Vi søger en ny økonomichef i Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU)

Vil du bruge dine finansielle og ledelsesmæssige kompetencer til gavn for udviklingssamarbejdet blandt kirker og kirkelige organisationer, som arbejder i verdens fattigste lande? Og kunne du tænke dig at stå i spidsen for styrkelsen og professionaliseringen af vores økonomifunktion i sekretariatet?

CKU er en værdibaseret paraplyorganisation med 38 kirker og kirkelige organisationer som medlemmer. CKU ledes af en medlemsvalgt bestyrelse og arbejder målrettet på vegne af medlemsorganisationerne for at muliggøre deres internationale udviklingssamarbejde. Det sker igennem CKU’s indsats på følgende tre områder:

  • Projektstøtte (puljeforvalter, rådgivning og kapacitetsopbygning)
  • Talerør (fortalervirksomhed og netværkssamarbejde)
  • Videncenter (læring og evidens)


Sekretariatet består udover sekretariatschefen af en økonomichef, 11 medarbejdere og 6 studentermedhjælpere, der alle er drevet af passion for det kirkelige udviklingssamarbejde, og som har fokus på at opnå CKU’s målsætninger. CKU har en omsætning på omkring 43 mio. kr. om året. 

Som organisation forvalter vi offentlige projektmidler, og det er derfor vigtigt, at sekretariatet evner god økonomisk styring og lever op til eksterne rapporteringskrav, retningslinjer og i det hele taget god forvaltningspraksis. Det bliver blandt andet dit ansvar som økonomichef. 
Derudover får du også ansvar for at videreføre arbejdet med, at vi som organisation tilpasser den interne projekt- og ressourcestyring, så den i endnu højere grad afspejler vores virkelighed.
CKU er i de senere år vokset i opgaver, kompleksitet og omsætning. Det stiller større krav til vores finansielle og administrative organisering, men også til styringsgrundlaget, der skal understøtte de enkelte projekter såvel som rapporteringen på tværs af projekterne. Derfor søger vi en erfaren og fagligt dygtig økonomichef, der kan tænke både økonomi og organisation til fremme for projektforvaltningen og i sidste ende til gavn for vores medlemsorganisationer og samarbejdspartnere. 

Som økonomichef vil du ydermere fungere som sekretariatschefens højre hånd i den daglige ledelse med fokus på opfyldelsen af de økonomiske og forvaltningsmæssige krav, som udviklingen af organisationen forudsætter.

Opgaverne vil bl.a. indeholde:

  • Videreudvikling af økonomistyring og finansiel afrapportering på tværs af CKUs portefølje
  • Udarbejdelse af årsregnskaber og projektregnskaber
  • Koordinering og konsolidering af budgetlægning og opfølgning i samarbejde med de budgetansvarlige
  • Varetagelse af den løbende regnskabsrapportering internt og til Udenrigsministeriet
  • Overordnet tilsyn med den finansielle og administrative forvaltning i samarbejdslandene og hos de danske bevillingshavere, samt deltagelse i administrative og finansielle tilsynsbesøg i både Danmark og i udlandet.
  • Analyser og information til bestyrelsen ang. finansielle og administrative forhold
  • Finansiel og administrativ rådgivning omkring forvaltning og økonomi i alle led fra sekretariat til bevillingshavere
  • Sikring af timesagsstyring i sekretariatet
  • Tæt samarbejde med projektkonsulenter og koordinatorer omkring finansielle og administrative processer.

Økonomichefen refererer til sekretariatschefen og vil have ledelsesansvar for økonomiteamet som pt. består af en medarbejder og en studentermedhjælper. 

Forventede faglige kvalifikationer og kompetencer

  • Relevant faglig uddannelse og baggrund inden for økonomi og ledelse
  • Solid erfaring med budgettering og regnskaber for projekter og organisationer
  • Superbruger i Navision og Excel samt solidt kendskab til IT i øvrigt.
  • Evne og lyst til at lære fra sig og til at understøtte den daglige drift
  • Evne til at arbejder selvstændigt og struktureret
  • Empati og personlig gennemslagskraft og evne til at kommunikere på tværs af forskellige faggrupper
  • Engelsk, mundtligt som skriftligt, på højt niveau
  • Kendskab til kirkeligt udviklingssamarbejde og religiøse aktørers rolle i udviklingsarbejdet er en fordel
  • Erfaring med offentlig forvaltning vil være en fordel
  • Kendskab til GDPR vil være en fordel


Vi tilbyder

  • En fuldtidsstilling med arbejdsplads på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
  • Et spændende og udfordrende job i et sekretariat med mange deadlines
  • Ambitiøs arbejdsplads med stærk faglighed og store muligheder for din faglige udvikling
  • Du kan se frem til et begrænset antal årlige rejsedage på tilsynsbesøg i udlandet
  • Vi er en fleksibel arbejdsplads med gode arbejdsvilkår. Løn efter aftale


CKU er i en spændende udvikling, og der pågår pt. også rekruttering af ny sekretariatschef. Derfor kan nærmere oplysninger vedr. stillingen som økonomichef fås ved henvendelse til: bestyrelsesmedlem Hugo Martinussen, tlf. 40642001, hugo@assist-denmark.dk og næstformand Linda Holst Nielsen, tlf. 51537470, linda.hn@outlook.dk.

Ansøgning samt vedlagt CV sendes til cku-okonomichef@mobilize-nordic.com

Ansøgningsfrist: 28. januar 2022. 
Ansættelsessamtaler vil finde sted d. 9. februar og igen den 23. februar 2022. 
Tiltrædelse: 1. april 2022. 

Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU)

Se alle jobopslag