Journalist: Kirker bør respektere journalisters håndværk

Kommunikationsmedarbejderes og journalisters forhold er som i dansen tango. Man skal ikke træde hinanden over tæerne, men finde sin rolle. Og kirkens roller er at give oplysninger. Ikke bestemme, hvordan artiklen skal se ud

Kirkens kommunikationsmedarbejder og journalisten kan have stor gav af hinanden, når grænserne mellem dem respekteres. Journalisten har brug for kilder, der ved, mener og repræsentere noget, og kirken har brug for nogen, der vil formidle dens budskab, forklarer journalist og foredragsholder Svend Løbner.
Kirkens kommunikationsmedarbejder og journalisten kan have stor gav af hinanden, når grænserne mellem dem respekteres. Journalisten har brug for kilder, der ved, mener og repræsentere noget, og kirken har brug for nogen, der vil formidle dens budskab, forklarer journalist og foredragsholder Svend Løbner. Foto: Markus Lohninger/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Du er kirkens kommunikationsmedarbejder og leverer oplysninger til medierne. Journalisten vinkler historien. Du formidler pointer. Journalisten bruger sproget. Du er til rådighed. Journalisten vælger selv, om han eller hun vil skrive historien og hvornår.

Der er nemlig et skel mellem kilde og journalist, som aldrig må overskrides. For bliver den det, smuldrer balancen i demokratiet.

Sådan indledes det første kapitel i e-bogen ”Der skal TO til en TANGO – en pressehåndbog til kirker.” Jeg har skrevet bogen som kursusmateriale ved mine foredrag og kurser i kirkekommunikation.

Titlen er valgt med omhu. Forholdet til journalister på lokalavisen er nemlig en dans, hvor man helst ikke skal træde hinanden over tæerne. Kirkens kommunikationsmedarbejder skal huske at respektere journalistens håndværk. Den fjerde statsmagt skal kunne udøve sin magt som vagthund.

Journalist og kommunikationsmedarbejder bliver aldrig bonkammerater. Men I lever alligevel af hinanden

Ikke skødehund. Heller ikke jagthund. Men netop vagthund.

Folketinget er den lovgivende magt, domstolene den dømmende magt og politiet den udøvende magt. Hvor kommer journalistikken så ind? Som den kontrollerende magt. Medier skal tjekke, at alt går rigtigt for sig. Journalister skal forholde sig neutralt og uden for kildens interesser.

Kirken som interesseorganisation

Det er her, kirken kommer ind. Kirken er for så vidt en interesseorganisation. Kirken er sat i verden for at forkynde evangeliet. Alt hvad den gør – og hvad kirkens kommunikationsmedarbejdere sigter efter – er at gøre kirkens værdier og aktiviteter kendt, så de peger tilbage på evangeliet. 

Jeg skriver det direkte: Du kommer aldrig i lommen på en journalist. Og journalisten kommer aldrig i lommen på dig. I sidder på hver sin side af skrivebordet og skal vise hinanden gensidig respekt. 

Tro ikke, at du kan smigre dig ind på en journalist. Det virker lige modsat. Du har overskredet en grænse og er blacklistet en rum tid fremover. 

Væn dig til det: Journalist og kommunikationsmedarbejder bliver aldrig bonkammerater. Men I lever alligevel af hinanden. Journalisten har brug for kilder, der ved noget, mener noget og repræsenterer noget. Og kilder – især kommunikationsmedarbejdere, der brænder for at få kirkens budskab ud – har brug for journalister, der kan fortælle deres historie. 

Hvad er en nyhed?

Kirkens opgave er at oplyse. Her er det godt at vide, hvad en nyhed består af. Den har typisk en faktadel, en baggrundsdel og en personlig del, altså tre dele, der hver for sig besvarer spørgsmålene: Hvad, hvorfor og hvordan? Hvad sker der? Hvorfor sker det? Og hvordan opleves det? 

Lad os sige, at der er en ildebrand i en fabrik. Det er fakta. Fabrikken brændte i nat. Men hvorfor brændte den? En kilde kan fortælle, at fabrikken har et gammelt og gennemtæret elnet. Derfor. Naboerne kan fortælle, hvordan det var at vågne op til, at flammerne slikkede mod himlen. Sådan. Hvad, hvorfor, hvordan?

Ofte bliver de tre dele af nyheden bragt i en anden rækkefølge. Vi får først serveret naboernes reaktion. Så bliver vi klar over, hvad reaktionen skyldes. Derefter får vi forklaret, hvorfor hele miseren er opstået.

Brug kilderne rigtigt

Eksemplet ovenfor er en negativ nyhed, men hvad med den positive? Ja, hvad kan kirken byde ind med? Det skal jeg sige dig: Oplysninger om hvad. Baggrundsviden om hvorfor. Glade kirkegængere om hvordan.

Lad os tage en typisk kirkenyhed. Jeres dygtige organist opfører en orgelkoncert. Han spiller Bach og Buxtehude, så det brager - det er fakta. Det besvarer hvad.

Hvorfor arrangere kirkekoncert? Hvorfor lige de to komponister? Ja, det er vigtigt, fordi kultur danner, opbygger og underholder. Og de to komponister tilhører vores fælleseuropæiske kulturhistorie, som vi bør kende – det er hvorfor. 

Men hvordan, det vil sige hvordan påvirker musikken sindet? Her kan vi vælge ekspertkilder, der fortæller, at musik med rytmer og tonespring danner baner i hjernen, der gavner kognitiv indlæring. Eller at kultur underholder og fornøjer, så vi bliver gladere og dermed er åbne for ny viden. Vi kan vælge personer, der fortæller, hvordan de blev gladere, fik fred eller noget helt tredje ved at overvære den seneste 

Din opgave er begrænset

Som kommunikationsmedarbejder kan du hermed give journalisten oplysninger om tid og sted og et fængende citat fra præsten eller organisten om, hvordan kultur og musik danner os. Du kan også skaffe en serie citater fra koncertgængerne – eller endnu bedre: aftale med tre koncertgængere at journalisten gerne må ringe dem op.

Du kan med andre ord ikke skrive historien helt færdig, vinkle den og forvente, at journalisten bruger dine rubrikker - hverken rubrik, underrubrik eller mellemrubrik. Det eneste sted, du kan levere en færdig artikel til, er den lokale ugeavis. De har som regel ingen journalister ansat og vil være glade for at få en færdig tekst, de kan bruge og eventuelt kan klippe fra. 

I sådanne tilfælde, plejer jeg at sende en færdig artikel – dog uden at forvente at journalisten tager det råt for usødet. Jeg giver baggrundsoplysninger i form af links, som hjælper journalisten med research. Og jeg giver altid mit mobilnummer og tilbyder yderligere hjælp. 

I sidste ende er det det eneste, jeg som kommunikationsmedarbejder kan gøre: Hjælpe, supporte, skaffe oplysninger, viden og citater. 

Svend Løbner Madsen er freelancejournalist og foredragsholder.