I min rolle som formand for Kirkemusikernes Landsforening i Sverige får jeg oftere og oftere spørgsmål fra menigheder, der forsøger at få fat i en ny kirkemusiker. Nogle spørger i spøg, om jeg har nogen på lager. Men et sådant lager eksisterer ikke og har aldrig gjort det.
I de kommende 10 år skal mellem 700 og 900 kirkemusikere, der går på pension, erstattes. Desuden forlader en del deres job hvert år af forskellige årsager, så det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg møder spørgsmålet fra bekymrede menigheder.
Hvert år uddannes et antal elever i kategorierne: kantor, bachelor og master. Det højeste antal uddannede kandidater pr. år er 35 nye kirkemusikere. Der bliver altså uddannet knap halvt så mange kirkemusikere i Sverige som dem, der går på pension. Vi ser derfor en stor forskel mellem antallet, der kommer ind i faget, og antallet, der forlader faget. Hvordan er det kommet så vidt?
Kommunalisering, økonomiske vanskeligheder og ingen sommervikariater
I forskellige sammenhænge fremhæver jeg ofte kirkemusikerfaget som et af de bedste musikjob, man kan have. Du får lov til selv at spille, lede andre og tilmed undervise. Er du ung og kan lide at spille og synge i kirken, er der gode muligheder for at finde dit fremtidige erhverv her.
Jeg vil her fremhæve nogle af årsagerne til, at kirkemusikere er blevet en mangelvare.
- I tiden frem til 1990, hvor kirkemusikken var statsreguleret, blev der givet fri musikundervisning i alle sogne. En organist underviste fem timer om ugen og en kirkekantor to. Der var således mulighed for at lære at spille orgel i hele vores lange land, fra Kiruna i nord til Trelleborg i syd, og endda uden omkostninger. Med det store antal studerende, der begyndte at tage undervisning i sognene, blev der skabt et bredt fundament for rekrutteringen til kirkemusikfaget.
Men med den såkaldte kommunalisering, hvor kirkemusikerne blev kirkekommunalt regulerede, blev den gratis musikundervisning afskaffet. Nogle menigheder fortsatte med undervisning, men de fleste havde helt andre prioriteter. Der er derfor simpelthen for få, der har lært at spille orgel. Stort set alle dem, der nu forlader faget, er startet som lærling hos en kantor eller en organist.
I dag gøres der mange fine individuelle indsatser for at få børn og unge til at begynde at spille orgel – selv i de helt tidlige år med orglet som det første instrument. “Organister i spidsen” er et godt eksempel på et koncept med det fokus. De fleste menigheder har dog endnu ikke valgt at udbyde undervisning i orgelspil.
- I løbet af 1990'erne havde mange kommuner økonomiske vanskeligheder, og det gik ofte ud over musik- og kulturuddannelserne. I en tid med nedskæringer blev klaverundervisningen hårdt ramt. Musikchefer blev tvunget til at prioritere orkesterinstrumenter på bekostning af klaverundervisning.
Orkestre er på en måde ansigtet på en musikskole, så prioriteringen er forståelig i en presset økonomisk situation. Men færre pianister betød også færre organister. Klaverspil har i lang tid været grundlaget for rekruttering til orgelspil.
- Vi, der arbejder i Den svenske kirke, er blevet gode til at effektivisere og rationalisere ved at vikariere for hinanden ved lejlighed. Når kirkemusiker A har fri, tager kirkemusiker B over og så videre.
Men mange af os, der nu arbejder som kirkemusikere, har startet vores karriere som sommervikarer. Det var særdeles frugtbart at kunne tjene ved gudstjenester og kirkelige handlinger, hvor man kunne oparbejde den nødvendige erfaring.
Der er god grund til at påstå, at sommervikariaterne var en vigtig del af rekrutteringen, og at valget af erhverv for organisterne blev lettere. De fleste sommervikarer er nu væk, men jeg plejer at opfordre menighederne til i det mindste at give lidt plads til, at unge og studerende kan få mulighed for at arbejde som vikar.
Seks strategier på kirkemusikområdet
I december 2021, inden kirkestyrelsens nye embedsperiode, indgav Den svenske kirkes musikråd et forslag om seks strategier på kirkemusikområdet. Den første og absolut mest presserende strategi vedrørte rekruttering af nye kirkemusikere.
Dette vigtige dokument må ikke bare blive liggende som arbejdsmateriale. De skarpe forslag om rekruttering skal besluttes og få lov til at blive en aktiv handling. Nu skal der gang i værkstedet!
Kirkemusikernes Landsforbund beskriver normalt rekrutteringen af nye kirkemusikere som en kæde med tre led. Rekruttering til orglet, rekruttering til uddannelse og rekruttering til ansættelse. Hvert led i kæden er lige vigtigt, og hvert led lige skrøbeligt. En kæde er ikke stærkere end sit svageste led, som det plejer at hedde.
Hvis vi ikke tilbyder undervisning i vores menigheder, går ingen videre på uddannelserne. Hvis ikke uddannelsessystemet fanger dem, der er begyndt at spille, kommer ingen længere ind i faget. Og hvis ikke Den svenske kirke markedsfører faget, kommer de, der har erhvervet sig en uddannelse, ikke i arbejde.
Menigheden skal være et rekrutteringsmiljø
Kirkemusikernes Landsforening ønsker, at en menighed skal være et rekrutteringsmiljø, og at der i ethvert sogn skal være mulighed for at lære at spille orgel. Rekrutteringsmiljøet går naturligvis hånd i hånd i hånd med en opbyggelse af en levende menighed.
Den svenske kirke skal regulere muligheden for at undervise i orgelspil og lægge ansvaret for dette over på sognet. Det er en fælles bekymring for fremtiden, og alle pastorater skal bidrage.
Hvis ikke, vil det være til skade for hele Den svenske kirke og vores fremtidige sogneliv. Gudstjenester, kirkelige handlinger og kirkens vigtige korsang vil blive hårdt ramt. Korsangen er i øvrigt den største lægmandsbevægelse i Den svenske kirke. Det er nu, der skal handling til!
Nogle teologer taler om kirkemusikkens teologi, og Luther fremhævede kirkemusikken som en umistelig del af forkyndelsen om den opstandne og levende Herre. Han kaldte også kirkemusik en "Himmelsk Ringdans". En fin beskrivelse efter min mening – lad denne ringdans fortsætte!