Leder

Sct. Nicolai Tjenesten
Ansøgningsfrist: 25.3.2025

Sct. Nicolai Tjenesten

Leder til Sct. Nicolai Tjenesten og Arresthustjenesten (genopslag)

Har du erfaring som leder? Kan du sikre en god drift og samtidig have fokus på udvikling af Sct. Nicolai Tjenesten og Arresthustjenesten – to tilbud, der hver dag hjælper mennesker gennem støttende samtaler, baseret på et folkekirkeligt grundlag - så har vi måske et lederjob til dig.

Om os
Sct. Nicolai Tjenesten er en samtaletjeneste, der tilbyder anonyme og fortrolige telefonsamtaler til mennesker, der har brug for nogen at tale med om livets svære sider. Vores arbejde er forankret i Kirkens Korshærs værdier: nærvær, omsorg og respekt, med udgangspunkt i det kristne menneskesyn, der ser hvert menneske som værdifuldt og unikt.

Om jobbet
Du får ansvar for den daglige drift og fremtidige udvikling af samtaletjenesten, der har eksisteret siden 1957 og har otte lokalafdelinger fordelt over hele landet. Vi arbejder løbende på at forbedre vores indsats, og du får stor mulighed for at præge organisationens retning. I tæt samarbejde med dine tre medarbejdere i sekretariatet og lederne i lokalafdelingerne bliver det dit ansvar at sikre et stærkt, fælles ståsted for tjenesten. 

Som leder af Arresthustjenesten er din primære opgave at understøtte de eksisterende rammer for de tre medarbejdere, så de forbliver en del af et kollegaskab og kan modtage supervision og samarbejde om udvikling.

For at styrke organisationen og fællesskabet vil du have en del rejsedage med konferencer og møder med de otte lokalafdelinger, der ligger spredt over hele landet.

Du får det overordnede ansvar for følgende:

  • Strategisk ledelse: Udvikle og implementere en samlet strategi for organisationen, herunder arbejdet frem mod en akkrediteringsproces hos RådgivningsDanmark og en ny, stærkere og tydeligere organisering af det lokale og nationale arbejde.
  • Daglig ledelse: Sikre effektiv drift, budgettering og administrative rutiner samt lede og støtte medarbejderne i sekretariatet og Arresthustjenesten.
  • Ledelse af frivillige: Sikre rekruttering, uddannelse og supervision af frivillige samt fremme et godt frivilligmiljø på tværs af organisationen i samarbejde med lokale ledere.
  • Strategisk formidling: Sikre synliggørelse af Sct. Nicolai Tjenestens arbejde og skabe tryghed i hele organisationen gennem klar og tydelig kommunikation.
  • Netværk og samarbejde: Repræsentere Sct. Nicolai Tjenesten og Arresthustjenesten eksternt og sikre et godt samarbejde med vores samarbejdspartnere.

 

Om dig
Vi forestiller os, at du har:

  • Erfaring med strategisk ledelse – gerne fra NGO-sektoren.
  • Dokumenteret erfaring med personaleledelse.
  • Erfaring med at arbejde med frivillige og forståelse for de særlige vilkår, der gælder i frivillige organisationer.
  • Stærke formidlingsevner og evne til at kommunikere klart og tydeligt.
  •  Erfaring med diakonalt arbejde er en fordel, men ikke et krav.


Derudover er det vigtigt, at du:

  • Er en samlende og lyttende leder, der kan sætte en retning og skabe et godt arbejdsmiljø.
  • Har en naturlig evne til at begejstre og motivere – både medarbejdere og frivillige.
  • Er rolig, tålmodig og tør tage beslutninger og stå forrest, når det kræves.
  • Er reflekteret og tænker strategisk.
  • Uddelegerer ansvar og har fokus på at opbygge gode samspil i teamet.
  • Leder med udgangspunkt i Kirkens Korshærs værdier – nærvær, omsorg og respekt.

Da vores arbejde hviler på et kristent menneskesyn, er det en forudsætning at du er medlem af Folkekirken.

Vi tilbyder
Et spændende job med base på Nikolaj Plads i hjertet af det gamle København – i samme hus som Kirkens Korshærs fælleskontor. Vi er en del af et skønt og levende hus. Vores dygtige frivillige i København benytter også sekretariatet til telefonsamtaler og samtaler med brugerne.

Du refererer til regionssekretariatet for København & Bornholm samt det sociale landsarbejde. Du bliver en del af Kirkens Korshærs ledernetværk og får gode muligheder for faglig og personlig udvikling gennem deltagelse i ledermøder, temadage, faglige kurser og sparring med lederkollegaer. Sidst men ikke mindst bliver du en del af et stærkt, landsdækkende kollegafællesskab på tværs af hele Kirkens Korshær.

Stillingen er på 37 timer. Kirkens Korshær giver 13,5% arbejdsgiverbetalt pension, og ansatte tilbydes en attraktiv sundhedsforsikring. Kirkens Korshær er ikke lønførende, men tilbyder et kreativt og godt arbejdsmiljø, hvor fleksibilitet og godt samarbejde på tværs af opgaverne er i centrum. 

Har du spørgsmål til stillingen?
Vi ser frem til at modtage din ansøgning. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte regionschef for København & Bornholm samt landsarbejdet, Stine Lene Hansen, på slh@kirkenskorshaer.dk eller telefon 40 29 74 02.

Stillingen ønskes besat fra 1. juni 2025 - og der afholdes jobsamtaler fredag d. 4. april og tirsdag d. 8. april hos Kirkens Korshær i København.