Den 12. april kom køerne på græs over hele landet. Også på Vædeledgård her i Veflinge var dagen markeret med eventyrlystne køer, friskbrygget kaffe, nybagte pizzaer og åben gårdbutik, alt imens forårssol og grønne blade skabte den smukkeste ramme om det hele.
Jeg trillede dertil i min lånte Suzuki Splash umiddelbart efter søndagens højmesse og blev mødt af en karavane af biler, barnevogne og smilende mennesker i alle aldre, der strakte sig flere hundrede meter ned ad vejen mod gården.
Da jeg ankom, var køerne allerede lukket ud, men alligevel tog jeg mig selv i flere gange at klukle af uskyldig begejstring over at iagttage efterveerne af de brune køers kåde forårsdans.
Det rørte mig at se, at der rundt om deres indhegning stod flere voksne mennesker, der formentlig var kommet kørende hertil inde fra byen af for at få lov at glane på legende køer.
Deres hvide sneaks stod dybt i den våde muld, de blege kontorhænder var stukket ned i bukselommerne på de tætsiddende jeans, og den uskyldige glæde ved et par kejtede køer stod malet i de travle menneskers ansigt for en stund. Verden stod stille.
Glæden og stoltheden lyste ud af dem alle
Med fare for at få nogen på nakken, så kan jeg drage mange paralleller mellem den dag og konfirmationsdagen, der i Veflinge altid ligger den sidste søndag i april.
Da konfirmanderne ankom til konfirmationsstuen, hvor vi havde aftalt at mødes et kvarter før gudstjenesten, stod jeg og kiggede ud på dem fra mit vindue på kontoret, mens jeg knappede de tre knapper i snydeskjorten.
Derude på perlestenene i morgensolen flakkede og tumlede langlemmede, opstemte konfirmander rundt mellem hinanden i hvide, fine gevandter. Forårets kådhed havde også sat sig i de unge mennesker.
Forskellige så de ud, men glæden og stoltheden lyste ud af dem alle. Vi dannede cirkel i præstehaven, rystede de værste nerver fra os og lod dem dumpe ned mellem fliserne. Som kirkeklokkerne begyndte at kime, gik vi i samlet trop de 150 meter mellem præsteboligen og kirken, og allerede på den korte distance var der budt op til fest.
De lokale ildsjæle havde sat flagalleen op i hele byen, genboerne stod ude i forhaven med flag og jubelråb, og foran vores lille trop gik den lokale fotograf og tog billeder af de glade konfirmander, der strålede om kap med solen. Oppe i våbenhuset stillede vi op til procession, og fordi jeg dannede bagtrop, havde jeg udsyn til seks par skuldre, der pludselig var krøbet noget i vejret.
Nu meldte alvoren og det højtidelige sig pludseligt blandt de unge.
Konfirmandernes kåde forårsdans
Da jeg under gudstjenesten så på konfirmanderne fra forskellige vinkler i kirkerummet, så jeg dem samtidig med øjne, der gennemlevede alle de stunder, vi har delt, siden min start i februar måned.
Selv efter kort tid kender jeg til deres interesser, deres håb og bekymringer. Jeg kan se, når de har det godt, og når de har det skidt. Jeg kender til deres sociale tendenser og til deres ansigtsmimikker.
Jeg kender dem. Deres familier kender dem endnu bedre, men konfirmanderne kender måske dårligt nok sig selv endnu.
Konfirmationen blev akkurat så højtidelig, glædelig, håbefuld og følelsesladet, som jeg havde håbet på. Da orglet brusede til afsked, gik konfirmanderne roligt, som vi havde øvet, ud af kirken for at stille op til lykønskninger, håndtryk, kys og kram i våbenhuset.
Bagefter stillede de ranke og stolte op til fælles fotografering i korbuen, men så skulle den ungdommelige kådhed og de store følelser altså også få frit løb i kroppen igen. De løb fra våbenhuset og ud i middagssolen, ned ad den bakke, kirken ligger på.
Så blev lemmerne og lokkerne sluppet fri til leg og grønne horisonter – sagt med al kærlighed, akkurat som køerne et par uger tidligere.
Ud i den grønne verden med jer, konfirmander! Der ligger masser af tro, håb og kærlighed, brogede landskaber og særlige skæbnemøder og venter på jer.