Journalist nægtet adgang til valg i kirke – og flere nyheder

Foto: Kim Rune Jessen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Journalist nægtet adgang til udfyldningsvalg i københavnsk kirke | Kaos ved suppleringsvalg | Finn Pedersen, leder af Syngedrengene i Assens, stopper

Her kan du holde dig orienteret om de seneste nyheder fra kirkelivet i ind- og udland fra andre medier og kirkelige aktører. Vi opdaterer løbende artiklen

Den 16. september:

  • Udfyldningsvalg i Nathanaels Kirke: Journalist blev nægtet adgang (TV 2 Lorry) I et halvt år har menighedsrådet i Nathanaels Kirke på Amager manglet fem medlemmer. Tidligere på ugen blev der holdt udfyldningsvalg i kirken, men på trods af at valghandlinger er åbne for offentligheden, blev lokalmediet TV 2 Lorrys journalist nægtet adgang med ordene: "I må ikke være her". Journalisten blev dog et kvarter senere lukket ind alligevel. TV 2 Lorry har hen over sommeren dækket en række sager om dårligt arbejdsmiljø i kirken, og det var også et tema til udfyldningsvalget, hvor menighedsrådet fik besat de fem ledige pladser i menighedsrådet
     

Den 15. september:

  • Kaos ved suppleringsvalg (Fyens Stiftstidende) Da der tirsdag aften skulle vælges ekstra medlemmer af Assens-Gamtofte Menighedsråd, opstod der kaotiske tilstande. Valghandlingen kunne ikke gennemføres, og de nye medlemmer skal nu findes igennem et listevalg, der løber frem til den 21. september. Uroen på mødet skyldes usikkerheden om situationen for koret Syngedrengene og lederen Finn Pedersen, der har opsagt sin stilling.  
        

Den 14. september:

  • Finn Pedersen, leder af Syngedrengene i Assens og organist ved Vor Frue Kirke, stopper (Lokalavisen Assens). Siden 1999 har Finn Pedersen stået i spidsen for landets ældste drenge- og mandskor, Syngedrengene, men han har nu sagt op. Det sker samtidig med, at der i aften holdes suppleringsvalg til menighedsrådet i Assens. Et valg, der finder sted efter længere tids uro i menighedsrådet.