Vi står netop nu i en af de allermest produktive perioder i dansk salmeskrivnings historie – og samtidig har der i de senere år været stor interesse for fællessang i det hele taget.
Der er ingen tvivl om, at der er grøde i både salmedigtning og -komposition netop nu – til forhåbentlig stor glæde for de syngende menigheder. Så at skulle pege på de tendenser, der gør sig gældende inden for feltet og fornemme, hvad der har slået an i den sangglade folkekirkelighed, er en både interessant og omfattende opgave.
Hvert af de nordiske lande har til seminaret "Hvad gør en moderne salme levedygtig?" fået det samme opdrag – at pege på tre salmer, der har vundet fodfæste i gudstjenesterne – så det bliver interessant undervejs at kunne søge efter fælles tendenser.
Begrænset brug af teologisk-dogmatiske termer
I forhold til den lange salmehistorie er det slående, at det især på tekstens område er kvinderne, der dominerer salmeskrivningen i dag. Samtidig er det slet ingen selvfølge, at en salmedigter i dag er præst eller en salmekomponist er organist – således kan digterne være poeter, der nærmer sig kristendommens tankegods fra en anden vinkel end præstens, og komponisterne være musikere, der arbejder med fællessang generelt.
Mange digtere arbejder med korte, komprimerede tekster og gentagelser i form af deciderede omkvæd eller let forandrede verslinjer, mens komponisterne ofte arbejder inden for den brede, danske fællessangstradition (med rødder i Højskolesangen) og med indflydelse fra den senmoderne, lyriske jazz.
De teologisk-dogmatiske termer anvendes i meget begrænset grad og søges i stedet beskrevet i alment (billed-)sprog, mens musikalske stilarter og virkemidler kan være redskaber til at understøtte og tydeliggøre tekstens indhold.
Stor musikalsk palette
Det betyder ikke, at der ikke stadig skrives tekster med høj teologisk densitet og melodier, der er skrevet på skuldrene af en kirkemusikalsk tradition – men det betyder, at den tekstlige og musikalske palette er så stor, at det bliver interessant at se, hvor udviklingen vil bevæge sig henad. Den nyeste udvikling er – i tråd med den såkaldt melocentriske vending (at melodien er i centrum i stedet for teksten) – at musikere også skriver tekster, så komponist og digter er én person.
En række af de salmer, som er slået an i nutiden, er skrevet til gudstjenesten med dens dåb og nadver, men også til de årstider, som knytter sig forment til kirkeåret – fordi der stadig er brug for salmer i disse kategorier.
Teksternes tematisk-fortættede struktur fordrer, at musikken lægger sig op ad denne med en materialeøkonomisk tilgang, som i de bedste tilfælde gør salmerne både letlærte og slidstærke, hvilket naturligvis befordrer deres udbredelse.
Melodien som katalysator
Endelig forsøger en sen- eller postmoderne tids salmer i meget høj grad at imødekomme den syngendes livsverden og udsætte den for en kristen livstydning – mens de forsøger at ramme et musikalsk sprog, der unddrager sig ’tidens toneklang’, men alligevel virker vedkommende for den syngende. På den måde virker de bedste, nutidige salmer både i egen ret og i et samspil med den ældre tids salmer.
Og så er det stadig sådan, at melodien for de fleste udgør det første, umiddelbare indtryk – fordi den er en katalysator for den syngendes deltagelse i salmesangen i en given sammenhæng.
"Vi finder fred i kirken"
"Vi finder fred i kirken" (tekst: Iben Krogsdal 2014, melodi: Hans Dammeyer 2014)
Denne salme er skrevet ud fra den besøgendes perspektiv, idet den udsiger, hvad der sker med os i kirken: Vi finder fred, fyldes op, lyser op, bliver små, bliver set – og bliver til i den.
Den gentagne og let varierede førstelinje strukturerer samtidig salmen, så den syngende holdes fast af det indledende ’vi’, der samtidig betoner en menighedsopfattelse – for det gælder os alle, at vi ’falder’ og at vi aldrig er alene, samt at ingen af os er ledetråden og ingen råder over svaret.
Samlet set udgør salmens strofer en trøst i en individcentreret tid, fordi den modsiger den umenneskelige fordring om, at vi skaber vores eget liv og derfor også skal bære vores nederlag alene; den aflaster mennesket for livets tilsyneladende absolutter og slutter derfor med nadveren som ”et sted med en ny begyndelse til alle”.
Med den indledende ottendedelsoptakt og de efterfølgende længere nodeværdier giver melodien hver strofes begyndelse en vis vægt – samtidig med, at den opadgående kvint åbner et rum og betoner linjens vigtige ord.
At kirken i bred forstand har en påvirkning, understreges af rytmikken, der bevæger sig i ottendedele og lægger sig til ro ved de fleste linjeafslutninger – bortset fra de korte fjerde og femte linjer, hvor den bevarer fremdriften hen mod sidste linje.
Større spring afbalanceres af trinvis bevægelse, inden det opadgående oktavspring i begyndelsen af fjerde linje giver impulsen til resten af melodiens jævnt faldende melodik. På den måde beskriver musikken både vores eftertænksomhed i rummet og det, ’kirken’ bevirker for og med os.
"Igen berørt"
"Igen berørt" (tekst og melodi: Janne Mark 2015)
Fordi samme person står bag både melodi og tekst, er de samhørende på en særlig måde – og sammen et godt udtryk for den korte, men tydningsrige tekst og den mørkt-klingende ’nordiske’ klang.
Melodien får sin særlige farve fra den mol-treklang med tilføjet lille septim, som synes at ligge under de første takter og i nedadgående form afslutter flere af fraserne – et præg, som er med til at nedtone dens retning og fremdrift.
Derved får musikken karakter af det stillestående, hvilket lader teksten stå frem som operaens arie: en eftertanke over det, som netop har fundet sted – nadverhændelsen specifikt og mere generelt gudstjenestens forløb. Salmen egner sig nemlig både til at synges efter bortsendelsesordene og som udgangssalme – og er tænkt som en slags meditation fra ophavskvindens side.
Fordi teksten indleder med at betone verberne berøre og bevæge – som kan opfattes både konkret og i overført betydning – samt (Hellig-)ånden og hånden, kan den med få ord knytte an til en række evangeliske motiver i kirkeårets løb, hvilket yderligere øger dens anvendelighed og gør den til en af de meste indsungne nye salmer, allerede knap et årti efter dens tilblivelse.
Dens næstsidste linjer ”vi er i dig, du er i os” peger på johannæisk tankegods i tiden efter påske – ud over at pege tilbage på nadverelementerne. Endelig er tekstens handlingsmæssige kulmination ”vi får dit mod, vi tør gå ud” fremhævet af en melodisk beliggenhed væsentligt over resten af melodiens, så udsagnet pointeres tydeligt, mens man synger.
"Du spør mig om håbet"
"Du spør mig om håbet" (tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen 2021, melodi: Mads Granum 2022)
Salmen er et godt eksempel på, at et specifikt opdrag – at skrive en fællessang til Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum – bliver til en salme ved hyppigt herefter at blive brugt i en række gudstjenstlige sammenhænge, så den kun et par år efter dens lancering har nået stor udbredelse.
Strofernes sidste fire linjer udgør et let varieret omkvæd, hvor salmens gennemgående tema – håbet – er placeret grafisk synligt på sin egen linje; i øvrigt imellem to linjer, som også let varieret gentager sig selv – alt sammen indledt af det traditionelt klingende ”og bedst som du tænker der ingenting er”.
De resterende strofer svarer på den førstes spørgsmål om, hvad og hvor håbet er – som glødende lys, som grebet hjælp, som voksende muligheder og som det af Gud givne, der klinger med i fællessangens nu. Og så skyldes salmens popularitet sikkert, at håb er noget af det, der er allermest brug for netop nu – i en række af tilværelsens sammenhænge samt i såvel det mindre som det større livsperspektiv.
Melodiens særkende i de tre første fraser er et optimistisk opadgående spring, der umiddelbart er en kvint, men som – fordi springet er op i en akkordfremmed tone – opløses opad og bliver til en sekst i det, der kan kaldes en omvendt sukkefigur: en håbefuld, musikalsk bevægelse.
Omkvædets begyndelseslinje øger den musikalske spænding med en trinvist opadgående bevægelse, der ender i en pause, der betoner de følgende korte fraser, hvor ordet ”håbet” bredes ud i lange nodeværdier – så omkvædet får et bredt, hymnisk præg over for versets mere fortællende karakter.