. Kilden skal ikke blot brænde for sin organisation, men for selve sagen. Ja, han eller hun skal række ud over computerskærmen, skrivebordet, kontorlokalerne, landegrænserne og brænde for at hjælpe de mennesker, som organisationen er sat i verden for.
2. Kom til sagen med det samme, fortæl det vigtigste først, og start med konklusionen. Passion skaber eftertanke, og tanken sætter budskaber i system, så de sorteres, prioriteres og formuleres rigtigt.
3. Vær godt orienteret, ikke blot om, hvad der sker inden for organisationen, men også om begivenhederne udenfor. Hvordan står det til i de lande og områder, hvor I arbejder? Når du kender konteksten, kan du målrette indsatsen.
4. Rejs selv ud og mød modtagerne. Jo, der er også administration, møder og konferencer. Og i Coronatider kan det være svært at skabe direkte kontakt. Men kilden skal altså ville ud i felten og møde modtagere og samarbejdspartnere. Direkte samtaler med mennesker i flygtningetelte er brændstof for hele organisationen.
5. Sig altid tak. Skriv det i bladene, send det i brevene, og ring om muligt op og sig tak, mens du fortæller, hvordan pengene bliver omsat til gavn for mennesker.
Der er brug for gode kilder, der kæmper for en sag, taler frit fra leveren og ser det store billede.
Og der er mest af alt brug for mennesker med en passion, der springer ud af knaphullerne. Det får journalister til at ringe igen og igen, det inspirerer givere til at give fast til organisationen, og det gavner sagen og de mennesker, der har så hårdt brug for organisationens indsats.