Den 25. november 2024 havde Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift, fået nok. Den ellers så venlige og imødekommende biskop kunne ikke holde det tilbage længere og kom med det, man godt kan tillade sig at kalde et surt opstød.
I et indlæg i Kristeligt Dagblad beskyldte han Østdanmark for at suge energien ud af Vestdanmark og samtidig se ned på Vestdanmark, og så tilføjede den vestjyske biskop:
“Endnu mere træt og trist bliver jeg over den retorik, jeg i stigende grad synes at erfare inden for mit eget område, nemlig folkekirken, hvor flere af jer synes at have en stigende trang til at skulle sige til os i Vandkantsdanmark: ”I har alt for mange kirker”, ”Vi bør lukke nogen og stoppe i en sæk”, ”Vi vil ikke give mere i udligning”, ”Der bør også være grænser for, hvor lille et sogn kan være”, og ”I skal af med endnu flere af jeres præster til os””.
Nogle uger senere, midt i december måned, har biskoppen taget toget over Storebælt til Østdanmark og København for at deltage i et par møder og dette interview. Vreden er ikke forsvundet, og han står ved, hvad han skrev, men vil dog gerne nuancere vreden fra vest.
Billedet bliver tegnet skævt
Først den generelle nedladende tone om Vestdanmark.
“Ud over at være biskop over Ribe Stift er jeg blandt flere poster også bestyrelsesformand for katedralskolen i Ribe, formand for Museet for religiøs kunst i Lemvig og formand for kirkemusikskolen i Løgumkloster. Ligesom jeg i sagens natur er i kontakt med mange andre mennesker og institutioner i det vest- og sydvestlige Jylland."
“Jeg møder her mange præster, organister og andre kirkeligt ansatte, menighedsrådsmedlemmer, lokalpolitikere, museumsinspektører, lærere, rektorer og andre, som med flid passer deres arbejde, og som er entusiastiske, dygtige og entreprenante.”
”De håndterer, de udfordringer, som er i vandkantsdanmark, blandt andet at midlerne ofte er få. Ofte får de etableret samarbejde indadtil og på tværs af faggrupper og formår at række ud og etablere samarbejder med det omliggende civilsamfund.”
”Fraflytning af unge er et reelt problem. Fra det øvrige land har vi brug for medspil, solidaritet og blik for de stærke folkelige kræfter, som findes hos os, og ikke et blik på os, som om vi er som dem, der måtte blive tilbage."
Der er for mange, der kloger sig på andres vegne
Dernæst den interne folkekirkelige tone, der, som Elof Westergaard ser det, skærer folkekirken over i to.
Et godt eksempel på dette er ifølge Ribebiskoppen et møde i slutningen af oktober 2024, hvor folkekirkens forskellige parter – altså biskopperne, Landsforeningen af Menighedsråd, Præsteforeningen, Provsteforeningen samt Kirkeministeriet – havde sat hinanden stævne for at diskutere den fremtidige finansiering af vedligeholdelsen af de cirka 1700 middelalderkirker.
“På mødet fornemmede man endnu engang, at der også internt i kirken eksisterer en ret udbredt holdning om, at menighedsrådene ikke har menneskelige ressourcer nok, og derfor skal opgaverne samles i større enheder. Kirker skal, hvis de ønsker det, kunne stoppes i en fond eller center, i stedet for at styrke sognene, gennem udvidet samarbejde, med hjælp fra provstier og stifterne og stiftsøvrighed.”
“Dermed ser man ikke det potentiale, der vitterligt er lokalt, og man ser bort fra den for mig helt centrale opgave, nemlig den at understøtte det lokale niveau. Der er så mange gode kræfter lokalt.”
Det er på denne baggrund, udbruddet i Kristeligt Dagblad skal forstås, tilføjer Elof Westergaard.
“Det er vigtigt, at der i folkekirken er en solidaritet og en fælles forståelse af, at vi har forskellige problemstillinger. I storbyerne, i de områder, hvor der er vækst, handler det om at få bygget kirker og holde dåbsprocenten oppe. Hos os handler det i højere grad om, hvordan kirken fortsat kan have og udvikle en stærk lokal rolle. Det er ind i den…”
Elof Westergaard går i stå og trækker vejret dybt. Vreden er intakt.
“Der er simpelthen for mange, der stiller sig op og er kloge på hele folkekirkens vegne. Jeg går jo ikke og kloger mig på, hvorfor dåbsprocenten ikke er større i Helsingør eller København.”
”Men der er mange, der hurtigt kommer med en bemærkning som: “Det kan heller ikke blive ved med at gå, at I har så mange kirker ude på landet og langs havet.” Uden at have øje for, hvad det er for et samfund og mennesker, vi har med at gøre.”
Vi vil tænkes med
Elof Westergaard har i flere år samlet sammen til sit udbrud. Men det var, da han betragtede Energinets Danmarkskort, bægeret flød over (Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed, der har ansvaret for at drive de overordnede transmissionssystemer i Danmark inden for el og gas).
“Kortet viser, hvordan energien skal sprede sig, og der tænkte jeg, at det er det, vi sidder med hele tiden i Vestdanmark. Linjerne ligger ind mod øst, mens vi i vest skal producere det meste.”
“Også i folkekirken har vi heldigvis fokus på grøn omstilling. Det er godt, at vi kan bidrage til den grønne omstilling, men vi skal også kunne tale om, hvordan vi fortsat kan bo her. Det bliver ikke medtænkt nok – heller ikke i det arbejde, som gøres i Folkekirkens Grønne Omstilling.”
”Her er man dygtig til at manøvre på det politiske niveau, men efter min opfattelse evner man ikke at gøre sig relevante lokalt og har slet ikke øje for, hvad det betyder for udviklingen af vores samfund ”
“Det med den grønne omstilling og vedvarende energi fylder virkelig meget i Ribe Stift, for eksempel i Ringkøbing-Skjern Kommune. Her læste jeg fornyligt, at ti procent af arealet nu er fyldt med solceller og vindmøller.”
”Dem, der ejer anlæggene, bor i stigende grad end ikke i området, så der er stort set ingen forbindelse til egnen. Og derfor vil der også i mindre grad være fornemmelse for livsvilkårene her. Vi kunne godt tænke os at være med i den vision, der er for fremtiden.”
Solidariteten er under pres
På den måde udtrykker Energinets Danmarkskort altså både en generel samfundsmæssig skævvridning – og en tilsvarende, internt i folkekirken. Hvilket i sidste ende er to sider af samme sag ifølge Elof Westergaard.
“Folkekirken er kirke i et samfund, og jeg er optaget af at indgå i det civilsamfund og det, som er lokalt. Det ligger latent under alt, hvad der sker. Og jeg tænker også, det er en af grundene til, at menighedsrådsvalgene her i stiftet langt hen gik godt.”
“Daron Acemoglu, Simon Johnson og James A. Robinson fik i 2024 Nobelprisen i økonomi for deres forskning i, hvor afgørende samfundsinstitutioner er for et lands velstand. Resultatet af deres forskning er jeg meget optaget af, fordi de siger, at hvis staten skal forblive god og stærk, så kræver det også et stærkt civilsamfund. I en tid, hvor staten har fået smag for at være stat, fordrer det også sans for at styrke vores civilsamfund.”
“Nobelpristagerne siger blandt andet: “Vi har brug for både stat og samfund, der arbejder sammen, og når denne fine balance fungerer, så bliver det redskab for samfundspolitisk og social udvikling, for blomstring af engagement i civile institutioner og for vækst i økonomisk velstand. Men kun hvis vi formår at holde det under kontrol.””
”Det er opgaven, også når det gælder forholdet mellem stat og kirke samt kirke og samfund,” tilføjer biskoppen.
Derfor tror Elof Westergaard ikke, at opgaverne skal løses centralt, hverken i samfundet eller i folkekirken.
”Hvis vi skal understøtte udviklingen af et stærkt civilsamfund og en stærk folkekirke med lokal repræsentation udover hele landet, bliver vi nødt til at finde andre typer af løsninger end dem, vi plejer, nemlig at flytte opgaverne og løse dem centralt."
“Det kræver en grundlæggende solidarisk ånd i vores samfund, og det er det, jeg beder om, der også må være i det kirkelige. Solidariteten skal bestå i, at man ikke bliver ved med at sige, ”jamen, det kan ikke blive ved med at gå med alle jeres kirker.” Men i stedet nysgerrigt møder forskellighederne og lader sig inspirere af hinanden.”
Når vi taler om brændende platforme, finder vi for enkle løsninger
Der er naturligvis et oplagt spørgsmål, Elof Westergaard er nødt til at svare på: Hvad med ham selv? Gør han ikke blot det samme, som han beskylder Østdanmark for: Bidrager til en polarisering?
“Jo, det kan du sige. Men nej, jeg skulle ikke have holdt min mund. Et demokrati giver plads til friktion, og det er vigtigt at være tydelig. Når man ikke kan genkende sig selv og de erfaringer, man gør sig, i den retorik, der fremføres.”
Og faktisk er “I” og “vi” ikke primært geografisk bundne størrelse, men nærmere udtryk for bestemte tankemønstre og sproglige modeller.
“Det “I,” jeg taler om, er, når man taler i offentlighedens rum uden at tænke sig om. Det er, når man ikke tænker over, at det berører virkelige mennesker derude. Det er en fristelse for os alle at komme med nogle overfladiske betragtninger.”
“Jeg kan ikke forstå, at man kan tillade sig at sige, at vi skal af med nogle kirker, at vi skal have lavet menighedsrådene meget større, uden at tænke sig om og huske på de mange små steder, hvor det fungerer."
I det hele taget mener Elof Westergaard, at det er nødvendigt at være meget kritisk overfor den retorik, der bliver brugt i samfunds- og kirkedebatten.
“En metafor, vi har hørt på længe, er udtrykket “en brændende platform.” Folkekirken befinder sig på en brændende platform. Det er ikke et særligt konstruktivt og hjælpsomt udtryk. Det skaber snarere en krisebevidsthed, som truer med at fjerne vores blik for alt det gode, som sker.”
”Min bekymring er, når vi i folkekirkelig regi mødes og taler om brændende platforme, så finder vi for enkle løsninger.”
“En af kristendommens store dyder er at kunne tænke i kompleksitet. Vi ved, at der er et mysterium, der ikke går op. I en samfundsmæssig kontekst er det en særskilt opgave i disse år at have blik for kompleksiteten således et stærkt forhold mellem stat og civilsamfund. Eller i kirken mellem den kirkelige organisering og det civile liv, der omgiver kirken.”
“Det er det, jeg er bekymret for i vores tid, hvor vi lader os forblænde af de enkle løsninger. Den amerikanske journalist H.L. Mencken havde ret, da han skrev: “For hvert komplekst problem er der en løsning, der er klar, enkel og forkert”.
”Det er lige præcis det, jeg oplever for meget af i den måde, der bliver tænkt politik, men også i samtalen om folkekirken, nu hvor de gamle middelalderkirker er ved at blive gjort til gidsel i den folkekirkelige diskussion.”
En kirkeforfatning vil ikke hindre fordomme
Dette interview finder sted få dage efter, at biskopperne udsender en lille bog, der samler op på store Bededags afskaffelse i foråret 2023.
Bogen “Store Bededag. Teologiske og juridiske refleksioner over regeringens afskaffelse af Store Bededag den 6. marts 2023,” samler de indlæg, der blev fremført på den konference, biskopperne arrangerede om emnet i foråret 2024.
På konferencen og i et indlæg i bogen, gør Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, sig til talsmand for, at folkekirken har brug for sin egen, selvstændige kirkeordning.
Det oplagte spørgsmål til Elof Westergaard i forlængelse heraf er, om ikke netop sådan en kirkeordning vil kunne modvirke den kirkelige opdeling mellem øst og vest, som han oplever?
“Det er jeg ikke sikker på. For den nuværende ordning burde egentlig have plads til den nødvendige kompleksitet. Staten udviste imidlertid med fjernelsen af bededagen total manglende skønsomhed. Den manglende inddragelse af folkekirkens parter tegner desværre, hvis det bliver normen for forholdet mellem stat og kirke, et ret dystert billede af fremtiden. Det vil også kunne nødvendiggøre den opfyldelse af Grundlovens §66 ["Folkekirkens forfatning ordnes ved lov"], som biskop Peter Skov Jakobsen plæderer for.”
”Men for mig at se vil opfyldelsen af §66 ikke sikre balancen og helheden i folkekirken. Synet på hinanden på tværs af landet og det at undgå forsimplede billeder og fordomme, vil næppe blive mindre, hvis vi fik et kirkeråd.”
“Personligt så jeg gerne, at vi ovenpå covid-19 og store bededag-sagen får en klarere definition af biskoppernes rolle, magt og myndighed. For at få afgrænset, hvad vi skal, og hvad vi ikke skal.”
”Jeg vil ud over som biskop over Ribe Stift med det kirkelige tilsyn gerne være en god embedsmand. Jeg føler mig solidarisk med både ministeriet og den til enhver tid siddende minister, men det kræver også en lydhørhed den anden vej fra. Den oplever jeg ikke altid. Der bliver i ministeriet set for meget opad.”
Elof Westergaard er med egne ord således stadig “uafklaret” i forhold til om læren fra store bededag er, at der er brug for en ny folkekirkelig forfatning. Men hvis det kommer dertil, er det vigtigt:
“At den forfatning, vi får, har blik for det civilsamfund, som ligger mit hjerte nær. Jeg vil altid kæmpe imod en kirke, der primært er top-down og som har størst fokus på det politiske niveau, det vil sige opfylde en regerings handlingsplan.”
For meget helikopterperspektiv
Interviewet og endnu en dag i hovedstaden lakker mod enden. Om lidt vil Elof Westergaard sætte sig ind i toget og drage mod vest. Mod det, mange østdanskere ifølge ham opfatter som samfundets periferi. Men som for ham og mange andre er hjem.
“Der er flere fælles opgave i folkekirken. Det kan være i forhold til grøn omstilling, til gejstlig betjening af flygtninge og arresthuse, efteruddannelse og styrkelse af gudstjenestelivet og meget andet. Svaret på disse fælles problemstillinger og løsning af tværgående opgaver er ikke en yderligere centralisering af folkekirken.”
“Der er nogle fine balancer mellem folkekirkens forskellige niveauer, som vi ikke skal afvikle, men udvikle. Menighedsrådene har udviklet sig op igennem det 20. århundrede i takt med demokratiseringen af samfundet, og nu har vi brug for at udvikle og demokratisere folkekirken på en ny måde.”
“Vi står overfor nogle komplekse problemer. Men vi skal ikke falde i og tænke i forenklinger, men i stedet tænke videre i den ånd, som I.C. Christensen lagde for dagen med menighedsrådsloven. Decentrale løsninger så nær på det lokale som muligt, og som medinddrager mennesker der, hvor de lever og bor. Den kirkelige styreform skal i alt have fokus på at tjene den lokale menighed.”
For sidste gang sætter Elof Westergaard vreden på form:
“Det er det, vi må holde fast i, hvis vi vil have en kirke, der rækker helt til Mandø, Skagen og København. Som samtidig er lokal og har noget til fælles.”
“Når vi er sammen til de store møder, fætter-kusine-festerne i folkekirken, bliver det let en terminologi præget af ord som “helikopterperspektiv” og “brændende platform”, der bliver det bærende. Det bliver i højere grad til en diskussion om center og periferi, end det bliver til en samtale om samspillet mellem stat og civilsamfund.”