Det kommer an på, hvor man ser tingene fra.
Hvis man for eksempel befinder sig på provstikontoret i Tønder, kan man lige udenfor vinduet se Nørregade, der snor sig igennem centrum af den sønderjyske by med cirka 7000 indbyggere, der ligger blot fem kilometer fra den dansk-tyske grænse, og hvis nærmeste nabo er Vadehavet.
Løfter man blikket en smule, kan man se Kristkirken, der stammer fra 1500-tallet, og fordi den blev opført i en tid og i en by med gode økonomiske kår, både er stor og veludstyret.
En af dem, der jævnligt kigger ud af vinduet, er Christina Rygaard Kristiansen. Siden 2018 har hun været sognepræst i Tønder, Møgeltønder og Ubjerg Pastorat og provst i Tønder Provsti. Og når hun ser på Kristkirken og de 29 andre kirker i provstiet, der stort set alle har en kirkegård, bliver hun på én og samme tid glad og bekymret.
“Uanset, hvad der ellers skal siges, så er det helt grundlæggende godt at være kirke. Det er det også der, hvor økonomien er trang, altså for eksempel her i Tønder Provsti. Men når økonomien er trang, kan det blive det en udfordring at være kirke.”
Vi er nødt til at tale om niveauet på kirkegården
Kirke.dk besøger Christina Rygaard Kristiansen for at høre hendes fortælle om, hvordan det at være kirke i et område, der naturmæssigt hører til i den internationale top, men hvor affolkning og vigende skatteindtægter er noget, både lokalsamfundet og det lokale sogneliv må forholde sig til.
En problemstilling, der ifølge Christina Rygaard Kristiansen blandt andet viser sig, når man besøger provstiets kirkegårde.
“Vi har 30 kirkegårde, der ligesom andre steder bliver passet af mennesker, der udfører et godt og samvittighedsfuldt arbejde.”
“På længere sigt vil det dog ikke være muligt at understøtte arbejdet økonomisk. Derfor bliver vi nødt til at tale om et lavere plejeniveau og om mindre arbejdskrævende typer af kirkegårde.”
Situationen på kirkegårdene er et billede på en større historie, hvor færre mennesker skal betale for det samme, som flere tidligere finansierede.
“Der er grundlæggende to slags kvadratmeter på kirkegårdene. Dem, der giver penge, og dem, der koster penge. De kvadratmeter, der giver penge, er dem, hvor folk betaler for vedligeholdet.”
“Men da det er et svindende antal mennesker, der er med til at betale for driften, betyder det, at den procentdel af kirkegården, der skal finansieres over ligningsmidlerne, bliver større, samtidig med at det samlede antal ligningsmidler, der kommer ind, bliver mindre.”
Derfor er der ifølge Christina Rygaard Kristiansen brug for handling.
“Det er kun en vej ud af dette problem, og det er at ændre på plejeniveauet. Men det er ikke en opgave, man skal pålægge medarbejdere. Det bør i stedet være en politisk beslutning.”
“Det er dog et sårbart emne, fordi kirkegården er kirkens visitkort og det første, man som besøgende ser, samtidig med, at de fleste danskere anser kirkegårdene for at være en af de vigtigste opgaver for kirken.”
“Det er svært at sige, hvordan der konkret skal prioriteres på den enkelte kirkegård, for det er ikke en beslutning, provsten eller provstiudvalget kommer til at træffe. Det vil altid være det lokale menighedsråd.”
Fortællingen om den grønne omstilling passer ind
Christina Rygaard Kristiansen forsøger ikke at tale udenom. At “tænke nyt”, “prioritere anderledes” og “træffe nødvendige beslutninger” handler om at tilpasse sig de faldende indtægter fra kirkeskatten.
“Men det er en skidt vind, der ikke blæser noget godt med sig. Så i stedet for bare at sige, at 'nu bliver vores kirkegårde mindre vedligeholdt', kan man lade dem blive en del af folkekirkens grønne omstilling. Så man kan understøtte biodiversiteten og på den måde bibeholde kirkegården som et sted, der giver dyb mening.”
“På den måde bliver vi hjulpet på vej af miljø- og biodiversitetsudfordringerne, for det er nemmere i dag end for 20 år siden at være “Vild med vilje” og sælge ideen om, at mælkebøtter er et minihabitat for citronsommerfugle.”
Større enheder kan give bedre arbejdspladser
Så ja, der skal spares, men det behøver ikke nødvendigvis være en forfaldshistorie, mener Christina Rygaard Kristiansen.
Det gælder også, når man stiller skarpt på medarbejderne og lønforbruget.
“At etablere samarbejder handler om økonomi. Men det handler også om, at vi uanset, hvad der sker, skal forblive en ordentlig arbejdsplads, der kan tiltrække dygtige medarbejdere til attraktive stillinger.”
“Derfor er arbejdet med større enheder og geografisk fleksibilitet også et spørgsmål om, at folkekirken skal forblive en god arbejdsplads. At samle kræfterne og ansættelserne i større enheder giver altså mulighed for fortsat at tilbyde ordentlige stillinger.”
Det legitime spørgsmål: Hvad får jeg ud af det?
Men gælder Christina Rygaard Kristiansens pointe om, at vigende skatteindtægter ikke automatisk rimer på forfaldshistorie, også kirkebygningerne?
I Tønder Provsti er der i gennemsnit under 1000 mennesker pr. kirke. Når man hertil lægger, at folk søger væk for at finde uddannelse og job, og en væsentlig del af medlemsskaren dør af alderdom, begynder regnskabet at tippe mod røde tal.
“Jeg er ikke færdig med at tænke over, om der er et smertepunkt et sted. Vi er der ikke endnu, men vi er udfordret og kan meget let komme dertil.”
“Det er også et spørgsmål om, hvad der sker med medlemsudviklingen. Men der er ingen tvivl om, at hvis prognosen holder, så vil vi hen over en 20-årig periode have tabt 10.000 medlemmer. Vi er cirka halvvejs i den periode og har tabt cirka 5000 medlemmer.”
Dermed er det simple regnestykke, at der løbende bliver færre til at betale for drift og vedligehold.
“Spørgsmålet er, om det er rimeligt, at man som medlem af folkekirken i Tønder Provsti skal betale så høj en kirkeskat for at vedligeholde det, der også er nationale kulturhistoriske klenodier?”
“Vi er på nationalt plan nødt til at have en samtale om, at der kun kan bruges så og så mange procent af ligningsmidlerne til vedligehold. Resten må vi enten være fælles om at dække, eller vi må stå ved, at vi ikke er i stand til at vedligeholde, som vi gerne vil.”
“Hvis vi skal have kirkeliv her og i lignende provstier, er der en grænse for, hvor lidt vi kan bruge på at være kirke. Sidste år var vi igennem en hård sparerunde, der i vid udstrækning blev afhjulpet ved at skære i forbruget til sogneudflugter, koncerter og den slags.”
“Men det er ikke en langtidsholdbar løsning. For så bliver det kirkelige liv udsultet, og det bliver legitimt som medlem af folkekirken at spørge: Hvad det egentligt er, jeg er medlem af? Er det en lokalhistorisk forening eller en kirke?”
Det er nu, det gælder
Christina Rygaard Kristiansen er heldig. Hun kan se ud på en smuk købstad, der ligger i et enestående naturområde. Og hun kan bevæge sig rundt i en landsdel, hvor selvbevidstheden er stærk, og hvor opbakningen til den lokale kirke, ifølge provsten, er trofast og stor.
Men hun kan også se et udsnit af folkekirken, der er under pres.
“2030 er skæringsdatoen. Inden da er vi nødt til at have samtalen. Faktisk burde den have været overstået for ti år siden.”
“I Danmark siger vi altid, at kirkerne i andre lande har problemer; at det går godt hos os. Men det er jo bare et spørgsmål om at sammenligne sig med de rigtige. For vi er en del af tilbagegangen for kristendommen på verdensplan. Derfor er det uansvarligt at lade som om, det ikke sker og ikke tage samtalen om, hvordan vi på sigt agerer som mindretalskirke.”
“Jeg er optimist på budskabets vegne, men bekymret på institutionens vegne. Vi bliver nødt til at tale om, hvorvidt der skal være kirke over hele landet. Det har vi sagt indtil videre. Men hvis man er villig til at lade økonomien gøre det nærmest umulig, så er det bedre ærligt at sige: 'Nej, det ønsker vi faktisk ikke. Vi ønsker som folkekirke at satse på de steder, hvor de fleste mennesker er'.”