Store Bededag maner til bøn, og her er noget at bede for.
Regering og folketing vedtager for tiden den ene udlændingestramning efter den anden, som går ud over sagesløse mennesker, som blot ønsker sikkerhed, beskyttelse, en smule værdighed og en fremtid for deres børn.
Senest har den socialdemokratiske regering indgået en aftale med Venstre, Konservative og Liberal Alliance om, at udlændinge, der har en dom – og en betinget som – aldrig nogensinde skal kunne opnå dansk statsborgerskab.
Har man begået en synd – selv den mindste forseelse som vild teenager – skal man aldrig få tilgivelse.
Lyder det særlig kristent? Nej. Politikerne er ellers ikke blege for at kalde Danmark er kristent land med en kristen kultur præget af kristne værdier. Det er vi så ikke længere.
Nå jo, vi har en folkekirke, der er understøttet af staten, og en hær af præster, som får løn af statskassen. Med det alibi kan regering og folketing jo gøre hvad som helst. Med det figenblad kan de skjule deres nøgenhed for de naive. Men nogle vil pege på dem og sige: Jamen, de har jo ikke noget tøj på!
For det har de ikke, når de fratager syriske flygtninge deres opholdstilladelse for at sende dem tilbage til et Syrien i borgerkrig og en diktator, der ikke viger tilbage for gasse, bombe og torturere sin egen befolkning.
Det har de ikke, når de indgår hemmelige aftaler med korrupte afrikanske regimer om at oprette modtagecentre i deres lande for at holde flygtninge i strakt arm udenfor Danmarks grænser.
Og det har de ikke, når de for al fremtid stempler nye danskere som andenrangsborgere, fordi på et eller andet tidspunkt i deres pure ungdom begik en fejltagelse.
Det er ikke retfærdigt, det er ikke humant, og det er slet ikke kristent. Tvært imod byder Bibelen os at tage os af den fremmede, beskytte den svage og agte andre højere end os selv.
Så mens kirken er optaget af, at vi igen kan mødes og synge og holde gudstjeneste sammen – også Store Bededag – så går mennesker omkring os til grunde, både fysisk og psykisk. Vi har mistet perspektivet.
Det mindste vi kan gøre nu, er at bede for regering og folketing, at de må gå i sig selv og omstøde de regler, der ødelægger sammenhængskraften i Danmark.
Som apostlen Paulus skriver: "Allerførst formaner jeg da til at frembære bøn, påkaldelse, forbøn og tak for alle mennesker, for konger og alle i høje stillinger, så vi må leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder." (1. Timoteus 2:1-2)