Vil du komme til Ribe og fortælle om, hvordan det var at være en af de første kvindelige præster i vores stift?
Sådan lød invitationen til tidligere sognepræst Hanne Sander om at deltage i Ribe Stifts markering af 75-årsdagen for ordinationen af de første kvindelige præster i folkekirken. Og det kom fuldstændig bag på hende.
“Var jeg virkelig blandt den første håndfuld ordinerede af kvindekøn i stiftet? Som jeg husker det, var jeg overhovedet ikke bevidst om det i 1974, da jeg blev ordineret i Ribe Domkirke,” siger hun.
Men den er god nok:
Da Hanne Sander blev ordineret – 27 år er efter, at det blev tilladt for kvinder at søge præsteembede i folkekirken – var hun blot den anden kvindelige præst i stiftet. Ribe Stift var det næstsidste stift til at ordinere kvinder, Viborg Stift det sidste.
Men hvorfor tænkte hun ikke over det dengang, da hun var ene kvinde blandt mandlige kolleger? Havde spørgsmålet om køn, der fylder så meget i 2023, mindre betydning i 1974?
Invitationen fra Ribe Stift fik Hanne Sander til at granske sin erindring, og i aften – på årsdagen den 28. april – fortæller hun sammen med andre kvindelige kolleger sin historie i en samtalesalon på Ribe Katedralskole.
Piger havde ikke brug for en studentereksamen
Hun er født i 1946 – den største generation i Danmark nogensinde – og voksede op i et præstehjem i Vendsyssel i en søskendeflok på seks. Hendes far var en af de omkring 500 præster, som i 1948 havde skrevet under på protesten mod, at kvinder skulle have adgang til præsteembederne.
Han var husmandssøn og havde “spist havregrød hver dag” for at få råd til teologistudiet. Og på samme måde var det helt uden for økonomisk rækkevidde, at han med sin præsteløn skulle kunne give alle sine børn en længerevarende uddannelse. I hvert fald ikke de fem af dem, som var piger.
“Der var absolut ikke høje forventninger til os piger. Vi kunne tage en uddannelse med elevløn – lærer eller sygeplejerske, for eksempel. En passende uddannelse, så vi kunne blive gift.”
Nogle lærere mente ganske vist, at hun burde tage en studentereksamen. Men hvad skulle man med sådan en, når man ikke skulle på universitetet? Så det blev til en realeksamen og derefter et år i huset i Schweiz.
“Men hele sommeren 1965, jeg kom hjem fra Schweiz, gik jeg og vaklede: Den ene dag ville jeg tage sygeplejeuddannelsen på Diakonissen, den næste ville jeg tage en studentereksamen på Aarhus Akademi.”
Det endte med studenterkurset, da hun fik tilbudt et værelse i Aarhus.
“Og så vidste jeg godt, at jeg skulle læse teologi.”
Datter af en modstander af kvindelige præster
Hun begyndte på universitetet i 1967. Hun var aldrig i tvivl om, at hun ville være præst, men køn var ikke noget, man diskuterede på studiet. Måske fordi der allerede var mange kvindelige teologistuderende.
“Det var en af de første store årgange på Det Teologiske Fakultet i Aarhus. Og nej, det var ikke halvdelen, der var kvinder, men jeg husker ikke spørgsmålet om kvindelige præster som noget, der blev tematiseret, og jeg repeterede til eksamen sammen med to mandlige studerende.”
På studiet mødte hun sin første mand. Da han blev præst i Varde i 1972, flyttede hun med og gjorde teologistudiet færdigt derfra. Og to år efter fik hun embede i den hastigt voksende Esbjerg-forstad Gjesing.
Hendes far var med, da hun blev ordineret i Ribe Domkirke.
“Han havde nok ikke rigtigt ændret holdning til kvindelige præster, og han var grov nok til at sige, at han ikke havde troet, jeg ville gennemføre studiet. Men han kom og var glad, da han deltog i ordinationen. Det var jo trods alt det næstbedste, når nu det ikke blev hans søn. Det hjalp sikkert også, at jeg var blevet gift med en præst. Altså, sådan en rigtig præst,” griner Hanne Sander.
Talte i missionshuset – før hun blev ordineret
Hun ankom til sit præsteembede samtidig med den vandrekirke, der skulle bruges, indtil en ny kirke stod færdig, og Gjesing kunne udskilles som selvstændigt sogn. Og hun boede ikke i sognet, men i Varde. På den måde var alt nyt og under opbygning.
“Jeg oplevede det som en stor frihed, at jeg ikke skulle leve op til de traditionelle forventninger til en præst. Fordi jeg var kvinde, var billedet gået i stykker på forhånd. Det gav mig et frirum.”
De indremissionskes modstand mærkede hun ikke meget til. Mandlige kolleger, der ikke ville give hånd, oplevede hun aldrig. Og hun blev endda indbudt til at tale i missionshuset i Varde.
“Men det var, før jeg blev ordineret – da jeg var præstekone. Efter at jeg selv blev præst, blev jeg ikke spurgt igen.”
Og kun få gange oplevede Hanne Sander, at sognebørn eller kolleger opførte sig chauvinistisk.
For eksempel en herre, som efter en bisættelse kyssede hende på hånden og sagde: ‘Det klarede du godt.’ Eller en mandlig kollega, og han kom til at sige, at det var oplagt, at hun tog sig af ‘børnegudstjenester og sådan noget.’
Præstationsangst
Alligevel lå det måske i hendes underbevidsthed, at hun måtte gøre sig ekstra umage for ikke at bekræfte nogens fordomme. For eksempel planlagde hun sine graviditeter, så hun kunne nå tilbage og tage konfirmationerne efter den dengang kun 12 uger lange barselsorlov.
Og på det lokale præstekonvent undgik hun i lang tid at holde det teologiske oplæg, som var et fast indslag, når kollegerne mødtes.
“Jeg manglede selvtilliden, og det tror jeg var noget, som min generation af kvinder skulle overvinde. Vi var ikke så gode til at føre os frem.”
“Men da jeg til sidst ikke længere kunne undslå mig, fortalte jeg min sidemand ved kaffebordet, inden jeg skulle tale, at jeg var så nervøs, at jeg havde haft ondt i maven i 14 dage. ‘Jamen Hanne, det plejer jeg da også at have,’ sagde han.”
Kvinder har ændret præstebilledet
Hvordan har det præget folkekirken, at den i 75 år har haft kvindelige præster?
Hanne Sander tøver ved spørgsmålet.
“På den ene side synes jeg, at det er træls, hvis kvindelige præster bliver gjort til noget særligt. For vi har ikke brug et kønnet blik på præsten,” siger hun.
“På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at det har præget folkekirken, at halvdelen af præsterne nu er kvinder. Mænd og kvinder kommer trods alt fra hver deres side og bringer forskellige erfaringer med.”
“Jeg tror, at kvinderne har spillet en rolle, når det gamle billede af den utilnærmelige præst i studerekammeret nu er skiftet ud med billedet af den nærværende og deltagende præst.”