Da de tre bispekandidater i Aarhus Stift, Annette Brounbjerg Bennedsgaard, Thomas Frank og Esben Thusgård, onsdag den 28. januar for første gang stod over for hinanden i en debat, var cirka 100 mennesker mødt op i kulturhuset Inside i Hammel.
Flere af de fremmødte havde endnu ikke bestemt sig for, hvem de ville stemme på. Mens andre allerede inden den første debat var overstået, havde besluttet sig for, hvor de ville sætte deres kryds.
Kirke.dk bad tre vælgere fortælle, hvorfor de ville stemme på hver deres kandidat.
Anne Mette Rahbek, medlem af menighedsrådet i Voldum, stemmer på Annette Bennedsgaard:
"Jeg stemmer på Annette, fordi hun virker mild og søger samarbejdet. Jeg kan godt lide, at hun stiller sig op og siger, at hun ikke lige ved, hvad det er, vi skal. Det tiltaler mig, at hun lige vil stikke fingeren i jorden og finde ud af, hvad jobbet indebærer."
"Hun kommer ikke med en dagsorden på forhånd. Det er sådan, det er på en arbejdsplads, og faktisk tænker jeg stillingen som biskop på linje med at være leder i en virksomhed med et ret stort budget."
"Og så er det klart, at jeg som kvinde vil stemme på en kvinde. Hvis jeg ikke skulle gøre det, hvem skulle så gøre det, når vi nu ikke har haft en kvindelig biskop i Aarhus før?"
Vagner Thomsen, medlem af menighedsrådet i Foldby Sogn, stemmer på Thomas Frank:
"Jeg stemmer på Thomas Frank, fordi jeg har mødt ham og talt med ham. Her har jeg fået et indtryk af ham som en meget sympatisk mand. Jeg synes, vi har en god kemi."
"Jeg kan godt lide, at han er lidt mere direkte end de to andre. Han siger tingene mere ligeud. Og så kan jeg godt lide, at han har så stort fokus på trivsel i folkekirken."
Joan Møller Molbo, hospitals- og hospicepræst i Randers, stemmer på Esben Thusgård:
"Jeg stemmer på Esben, fordi han er skarp teologisk, og fordi han er god til at være i øjenhøjde med folk."
"Han er den kandidat, jeg virkelig kan mærke. Han brænder for den her opgave. Han ønsker ikke at være et fyrtårn, men vil i stedet at være en, der spiller folk gode. Han evner virkelig at få alle med."