Sommeren 2026 er fuld af håb.
Tusindvis af børn og unge har været på lejr med deres frivillige ledere, da først FDF og sidenhen fem spejderkorps i juli afholdt deres store landslejre.
FDF samlede mere end 8000 ved foden af Himmelbjerget, og 30.000 spejdere satte hinanden stævne til Nordens største spejderlejr i Hedeland Naturpark.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa har de senere år gjort resonans til et nøglebegreb i forståelsen af vores tid.
Hans pointe er, at vi lever i et accelerationssamfund, hvor tempoet øges konstant, og hvor vi derfor risikerer at miste forbindelsen til verden omkring os.
Resonans opstår, når verden svarer os igen – når vi bliver berørt af for eksempel mennesker, natur, kunst eller tro og selv får mulighed for at svare.
Det, der sker til FDF og spejder, er resonans!
Det er en af de klare erfaringer, jeg tog med mig hjem fra FDF's Landslejr, hvor jeg deltog som en af 40 lejrpræster og lejrtante med min lokale FDF-kreds.
For her svarer børn, unge og voksne verden igen, når vi bliver berørt af fællesskabet, af lejrens idé og liv, af naturen, musikken og troen. I lejrlivet får vi mulighed for at svare – mulighed for at resonere.
F står for forbund
Jeg har været FDF'er siden barnsben og været på mange lejre, men denne sommer var der noget mere på spil.
For i en tid, hvor tempoet bliver stadig højere, og hvor kriser, konflikter, krig og klima bekymrer, er der meget håb i, at børn og unge sætter hinanden stævne med fællesskabet for øje. Der er mulighed for resonans.
Det sidste F i forkortelsen FDF står for forbund: Frivilligt Drenge- og Pige Forbund. Frivillighed og forbundethed er nogle af FDF's største styrker.
Den forbundethed, man kan opleve i FDF og som spejder, kan være et stærkt eksempel på det, som Hartmut Rosa kalder resonans.
En forbundethed, der peger tilbage i tiden, fordi FDF på sin landslejr kunne fejre 100-års jubilæum for den første landslejr i 1926.
En forbundethed, der også peger frem i tiden, hvilket blev tydeligt i fortællingen om frø, rødder, stamme og grene, som var et gennemgående tema på landslejren.
Her skulle deltagerne redde Skovhjertet, der bankede i det sidste store træ i skoven. Det udviklede sig til en magisk fortælling, hvor fællesskabet besejrede ondskab og egoisme.
Men måske vigtigst af alt er, at forbundetheden – resonansen – er i lejrens nu, hvor tempoet tages ud af en stadig accelererende tid, fordi det tager tid at leve og bo på lejr.
Resonans i havregrøden
Rosa beskriver resonans som en måde at være i verden på, hvor mennesket og verden gensidigt "svarer hinanden". Den kan ikke planlægges eller kontrolleres, men man kan skabe betingelser for den.
De betingelser er til stede, når maden tilberedes over lang tid og over ild og spises ved et raftebord, man selv har bygget, og når man forbundet med de andre løser opgaver og leger på tværs af alle mulige skel og finder sammen i et fælles vi.
De kan også være til stede, når man beder et Fadervor på alverdens sprog til en stor gudstjeneste eller synger sammen.
Fællessang er at ånde sammen, og man erfarer, at ens egen stemme betyder noget, og at man samtidig bliver forbundet med de andres.
Men et resonansrum, som også er vigtigt at have blik for, er det, den enkelte kan opleve, når man får mulighed for at lære nyt, møde andre og gøre ting, som man måske ikke har gjort før.
Man er på mange måder ude af sin komfortzone på en lejr, men samtidig er det et af de mest trygge steder at være, fordi der er plads til den enkelte i fællesskabet.
Derfor er jeg håbefuld efter sommerens store lejre, hvor der gik resonans i havregrøden og de gule telte, og hvor der var en forbundethed og et fælles vi.
På lejren blev det tydeligt, at det er muligt at skabe spillerum for resonans som et alternativ til tidens stadig mere accelererende samfund.
Og det fine er, at det ikke kun behøver at foregå på en landslejr, men at lejrens nu fortsætter på weekendlejre og de ugentlige møder hjemme i de lokale foreninger.